Hollywoods fascination af nordisk noir vil ingen ende tage.
Om det er tyste, mørke granskove, mandshøje snedynger eller Ikea’ficerede boliger der dammer rammen for bestialske mordmysterier, så er det amerikanske publikum bidt af en gal skandinav. Og det kommer skam også os herhjemme til gode.
Seneste er første trailer til filmatiseringen af norske Jo Nesbøs ’Snemanden’ landet, instrueret af svenske Tomas Alfredson (’Låt den rätte komma in’, ‘Tinker Tailor Soldier Spy’), og med et prangende cast bestående af Hollywood-kendinge som Michael Fassbender, Charlotte Gainsbourg, J.K. Simmons, Rebecca Ferguson og Val Kilmer, overfor de skandinaviske stjerner Sofia Helin, David Dencik og Jakob Oftebro.
Fassbender spiller Harry Hole, vicekommissær ved drabsafdelingen, der efterforsker en sag om en forsvunden kvinde. De mystiske omstændigheder får Hole til at frygte, at en seriemorder er på spil, og med hjælp fra en begavet politiaspirant (Ferguson) begynder han at forbinde en række gamle, uopklarede sager i forsøget på at komme morderen i forkøbet inden næste snefald sletter alle spor.
‘Snemanden’ produceres af Working Titles Tim Bevan og Eric Fellner (‘The Theory of Everything’) samt Piodor Gustafsson (‘Mænd som hader kvinder’) og Robyn Slovo (‘Tinker Tailor Soldier Spy’).
Selveste Martin Scorsese er desuden om bord som executive producer på filmen, der er optaget på location i Oslo, Bergen og det naturskønne område omkring Rjukan i Norge.
‘Snemanden’ får dansk premiere den 12. oktober.
Læs også: James Franco er verdens værste instruktør i første trailer til ‘The Disaster Artist’