Vi bevæger os med hastige skridt mod næstsidste sæson af ‘Game of Thrones’ (premiere 16. juli), og i sommeren 2018 vil sidste sæson have rullet over skærmene. Men der er nu alligevel ikke meget valar morghulis over HBO’s monstersucces af en dramaserie, som kanalen hellere end gerne vil holde i live.
Variety fortæller, at HBO har søsat hele fire (!) spinoff-projekter, der hver især har forskellige hovedforfattere tilknyttet: Max Borenstein (‘Godzilla’ og ‘Kong: Skull Island), Brian Helgeland (‘L.A. Confidential’), Jane Goldman (‘Kick-Ass og ‘Kingsman’) og Carly Wray, der har skrevet afsnit til ‘Mad Men, ‘The Leftovers’ og den kommende sæson ‘Westworld’.
Hvad spinoff-serierne handler om, holder de tæt med. Og det er næppe alle serierne, der vil se dagens lys. »Vi tager så meget eller så lidt tid, som forfatterne har brug for, og som med alle vores udviklingsfaser vil vi evaluere, hvad vi har, når manuskripterne er klar«, fortæller en talsmand fra kabelkanalen.
De kvindelige manuskriptforfattere Carly Wray og Jane Goldman arbejder tæt sammen med George R.R. Martin på deres projekter, og ‘Game of Thrones’-hovedforfatterne David Benioff og D.B. Weiss vil producere serien, uanset hvilken af de fire det bliver.
Læs mere: Kit Harington deler sine tanker om endnu en Jon Snow-teori, der kan blive afgørende i sæson 7