’Nocturama’: Spændingsmættet terrortogt gennem Paris
At bedrive en film om flotte, unge terrorister på oprørstogt i Paris, må være den filmiske ækvivalent til at stikke sin hånd ind i et hvepsebo. Og med ’Nocturama’ jager den franske instruktør Bertrand Bonello frygtløst næven ind i det summende bo.
Ikke så få gange får han imidlertid terror til at se skidecool ud. Du ved, flot tøj, lækkert soundtrack og gruppesammenhold. Og den urovækkende fornemmelse farver af og til filmoplevelsen mere, end hvad godt er.
I løbet af en dag og en nat følger vi en gruppe unge mennesker, der udfører en række terrorhandlinger. Dialogen er yderst sparsom, men graden af detaljerigdom er stor. Filmens første mange minutter forløber med, at forskellige karakterer skifter metrotog, udveksler blikke, sender tekstbeskeder og dropper deres mobiltelefoner i skraldespande. I billedet angives eksakte tidspunkter. Noget er under opsejling og graden af spænding konstant. Alle synes at have deres egen rolle og helt specifikke opgave at udføre i en større plan.
Hvad den plan nærmere bestemt går ud på og udspringer af, lader Bertrand Bonello os kun drypvis forstå. Det gør ’Nocturama’, instruktørens opfølger til biografifilmen ’Saint Laurent’, til en film at gå på opdagelse i.
I enkelte flashbacks kaster han sparsomme lunser af mulige bevæggrunde for at ty til terror: Sarah (magnetiske Laure Valentinelli) vil for alt i verden ikke være som sine forældre. Hun læser på det prestigefyldte Sciences Po-universitet sammen med et par af de andre i gruppen. Andre kommer fra Paris’ problemfyldte yderområder, hvor en generel utilfredshed med jobmuligheder synes at have tændt et oprør i dem. Endelig er der hjernen bag operation, den lidt ældre Greg. Han har et indædt had til banken HSBC, gode lederevner og adgang til det plastiske sprængstof Semtex. En farlig cocktail.
Som spændingsfilm fungerer den første time af ’Nocturama’ eminent. Bag kameraet tager Léo Hinstin os med på en svimlende labyrintisk steadicamtur i Paris’ undergrund, ind ad porte og døre på regeringsbygninger og rundt i forladte parkeringshuse og kontorbygninger. Kameraet er lige i hælene på de unge oprørere, når der skal indstilles sprængladninger og likvideres bankchefer. Og lige i ansigtet på dem, når tvivl, lede og frygt slår ned og de bogstaveligt talt pisser i bukserne af skræk.
Bonello klipper uhyre effektivt mellem alle karakterer, uden du på noget tidspunkt mister overblik over tid og sted. Dialog- og musikløse sekvenser afløses af scener badet i instruktørens egne, elektroniske kompositioner og udvalgte numre af blandt andre Blondie, Shirley Bassey og Willow Smith.
Det giver filmen sin helt egen puls. I en tidlig scene ser vi tre af gruppens medlemmer siddende forrest i metrotoget, da det for en stund forlader undergrunden og stiger op i dagslyset med den nye triumfbue og Paris’ finansielle skyline som mål. På lydsiden spiller Bonellos tema taktfast, og de tre sender hinanden stålfaste blikke. De er sikre i deres sag. Hvad end den sag så må være.
Sprængladninger sætter byen i brand simultant. Et ministerium, en bank, parkerede biler og en statue af Jeanne d’Arc er gruppens mål. Da gerningerne først er gjort, forskanser de sig for natten i et luksuriøst indkøbscenter a la Magasin. Den resterende halvdel af filmen udspiller sig her blandt ansigtsløse mannequiner, dyre jakkesæt, B&O-anlæg og legetøjspistoler. Trods filmens lange spilletid kommer du aldrig tæt nok på et eneste af gruppens medlemmer til egentligt at engagere dig i deres videre skæbne. Det frustrerer grænseløst.
Bertrand Bonello har skabt en foruroligende kølig terrorthriller med ’Nocturama’. En film fyldt med mareridtsæggende billeder af en by i brand og en ungdom uden samvittighed.
Kort sagt:
’Nocturama’ er et nattemørkt panoramablik ud over Paris i kølvandet på de seneste års frygtelige terrorangreb, og Bertrand Bonellos fremstilling af en gruppe smukke, unge terrorister veksler mellem det spændingsmættede og frustrerende apatiske.
Læs også: ’Elle’: Huppert stråler i grundløst provokerende voldtægtsfilm