I denne artikelserie skriver vores film- og serieanmeldere om en sexscene fra nyere tid, der har gjort særligt indtryk på dem. Enten fordi den har været grænseoverskridende, nytænkende, sanselig eller bare sjov, ærlig eller akavet. I hvert fald: Noget helt andet end Hollywoods konventionelle ’vi beholder t-shirten på’-tilgang.
Her ser Freja Dam nærmere på en dystopisk verden, hvor avanceret teknologi for længst har erstattet hverdagsknaldet.
De fleste lader sig nok indimellem stimulere ved at ‘afspille’ et seksuelt minde på den indre biografskærm. Men hvad hvis man kunne afspille fortidens sexscener helt bogstaveligt – som en pornofilm, hvor man selv har hovedrollen?
I episoden ‘The Entire History of You’ i første sæson af Charlie Brookers dystopiske antologiserie ‘Black Mirror’ har alle mennesker indopereret en chip i nakken, der gør, at deres øjne optager alt, hvad de ser, på en indre harddisk. Minderne kan man så enten afspille inde i hovedet eller blæse op på en skærm og vise andre. I episoden bruger parret i centrum, Liam og Fi, teknikken som bevisførelse i diskussioner, evaluering af en jobsamtale, overvågning af barnepigen gennem babyens chip og genbesøg og kontrol af deres fælles og separate seksuelle fortid.
Det starter med, at Liam bliver mistænkelig over Fis forhold til en gammel ven, Jonas, under et middagsselskab. Griner hun ikke lovlig højt af hans jokes, og stivner hun ikke, da Liam træder ind ad døren og fanger dem i intim samtale? Hjemme igen indrømmer Fi, at hun har haft et kort forhold til Jonas for mange år siden, og det får Liam til at gå helt i selvsving af jalousi.
Det hjælper ikke, at Jonas under middagen har berettet om, hvordan han i sit sidste forhold lod kæresten vente i sengen, mens han sad nede i stuen og rev den af til »hede tider« med gamle elskere. Gælder det også Fi?
Til middagsselskabet vil ingen indrømme, at de »scroller gennem deres største hits for lidt snask«, som Jonas udtrykker det. Men Liam og Fi kender alt til metoden. Efter Liam har undskyldt over for Fi, ser vi dem i hed og akrobatisk elskov fra skiftevis hans og hendes perspektiv. Hun er oven på ham og begraver sine negle i hans bryst, mens de begge stønner højt med ekstatiske ansigter.
Godt, tænker vi, i det mindste har det et lidenskabeligt sexliv. Men nej. Der bliver klippet hårdt til en drastisk mere dæmpet version sidelæns bagfra under dynen og uden øjenkontakt. Deres slørede øjne viser, at de hver især afspiller sexscener fra tidligere i forholdet for deres indre blik. En ekstrem version af at være fraværende under sex.
Og et skræmmeeksempel på, hvordan teknologi giver mennesker mulighed for at fucke deres forhold op. Hvordan man glemmer at se sin partner i øjnene og ikke hører, hvad han eller hun siger, fordi man er optaget af sin smartphone eller computer, og hele tiden har fokus på ting, der foregår et andet sted.
Nærvær og opmærksomhed er blevet en sjældenhed i alle relationer – mellem forældre og børn, venner og lærer og elev. Bliver det næste, at vi ikke engang kan mønstre mental tilstedeværelse i det mest intime rum, som sex er?
Zombieøjnesexscenen er en af film- og seriehistoriens tristeste, men faktisk efterfølges den af en værre, da Liam tvinger Fi til at afspille en sexscene mellem hende og Jonas. Vi ser ikke scenen, men Liam og Fis forpinte ansigter til sexlydene, og det er virkelig grumt.
Hermed en advarsel om ikke at tage teknologi med ind i soveværelset. Det fører til jalousi, smerte og zombieforhold.