Bechdel-testen går ud på at afsløre, om et stykke fiktion indeholder: 1) minimum to kvinder, 2) der taler sammen 3) om andet end mænd. På trods af at det er en relativt simpel test, er det en test alt for mange film desværre dumper. Alle ‘Ringenes Herre’-filmene, ‘Harry Potter and the Deathly Hallows – Part 2’ og ‘500 Days of Summer’, der alle rummer stærke kvindelige karakterer, klarer eksempelvis ikke kravene.
Selvom testen ikke nødvendigvis kan bruges til at tillægge film bevidste eller ubevidste kønsdiskriminerende agendaer, så har den de senere år været tiltagende aktuel, fordi kønsfordelingen i den grad er skævvredet både foran og bag kameraet – og i adskillige andre brancher, der har med fiktion at gøre.
For eksempel var der i år ingen kvindelige instruktører nomineret til en Oscar. Måske fordi under ti procent af amerikanske film i de senere år er blevet instrueret af kvinder. Kun fire kvinder er nogensinde blevet nomineret og kun Kathryn Bigelow har vundet den. Det siger lidt om tilstanden.
Som et værn mod det, har det digitale filmmekka IMDb adopteret den såkaldte F-Rating, der er udtænkt af den britiske filmfestival i Bath. F-Rating tildeles film, der skrevet af en kvinde, instrueret af en kvinde eller rummer markante kvinderoller (eller til nød stærke kvinderettighedstemaer). Triple F-Rating tildeles film, der favner alle tre.
Depressed about on screen representation? Want to highlight films with amazing female characters? JOIN US
@IMDb@BFIhttps://t.co/sR7eZsQ6nV pic.twitter.com/HxWRDj8t4S— F-Rated (@F__Rating) 5. marts 2017
IMDb kan give 21.800 film en F-Rating (selvom den endnu ikke florerer på sitet), hvilket ikke er prangende, men alligevel kan være et skridt i den rigtige retning. Ikke fordi det udskammer bestemte film, men fordi det forhåbentlig kan være med til at highlighte og promovere film med stærke kvindelige skabere, temaer eller protagonister.
Film som ‘American Honey’, ‘Bridget Jones’ Baby’ og ‘Frozen’ kan bryste sig af Triple F og ‘Metropolis’, ‘The Girl on the Train’ og ‘Kung Fu Panda 2’ ligger eksempelvis i kategorien F.
F-Rating er udtænkt af Holly Tarquini, leder af Bath Film Festival i 2014, som herunder beskriver hvorfor systemet er nødvendigt.