Efter ‘Batman v Superman: Dawn of Justice’ og ‘Suicide Squad’ har forventningerne til de kommende titler i DC Extended Universe (DCEU) været sat betragteligt ned.
For selvom DC og Warner Bros. har alenlange lister over fremtidige superheltefilm, kan det være svært at tro på, at skuden vender – særligt når den udskældte ‘Batman v Superman’-instruktør Zack Snyder stadig er tilknyttet ‘Justice League’-filmene, og ‘Flash’-filmen har skiftet instruktør i en uendelighed.
Men måske kan en kradsbørstig amazon-kvinde med ben i næsen og et godt hjerte blive redningen for DCEU’s skrantende renommé?
‘Wonder Woman’ får premiere senere i år og bliver den første DCEU-film med en kvindelig hovedrolle. Det er tilmed også en kvinde, der står bag kameraet: Patty Jenkins har tidligere instrueret seriemorderfilmen ‘Monster’, som indbragte Charlize Theron en Oscar, og ‘Wonder Woman’ bliver hendes anden spillefilm efter års arbejde med tv-serier som ‘The Killing’ og ‘Entourage’.
Første trailer udfolder noget af oprindelseshistorien, og Gal Gadots Wonder Woman, der blev introduceret i ‘Batman v Superman’, bliver opvartet af skuespillere som danske Connie Nielsen, Chris Pine, Robin Wright og mange andre. Filmen får premiere herhjemme 1. juni.
Læs mere: Batfleck samler superhelteholdet i første trailer til ‘Justice League’