’GLOW’: Netflix’ kvindewrestlingserie er helt uimodståelig
Indrømmet: Jeg anede ikke, at der i midten af 1980’erne opstod en kvindelig wrestling-liga i USA – komplet med sit eget eftermiddags-tv-show kaldet ’GLOW – Gorgeous Ladies of Wrestling’. Det, for de fleste, obskure stykke af amerikansk popkultur har Liz Flahive imidlertid brygget en uimodståelig Netflix-serie over.
Med ’Orange is the New Black’-skaberen Jenji Kohan som executive producer og forfatter på et enkelt afsnit, rammer ’GLOW’ den perfekte komediedrama-balance. På overfladen syner serien af letbenet udklædningsparodi på 1980’ernes touperede hårspray-hår, valley-stil og tossede wrestlingkultur, men under alt det summer serien af søsterskab, opgør med kønsstereotyper og intelligent samfundssatire.
Alison Brie indtager hovedrollen som den kæmpende skuespilleringenue Ruth Wilder, der, på hvem ved hvilket år, forsøger at bryde igennem som seriøs skuespillerinde i Los Angeles. På væggen i den nedslidte lejlighed vogter en idolplakat af Katherine Hepburn med stålfast blik og buksedragt over teaternørden Ruth, der øjensynligt ikke er skabt til 1980’ernes blæste sekretærroller.
Når hun går til auditions, læser hun med vilje manderollen – bare for at få lov til at vise sine evner. Hun havner nærmest ved et tilfælde til prøven på et nyt tv-koncept, der viser sig at være ’GLOW’. Udtænkt i fællesskab af rigmandssønnen ’Bash’ (Chris Lowell) og b-filminstruktøren Sam Sylvia (podcastguden Marc Maron) får det populære wrestlingunivers nu endelig sit eget, kvindelige hjørne. Problemet er bare, at så godt som ingen af de kvinder, der måder op til prøven, kan wrestle. Men det er der råd for.
’GLOW’ er en klassisk underdogfortælling med masser af træningsmontager og med- og modgang for seriens i alt 13 forskellige wrestlere-in-spe. Og på veloplagt meta-manér er serien også en dobbeltfortælling om showet i showet.
Flahive, der tidligere har arbejdet på tv-serier som ’Nurse Jackie’ og ’Homeland’, tegner et rigt og satirisk portræt af underholdningsbranchen anno Reagan-æraen. I mødet mellem campet b-filmæstetik, højdramatiske sæbeoperaer og kornet kabel-tv opstår det farverige ’GLOW’. Men da først kvinderne får smag for den underholdende sports frisættende muligheder og mærker fællesskabets smittende bånd, kommer det til at handle om meget mere end kvinder i uklædelig spandex, der bitchslapper, cunt-puncher og bodyslammer hinanden i ringen. Selvom dette bestemt også er yderst seværdigt i sig selv.
Det er intet mindre end en castinggenistreg, at Marc Maron spiller den afdankede b-filminstruktør Sam Sylvia, hvis wrestling-ideer er lige så udsyrede, som banerne af coke er lange. Komikeren Marons særlige destillat af brutal ærlighed, neurotiske særheder og sardonisk humor har gjort hans podcast ’WTF’ til en af de bedste. Han gør typen Sylvia til en troværdig karakter, på en og samme tid opgivende og entusiastisk. Og med et overskæg så stort som en hvalros. Det er jo 1985.
Meget af seriens komiske tyngde opstår i kvindernes clash med deres respektive wrestling-personaer, der nærmest alle som én er politisk ukorrekte – som det sig hør og bør i wrestling (virkelighedens ’GLOW’ havde sågar en heilende og liedersyngende naziduo – de endte selvfølgelig altid med at få lammetæv af heltinden Americana).
Sjovest er Alison Brie, der halvvejs inde i serien endelig finder sin karakter: Sovjetskurken Zoya the Destroyer. Med tyk accent og kosakhue fyrer hun den ene fornærmende zinger efter den andet i hovedet på ærkerivalinden Debbie/Liberty Belle (Betty Gilpin fra ’Nurse Jackie’), der står for alt, hvad der er æbletærte-sundt og amerikansk. ’GLOW’ markerer endegyldigt det gennembrud, Brie burde have haft for længst.
Den brogede flok af kvinder, der alle har deres egne grunde til at wrestle (selvom serien ikke levner nok plads til alles historie), er simpelthen godt og ikke mindst underholdende selskab i samfulde 10 afsnit. Den britiske sangerinde Kate Nash er i øvrigt et komisk fund i rollen som den let naive Rhonda, der i ringen bliver til den superkloge og brillebærende Britannica.
Hun står også for seriens ubehjælpsomme ’GLOW’-rap, som du med garanti kommer til at heppe-synge med på: »GLOW, GLOW that’s the name, women’s wrestling is our game. If we play rough, please don’t blame us – our style is wild and you know you can’t tame us!«
Kort sagt:
Liz Flahives uforbeholdne kærlighedserklæring til kvindewrestlingens vilde verden leverer overbevisende bodyslams, et elskeligt ensemble og humor med masser af bid. ’GLOW’ er et skamfuldt underholdende seriefix, der fortjent vil give Alison Brie sit store gennembrud.
Anmeldelsen er baseret på hele første sæson.
Læs også: ‘Glow’-aktuelle Alison Bries ‘Entourage’-audition var stærkt sexistisk