Colin Trevorrow instruerede for to år siden dinosaur-rebootet ‘Jurassic World’ og kunne meget vel have fortsat med endnu et blockbuster-brag. Men i stedet minder hans kommende film ’The Book of Henry’ nærmere om hans fine indiegennembrud, ‘Safety Not Guaranteed’.
»Valget var både kreativt og personligt. Jeg opdagede manuskriptet for flere år siden, og jeg har aldrig kunne lade det ligge«, udtalte Trevorrow til The Playlist tidligere i år og fortsatte: »Og helt ærligt ville jeg lave den film, som jeg følte, at jeg skulle have lavet mellem mine to første. Jeg mener, at det er vigtigt som filmskaber at bygge en tillid med seeren for at skabe en forhold«.
‘The Book of Henry’ udspiller sig i en rolig forstadsby, hvor singlemoren Susan Carpenter (Naomi Watts) bor med sin søn Peter (Jacob Tremblay fra ‘Room’) og hans storebror Henry (Jaeden Lieberher).
Henry kan mere end de fleste 11-årige, og han står både for familiens økonomi og bygger kreative opfindelser. Da Christina (Maddie Ziegler fra Sias ‘Chandelier’-video) og hendes stedfar (Dean Norris fra ‘Breaking Bad’) flytter ind ved siden af, og pigen starter i Henrys klasse, opdager han, at hun bærer på en farlig hemmelighed. For at hjælpe Christina skaber Henry en udførlig plan.
Læs også: ‘Jurassic World’-instruktør er endt i centrum for kønspolitisk stormvejr