Den franske mesterinstruktør Luc Besson har kaldt ‘Valerian’ for den film, han var født til at lave og at dømme ud fra den utroligt flotte trailer, der netop er landet, har han kastet al sit hjerteblod ind i den.
Besson er Frankrigs blockbuster-auteur, som står bag film som ‘Léon’, ‘Lucy’ og sci-fi klassikeren ‘Det femte element’ fra 1997. Og nu er hen vendt tilbage til sci-fi universet med den smukke ‘Valerian’, der også går under den lange titel, ‘Valerian and the City of Thousand Planets’.
Den er skabt ud fra franske Pierre Christins tegneserie ‘Valérian and Laureline’, som har været Bessons yndlingstegneserie, siden han var 10 år. Han har længe kæmpet for at få rettighederne til at filmatisere universet, og nu er det endelig sket – og i den rette tid, hvor teknologien tillader næsten hvad som helst.
Den er Frankrigs hidtil dyreste produktion med en pris på 180 millioner dollars, og bedømt på traileren ser den ud til at være alle pengene værd. Nogle af pengene er dog nok også gået til at få Clive Owen, Ethan Hawke og selveste Rihanna til at spille med i filmen.
De to hovedroller indtages dog af Dane DeHaan og Cara Delevingne, der spiller agenterne Valerian og Laureline, der i det 28. århundrede forsøger at forhindre en mørk fjende i at ødelægge byen af tusinde planeter, hvor arter gennem tiden har levet i harmoni.
‘Valerian’ får premiere herhjemme den 3. august.