’Life’: En ond og effektiv rumgyser i ånden efter ‘Alien’

’Life’: En ond og effektiv rumgyser i ånden efter ‘Alien’

Indrømmet. Hvis man har en lille forkærlighed for rumfilm og gyserfilm, så er det let at blive lidt for begejstret, når der kommer en rumgyser. Men ’Life’ er altså god. En veltrimmet dræbermaskine af en film, hvor kloge mennesker tager dumme beslutninger til ære for spændingskurven. Der skal lyde et tak herfra for deres store offer.

’Life’ handler om menneskets møde med liv et andet sted end på jorden. Geologiske prøver fra Mars hentes ind på Den Internationale Rumstation, ISS, og menneskene finder en lille celle, der har ligget i dvale i tusindvis af år. Cellen vækkes til live og viser sig hurtigt at få smag for jordiske lækkerier som glukose, ilt, vand, en forsøgsrotte og senere menneskene selv.

Sammenligninger med rumgyser-klassikeren ’Alien’ er uundgåelige. Det er samme plot. Men før ’Alien’ satte standarden i 1979, var der blandt andet ’It! The Terror From Beyond Space’ fra 1958. På kommentarsporet til ’Alien’ nævner Ridley Scott denne ikke specielt nævneværdige film om en fatal Mars-mission som en stor inspiration.

Opskriften er så simpel, slidt og indgroet, at vi knap betragter det som en historie. Vi kender formlen så godt.

En broget gruppe mennesker opholder sig som sardiner i en klaustrofobisk rumdåse. Drevet af nysgerrighed eller grådighed finder de noget usædvanligt i en mørk krog af solsystemet eller galaksen. På den hårde måde lærer de, at man ikke skal fucke med naturen, heller ikke den overjordiske. Menneskene omdannes til vægtløst svævende, blodige klatter.

Jeg er ikke på vej til at sige, at ’Life’ nu er den nye standard efter ’Alien’. Men en glædelig overraskelse ved Daniel Espinosas film er oplevelsen af klichéens kraft. ’Life’ er så rent et produkt fra formlen, uden afvigelser eller forsøg på at genopfinde genren eller at proppe den med dybde, som den ikke kan bære. Det er en film, hvor et morderisk monster er løs på rumskibet. Intet andet. Men det virker.

Svenske Espinosa, der er uddannet i Danmark, instruerer selvsikkert, og hans faste komponist Jon Ekstrand har tydeligvis haft det for vildt. Den får ikke for lidt med ’Inception’-agtige dunderhorn, når menneskeheden presses af vores mulige overmand. Filmen er teknisk upåklageligt udført, skuespillerne med Ryan Reynolds, Rebecca Ferguson og Jake Gyllenhaal i spidsen er på og bruger alt, hvad det stramme manuskript giver dem, og spændingen holdes stigende frem mod den uundgåelige konklusion.


Kort sagt:
En ond og effektiv rumgyser. ’Life’ beviser, at genren stadig har noget at byde på, selv her snart 40 år efter, at et penis-lignende monster brød ud af John Hurts mave i ’Alien’. Nyd filmen, hvis du er okay med, at i biografen kan alle høre dig skrige.

Læs også: Ryan Reynolds og Jake Gyllenhaal er fast besluttede på at afspore interview fuldstændigt

Spillefilm. Instruktion: Daniel Espinosa . Medvirkende: Jake Gyllenhaal, Rebecca Ferguson, Ryan Reynolds . Spilletid: 103 min. . Premiere: Den 23. mart
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af