Superheltesatiren ‘Deadpool’ blev sidste år et stort hit blandt både anmeldere og fans med sin kombination af overskudsagtig metarefleksivitet og dybt profan drengerøvshumor. Nu er en opfølger med Ryan Reynolds i front på vej, og første forsmag er netop landet i form af en ny teaser.
Teaseren er egentlig en afsluttet scene, som ikke røber noget om plottet i ‘Deadpool 2’ (det er måske også underordnet), men til gengæld synes at slå fast, at stilen og humoren er den samme som i den første film. I størstedelen af scenen kæmper Reynolds en brav kamp for at skifte til sin Deadpool-dragt i en telefonboks, hvormed han ikke når at redde sit udvalgte offer fra gadekriminalitet i tide. Det tager han dog helt stille og roligt.
Indspilningerne til ‘Deadpool 2’ er endnu ikke gået i gang, men teaseren lover afslutningsvis, at filmen får premiere ‘not soon enough’.
Læs også: Manglen på homoseksuelle superhelte er pinlig – for der er rigeligt at tage af