Vores forventninger til den norske filmskaber Joachim Triers næste film steg i vejret, da det sidste år blev offentliggjort, at han med ‘Thelma’ vender tilbage til hjemlandet og tilmed leger med konventioner fra horrorgenren.
Trier bevæger sig altså ind på nyt filmisk territorium, og den første teaser, som netop er landet, indikerer, at ‘Thelma’ er instruktørens mest ambitiøse film til dato, domineret af en ekspressiv billedside og foruroligende stemninger.
I teaseren møder vi Eili Harboe i rollen som den unge kvinde Thelma, der flytter til Oslo og forelsker sig i Anja, spillet af sangskriveren og sangerinden Okay Kaya. I mødet med kærligheden erfarer Thelma til sin egen forfærdelse, at hun besidder overnaturlige kræfter – af den mere frygtindgydende slags.
‘Thelma’ får premiere i hjemlandet den 27. oktober 2017.
Læs også: ‘Unge lovende’: Norsk ungdomsserie holder sig ikke tilbage for den der, I ved nok