’Unge lovende’: Norsk ungdomsserie holder sig ikke tilbage for den der, I ved nok

’Unge lovende’: Norsk ungdomsserie holder sig ikke tilbage for den der, I ved nok

»Der er et kinesisk tegn, der både betyder krise og mulighed«, siger en af karaktererne i det allerførste afsnit af denne norske, prisbelønnede ungdomsserie, som ingen uden for Norge lagde mærke til, da den ramte sendefladen i 2015, fordi alle havde travlt med at binge en anden norsk, prisbelønnet ungdomsserie.

Men hvis du var glad for den spotlysstjælende serie, som alle talte om (’Skam’, hvis du ikke skulle have gættet det), så vil du også blive glad for denne. ’Unge lovende’ fortæller historien om livets kriser og muligheder, når du står midt i 20’erne, og den gør det dritt bra.

Efter at have forsøgt sig som stand up-komiker i drømmenes by Los Angeles vender Elise (Siri Seljeseth) hjem for en kort bemærkning. Hun skal bare lige forny sit visum, og så skal hun igen hurtigt videre og væk.

Da ambassaden afviser hendes ansøgning, er hun stuck. Foran hende ligger hamsterhjul-livet i Oslo, og hun må face alt det, hun ellers flygtede fra: hendes samspilsramte familie, hvor faren nu venter barn med elskerinden, og moren lader som ingenting, hendes dagdriver-job i slagteren hos MENY, og hendes uafklarede forhold til vennen Anders, der spilles af heartthrob Jakob Oftebro, kendt fra flere danske tv-serier og film.

Heldigvis er Elises to bedste veninder, Alexandra (Alexandra Gjerpen) og Nenne (Gine Cornelia Pedersen), i samme båd. Alexandra drømmer længselsfuldt om at blive skuespillerinde, Nenne er en håbefuld forfatterspire. Længsel og håb holder dem alle tre oven vande, og deres drivkraft er at blive set, opdaget, anerkendt. Ikke kun professionelt, men også af deres venner, kærester, ekser, eksvenner.

I den amerikanske ’Girls’ spiller seriens forfatter Lena Dunham en af hovedrollerne og har skrevet manuskript delvist ud fra egne oplevelser. Det samme er tilfældet i ’Unge lovende’, hvor seriens forfatter Siri Seljeseth spiller en af hovedrollerne og bruger sit og sine veninders liv som inspiration for historierne.

Inspirationen kan mærkes. Hverdagshistorierne skildres troværdigt og usentimentalt, følelserne føles vigtige, og pigernes konstante søgen efter det næste feelgood-fix giver et godt indblik i Millennium-generationens stærke behov for selvrealisering.

Det lyder alt sammen enormt navlepillende, men bliver det aldrig, fordi manuskriptet er fri for (selv)højtidelighed. I stedet tager pigerne satirisk pis på deres egen samtid, når de skamløst analyserer alt fra den kreative klasse og spisevaner til sociale medier og, ikke mindst, de ’voksne’, som tackler livets genvordigheder med mindre forbilledlige løsninger som utroskab, alkoholmisbrug og løgn. Man bliver ikke nødvendigvis klogere af at blive ældre.

»Komedie er tragedie plus tid«, siger man som bekendt, og det bliver så sandt i denne serie: Forfatterens egne dårlige oplevelser tilsat tid på tegnebrættet betyder, at humoren integreres som solid medfortæller.

Aldersniveauet i ’Unge lovende’ er lige en tak højere end i ’Skam’. Pigerne er kommet ud af gymnasiet, de står over for mere afgørende valg, og det giver karaktererne mere modenhed, mindre umiddelbarhed.

Men serien her, ligesom ’Girls’ og ’Skam’, fremelsker netop pointen om, at det i virkeligheden er bedøvende ligegyldigt, hvad der står på dåbsattesten hos os, der ser. De fleste af os har rullet rundt på græs, mens vi har røget græs, de fleste af os har forelsket os i den forkerte og den rigtige, og de fleste af os har nervøst afventet autoriteter, der kunne afgøre vores skæbner.

Den gode fortælling er en fortælling, der vækker indlevelse på tværs af livsfaser, og derfor er ’Unge lovende’ et seværdigt og skarpt generationsportræt.


Kort sagt:
’Girls’ møder ’Skam’ i norsk ungdomsserie, hvor vi følger tre piger i midt-20’erne, der alle søger lykken og kærligheden. Det er dritt bra drama-underholdning om identitetskriser, svære relationer og bristede drømme.

Læs også: ’Skam’ sæson 3 – finalen: »Vi har været vidne til et stykke tv-historie«

Tv-serie. Hovedforfatter: Siri Seljeseth. Medvirkende: Siri Seljeseth, Gine Cornelia Pedersen, Alexandra Gjerpen, Ole Christiffer Ertvaag, Jakob Oftebro, Kristin Jess Rodin. Premiere: Første og anden sæson kan ses på TV2 Play
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af