’Elle’: Huppert stråler i grundløst provokerende voldtægtsfilm
Michèle, en succesfuld fransk forretningskvinde i 50’erne, voldtages i sin pariser-bolig med katten som eneste vidne. Den maskerede gerningsmand stikker af, og hans offer fejer mekanisk en bunke smadret service op fra gulvet. Så går hun i karbad, hvor blodet fra det forrevne køn former et perfidt hjerte i sæbeskummet mellem Michèles ben.
Senere kommer hendes voksne søn til middag, og der mundhugges familiært over sushi. Alt og intet er som det plejer: Da Michèle går i seng den aften, sover hun med en hammer imellem de elegant manicurerede fingre, mens hun næste dag irriteret efterspørger mere eksplicit seksuel vold i det computerspil, hendes virksomhed er ved at producere.
Paul Verhoevens krimithriller ’Elle’, med fransk films ukronede dronning Isabelle Huppert i den Oscar-nominerede hovedrolle, lægger hårdt og mystisk ud. Hvorfor reagerer Michèle ikke på overfaldet? Hvorfor ringer hun ikke til politiet? Hupperts kølige øjne forbliver frustrerende uudgrundelige, men enhver gisning om, at kvinden er gået i chok, tilsidesættes i takt med at ’Elle’ vender rape-revenge-genren på hovedet med antydningen af, at voldtægten har vækket mørke lyster i Michèle.
Selvfølgelig, har man lyst til at tilføje. Vi er trods alt i Verhoeven-filmland.
I kølvandet på tidens glohede samtykkedebatter og forskrækkede politiske korrekthed hitter kønnenes kamp om seksuel dominans i populærkulturen i alt fra 50 nuancer af komplet misforstået ’post-feminisme’ på biograflærredet til mere flerfacetterede serie-udlægninger af skamfuldt ophidsende sex i voldelige kærlighedsforhold – jævnfør blandt andet HBO’s ’Big Little Lies’, hvori Nicole Kidman både frygter og begærer sin psykopatiske husbond.
Men selvom ’Elle’ forsøger at træde ny opsigtsvækkende grund, føles omgangen med de kontroversielle tematikker uvægerligt metodisk repeterende i hænderne på netop Verhoeven, hvis værker alle dage har været præget af systematisk seksuel degradering af traumatiserede kvinder, grafisk vold og bevidst lemfældig omgang med gængs moral.
Fra debuten ’Turkish Delight’ til storhittet ’Basic Instinct’, bommerterne ’Showgirls’ og ’Hollow Man’ samt Anden Verdenskrigs-dramaet ’Black Book’.
I det filmselskab kan ’Elle’ ses som en forsøgsvis avantgardistisk kulmination af en ofte kvalitativt tvivlsom karriere, hvor Verhoeven – lige meget hvad han ellers selv udtaler om sine »stærke, kvindelige karakterer« – sultent har dyrket fantasien om den selvstændige kvindes hemmelige lyst efter en farlig mand, der bare kan tage hende hårdt.
Nok er Verhovens filmkvinder langt fra klassiske ofre, når de som kalkulerende edderkoppekvinder fra 1940’ernes noir-thrillere fortærer og latterliggør mænd i deres spind. Men de ender alligevel med hovedet i puden. I ’Black Book’ tiltrækkes en jødisk modstandskvinde af en bredkæbet Gestapo-officer med forudsigeligt ubehagelige følger.
I ’Elle’ pirres Michèle af sin voldtægtsmand, og i det farlige magtspil, der opstår, da hun lærer gerningsmandens identitet at kende, er det op til fri fortolkning, om kvinden efterstræber hævn, orgasme eller begge dele i én eksplosiv pærevælling af lyssky drifter.
Og ja, ligesom ditto manipulerende Cathrine i ’Basic Instinct’ og Olga i ’Turkish Delight’, har Michéle også en grum forhistorie, Verhoeven kan vifte den fornærmede seer om næsen med som mulig ’naturlig’ forklaring på karakterernes obskure handlinger og forhold til sex, skulle drifterne alene blive for skrap kost.
I et nyligt interview påstod instruktøren, at det ikke er meningen, at publikum skal tilskrive Michèles besynderlige adfærd hendes barndomstraume, men man kan ikke blæse og have mel i munden: Michèles baggrund viser sig at være så grotesk og præget af selvlede og skyld, at det er komplet umuligt at adskille fra indtrykket af kvindens reaktionsmønstre og fascination af seksuel straf.
Var det ikke for Isabelle Hupperts genialt afmålte og nærmest ironisk distancerede præstation, var Michèle endt som en regulær freak i et utroværdigt cirkus rigeligt krydret med religiøse symboler, selvsmagende Hitchcock-hyldester og klicheprægede franske middagsselskabsscener med anstrengte familieforhold og affærer på kryds og tværs.
Både ’Elle’s handling og karakterens indbyrdes relationer er konstant sat så meget på spidsen, at filmen opleves mere som et sorthumoristisk eventyr end en historie funderet i nogen genkendelig virkelig verden. Og selvom effekten er 100 procent intenderet, kan den æstetisk lækre, pseudointellektuelle franske indpakning ikke dække over Verhoevens totale mangel på moralsk stillingtagen til et kontroversielt dilemma, der ikke fortjener at svælge i infantile provokationer til tonerne af Iggy Pops ’Lust for Life’.
Isabelle Huppert, som aldrig har skyet hverken usympatiske eller dobbelttydige roller, har udtalt, at Michèle muligvis er den mest interessante kvinde, hun endnu har spillet. »Der behøver ikke være en mening med noget som helst«, har skuespillerinden sagt om ’Elle’ til The Guardian.
Det kan hun have ret i. Som kunstnere i en fri verden er hverken hun eller Verhoeven underlagt noget formynderisk ansvar, og analyserne og modtagelsen af ’Elle’ vil givetvis variere enormt ud fra den individuelle seers smag.
Ikke desto mindre har jeg svært ved at få øje på filmens raison d’être.
Kort sagt:
Med ’Elle’ leverer provokatøren Paul Verhoeven endnu en film om en kølig, selvstændig kvinde, hvis forbudte begær transcenderer al moral og fornuft. Isabelle Huppert er blændende som Michèle, der muligvis tænder på sin voldtægtsmand, men det spændende emne drukner i et tiltagende absurd pseudoavantgardistisk plot.