I 2009 undersøgte Mads Brügger og Mikael Bertelsen EU-embedsmanden Antonio Quatraros mystiske dødsfald over otte episoder i ‘Quatraro Mysteriet’ for DR2.
Sagen endte blindt, men nu søger makkerparret, der i dag er kanalchefer for Radio24syv, genoprejsning og ifører sig igen Sherlock Holmes-hattene med en ny speget sag med rod i EU-apparatet.
Den underholdende og tempofyldte trailer er netop landet til filmen, der er instrueret af Jeppe Rønde, som også stod bag kameraet på ‘Quatraro Mysteriet’ og forrige år markerede sig med spillefilmen ‘Bridgend’.
Rønde, Brügger og Bertelsens ‘The John Dalli Mystery’ handler om den tidligere sundhedskommisær i EU John Dalli, der blev fyret for at have været i lommen på tobaksindustrien. Her er synopsen fra CPH:DOX, hvor filmen får verdenspremiere 21. marts:
»Brügger og Bertelsen rejser til Malta for at møde den umiddelbart sympatiske Dalli. Og inden længe afdækker de beviser for en omfattende sammensværgelse mod ham, da Dalli pludselig kontaktes af en hemmelig kilde, der hævder at være i besiddelse af dokumenter og optagelser, der indeholder planer om at dræbe ham! Kilden indvilliger i at sende det eksplosive materiale til Malta, og de to danske journalister overtaler Dalli til at indgå en aftale med den lyssky kilde. Og derfra udvikler ‘The John Dalli Mystery’ sig til en foruroligende og sorthumoristisk detektivfilm med vidtrækkende konsekvenser – og med tråde fra Bruxelles til en ø i Caribien«.
‘The John Dalli Mystery’ får ordinær dansk biografpremiere senere på året.