Det er 21 år siden, Jon Stewart sidst lavede en standup-special for HBO, men nu vender den tidligere ’The Daily Show’-vært tilbage til formatet.
Oprindeligt var det meningen, at Stewart skulle stå bag en animeret aktualitetsserie på HBO, men planerne blev skrinlagt, da kabelstationen vurderede, at animationerne ville tage for lang tid. Stewart underskrev dog allerede i slutningen af 2015 en fireårig kontrakt med HBO, så det var kun et spørgsmål om tid, før et nyt projekt ville blive annonceret.
Og det bliver altså et standup-show, Stewarts første siden ’Jon Stewart: Unleavened’ fra 1996, der også udkom på HBO.
»Jeg er virkelig begejstret for at vende tilbage til standup på HBO«, siger han. »De har altid sat standarden for gode standup-specials. Og så kan jeg endelig bruge de sidste Saddam Hussein-jokes, jeg havde tilovers fra det første show«.
Stewart skal desuden være vært til ’Night of Too Many Stars’, et velgørenhedsshow til fordel for autister, der efter en årrække på Comedy Central er rykket til HBO.
Mens velgørenhedsarrangementet afholdes den 18. november i år, har kabelstationen endnu ikke afsløret premieredatoen for Stewarts kommende standup-special.