Den hollandske instruktør Paul Verhoeven har aldrig været bange for at provokere.
Hvad end det er hans film fra hjemstavnen som ’Turkish Delight’ og ’Black Book’ eller fra hans tid i Hollywood, hvor han instruerede klassikere som ’Robocop’ og ’Basic Instinct’, har han serveret sex, vold og spandevis af falskt blod. Og kontroverserne har, naturligvis, stået i kø.
Den notoriske ’Showgirls’ fra 1995, der er spækket med nøgenhed, er stadig den mest solgte film nogensinde med en NC17-centur (kun tilladt voksne over 17 år) – og det skyldes nok ikke dens kvalitet.
78-årige Verhoeven er ikke blevet mindre grænseoverskridende med alderen, og hans aktuelle film, ’Elle’, er således et satirisk tag på den kontroversielle rape/revenge-genre. Filmen har dog, emnet til trods, vundet adskillige kritikerroser, og den indbragte Isabelle Huppert en Oscar-nominering for bedste kvindelige hovedrolle.
Men hvilke scener er det, der har givet Verhoeven sit provocateur-ry? Vi fremhæver nogle af de mest centrale, så man er i form, når man indløser billet til ’Elle’.
‘Starship Troopers’: Brainbug med anusskamlæbemund
Paul Verhoevens magnum opus ’Starship Troopers’ formår på brillant vis at blande en omgang rå satire af amerikansk bravado, actionfilm og Riefenstahl-inspireret krigspropaganda med grusomme afbildninger af meningsløs vold. Gennem mere end en time ser vi attraktive Beverly Hills-statister blive flået fra hinanden som blodige piñataer af de umiddelbart ondsindede Arachnids, en fjendtlig race af ruminsekter. Det lykkes dog en gruppe af dristige soldater at infiltrere insekternes fort, og vi møder her en uforglemmelig skikkelse i form af deres hersker med det herlige navn Brainbug.
Specialeffektmagikeren Phil Tippet, der også havde arbejdet på effekterne til ’Jurassic Park’ og ’Star Wars’, blev af Verhoeven bedt om at designe en så frastødende skabning som muligt. Tippets endelige kreation taler for sig selv. Det er en grotesk sammenkobling af en fedladen maddike med blanke edderkoppeøjne og en gruopvækkende mund, der, efter instruktørens forslag, var en kombination af skamlæber og en anus.
Tippet stopper dog ikke der. Efter en introduktion til det gigantiske, korpulente insekt, der kan få selv den hårdeste gysernørd til at kravle under dynen af rædsel, fremviser den en fallisk, slimet brod fra skamlæberne og retter den mod en tilfangetaget soldats kranium.
»En skønne dag vil én som mig udslette dig og hele din fucking race«, vrisser soldaten, men det næste øjeblik støder monsteret til. En nærindstilling af hans ansigt viser ned til den mindste detalje hans øjne vende det hvide ud ad, mens maddiken slubrer hans hjernemasse i sig som en milkshake gennem et sugerør.
‘Robocop’: En legendarisk mordscene
Det er sjældent, at en film har nosserne til at myrde sin egen hovedperson. Men ’Robocop’ er ikke en hvilken som helst film.
Før politibetjenten Murphy kan transformeres til den titulære robotpolitimand, skal han slås ihjel. Og det sker på en måde, som er lige så spektakulær, som den er brutal.
»Jeg har det her problem: Pansere kan ikke lide mig. Så jeg kan ikke lide pansere. Nenenenenene«, siger bandelederen Clarence Boddickers Murphy, og det er måske meget uskyldigt. Men mordscenen starter med, at Murphys hånd bliver blæst af med et skud fra et haglgevær, som bliver vist i slowmotion.
I de fleste andre film ville det have været kronen på værket, men her er det kun begyndelsen. Lige bagefter ryger resten af armen, og Murphy bliver fyldt med bly fra fire haglgevær. Verhoeven flytter kun kameraet væk fra Murphy for at vise de fire storgrinende kriminelle, som udfører henrettelsen, alt i mens han skriger af smerte.
Til slut henrettes Murphy med et skud for panden. Kameraet drejer rundt til bagsiden af hans hoved, og hjernemassen rammer kameraet, da Boddicker trykker på aftrækkeren. Sådan slår du en karakter ihjel.
’Hollow Man’: En voldtægtsscene, der blev slettet
’Hollow Man’ er ikke en film, mange husker, og med god grund. Gennem en moderne fortolkning af H.G. Wells klassiske ’The Invisible Man’ ønskede Verhoeven at udforske, hvilke dybder et menneske ville synke til, hvis hans forbrydelser var umulige at spore.
Filmens usynlige mand, spillet af Kevin Bacon, beslutter sig for at bryde ind hos en kvinde over for hans lejlighedsbygning og voldtage hende. Scenen, hvor Bacon voldtager kvinden, blev dog taget ud af filmen, og Verhoeven har senere klaget over, at filmen blev overfladisk og ikke ramte sin tematiske kerne på grund af klager fra testpublikum angående dens eksplicitte indhold. Det var ganske enkelt for meget at vise filmens hovedperson voldtage en kvinde.
Verhoevens intentioner måske har været interessante, men de virker malplacerede: Kvinden, som bliver voldtaget, nævnes aldrig igen, hun er ikke en karakter i historien, og scenen har udelukkende til formål at chokere publikum. I en ellers rimeligt fjollet, effektdrevet blockbuster som ’Hollow Man’ ville det være dybt forstyrrende pludselig at vise en voldtægt, og scenen viser virkelig Verhoevens sindelag, når det er værst.
’Black Book’: Modstandsbevægelsens brutalitet
Seks år efter den middelmådige ’Hollow Man’ vendte Verhoeven stærkt tilbage med en hollandsk spionthriller sat under Anden Verdenskrig, ’Black Book’.
Vi er vant til at se Det Tredje Rige portrætteret som det ultimative onde, og selvom ’Black Book’ bestemt ikke holder sig tilbage fra at vise ondskaben, giver den samtidig et mere nuanceret billede af den hollandske modbevægelse.
For i krig viser alle deres grimmeste ansigt, og det afspejler sig i filmens klimaks. Efter en kædereaktion af misforståelser og forræderier bliver Rachel Stein, jøde og spion for selvsamme modstandsbevægelse, anklaget og fængslet for at være dobbeltagent for nazisterne. Hun føres til en fangelejr og i en scene, der er både barbarisk og tankevækkende, bliver hun først klædt af, derefter tæsket gul og blå med en knippel og til sidst overdynget med menneskeafføring.
Scenen er desværre ikke til at opspore på Youtube, men filmen kan ses på Netflix.
‘Basic Instinct’: Det mest pausede øjeblik i amerikansk filmhistorie
Det er umuligt at snakke om Paul Verhoevens karriere på den anden side af Atlanterhavet uden at nævne én særlig scene fra ’Basic Instinct’, der på én og samme tid udløste ramaskrig og jubelråb i Hollywood.
Det drejer sig naturligvis om afhøringsscenen mellem den uforlignelige Sharon Stone og en gruppe liderlige politifolk, heriblandt 90’ernes sexsymbol Michael Douglas og Jerry Seinfelds nemesis, Wayne Knight.
»Har du nogensinde kneppet, mens du var høj på coke, Nick?« spørger Stone frækt Douglas’ karakter, hvorefter hun skifter siddeposition, spreder benene i et sekund og krydser dem over på den anden side. Alt imens står hendes kusse til åbent skue både for publikum og en storsvedende Wayne Knight, der grådigt ser på fra sidelinjen. »Det er dejligt«, afslutter hun.
Nærbilledet af Stones nedre regioner er knap nok et sekund langt, og Conan O’Brien har i et interview med Stone joket med, at det er det mest pausede øjeblik i amerikansk filmhistorie. Det er naturligvis værd at nævne i denne forbindelse, at hvor kvindelig nøgenhed langt fra er unormalt i europæiske film, er amerikanerne anderledes allergiske. Scenen er eksplicit, ja, men med dens tydelige mandlige synsvinkel fungerer den som en klar drillefinger fra Verhoevens side mod et puritansk amerikansk publikum.
Scenen er blevet gengivet, parodieret og hyldet i alt fra ’Saturday Night Live’ til Oscar-showet 2014 og Martin Scorseses ’The Wolf of Wall Street’, hvor Margot Robbie spreder benene for kameraet og to liderlige sikkerhedsvagter.