’Strong Island’: Detektivopklaring af racebetonet mord vil skabe debat
CPH:DOX. Allerede før titelkortet slås det fast, at ‘Strong Island’ bygger på dybt personligt stof. I ultranære beskæringer adresserer instruktøren kameraet. Stemmen er fattet, men der er en uforsonlighed i blikket. Yancy Ford vil generobre definitionsretten over sin storebror William liv og tragiske endeligt.
For Yancy findes der to varianter af historien. Den ene er privat og eksisterer på falmede polaroidfotos, gamle dagbogsnotater og i hukommelsen. Den tegner omridset af et omsorgsfuldt familiemedlem, der har studeret på Harvard og som oven på nogle famlende år er blevet underviser inden for fængselsvæsenet.
Den anden er officiel og har ubehagelige undertoner af racisme. Den stempler den sorte William som en aggressiv type, der forvolder sin egen død, da han en aften i 1992 konfronterer en hvid mekaniker ved navn Mark Riley. Riley har nogle uger forinden påkørt familiens bil og lovet at reparere den. Han ender med at skyde William. Efterforskningen er hurtig overstået. Politiet slår sagen hen, og bortset fra et indledende retsmøde kommer den aldrig for en domstol.
Der er 25 års opsparede frustrationer i ‘Strong Island’. Det er nemt at sympatisere med familien og det følelsesvirvar, Willams død sender dem ud i. Men dokumentaren har den åbenlyse mangel, at det stort set kun er deres oplevelse af hændelsesforløbet, vi hører om.
Det ville intet gøre, hvis Ford holdt sig til at skildre Før & Efter. I midten af filmen går hun i detektivmode og vil grave i gerningsøjeblikket. Også dette er forståeligt. Den eneste myndighedsperson, hun indtil da har haft i telefonrøret, var alt andet end imødekommende. Men lige her kunne man godt have ønsket, at nogen med en større distance havde overtaget.
Rekonstruktionen – såfremt den kan kaldes det – baserer sig på to sammenklippede interviews med en barndomsven. Han var til stede på mordaftenen, bevidnede optakten til det dræbende skud, men så det ikke blive affyret. Han gentager mere eller mindre de samme informationer, og da Yancy optræder som en art tålmodig forhørsleder on screen, kommer det til at virke opstyltet. Dækbillederne af den garage, hvor mordet har fundet sted, hjælper heller ikke meget.
‘Strong Island’ er mest interessant som sorgstudie. Sorgen som noget, der aldrig hører op, men blot manifesterer sig på nye måder hver dag.
I en af soloscenerne foran kameraet siger instruktøren, at hun aldrig har forestillet sig brorens banemand. Uforsonligheden er tilbage i blikket, men ordene forråder hende alligevel. Hun ser Mark Riley allevegne. I billetkontrolløren eller fjolset i baren. Først og fremmest er han hvid.
Kort sagt
Den essayistiske ‘Strong Island’ er mange ting på én gang. En undersøgende dokumentar, et ømt familieportræt, en anskueliggørelse af racismens indgribende skadevirkninger på det amerikanske samfund. Blandingsformen er ikke uden problemer, men filmen bør blive en af de mere debatskabende på årets Dox-festival.
Læs også: ’All Governments Lie’: Et hug i nyrerne på medierne