Siden allerførste afsnit af ’Game of Thrones’ har vi stiftet bekendtskab med de sagnomspundne White Walkers. Sidenhen er de blå ismonstre trådt ud af legenderne og blevet en reel trussel. Men hvem er de egentlig, hvad vil de, og hvordan kan de bekæmpes? Vi søger svar.
Hvem er The White Walkers, og hvad kan de?
Anført af The Night King er White Walkers betegnelsen for de menneskelignende ismonstre, der leder The Army of the Dead. White Walkers var oprindeligt mennesker, men blev ’vendt’ af The Children of the Forest, 12000 år inden den nuværende handling, hvor de først tjente børnene i deres krig mod menneskene, men siden løsrev sig og forsvandt nord for muren i årtusinder.
The Night King var det første menneske, der blev vendt, og han har sidenhen ledet den udøde hær. Udover nonchalant at nedlægge drager kan han også forvandle levende mennesker til Walkers – det erfarede vi i sæson fire, hvor det blev afsløret, at vildlingen Craster ofrede sine drengebørn til Walkerne.
Hele grundlaget for Jon Snows vildling-redningsmission i sæson fem-afsnittet ’Hardhome’ var, at The Night King ikke måtte ’vende’ de forsvarsløse nordboere til den stadigvoksende udøde hær. I episoden vækkede is-lederen en hel landsby fra de døde, og det er den frygtindgydende evne, der først og fremmest gør ham til Westeros’ største trussel – hvilket kun er blevet forstærket af hans seneste drageerobring.
Walkernes hær udgøres af disse levende døde, såkaldte Wights, der godt nok ikke er lige så stærke som Walkerne, men trods alt er i svimlende overtal og dermed en kæmpemæssig trussel mod Westeros.
Hvad vil The Night King og hans Walkers?
Selvom The White Walkers er gået hen og blevet den mest dominerende fjende i hele ’Game of Thrones’-universet, så ved vi stadig meget lidt om, hvad de egentlig er ude på. Man kan forestille sig, at de er godt sure i skralden efter at være blevet forvandlet af børnene for mange tusinde år siden, men børnene er døde og borte, så hvad nu?
The Night King virker til at have et mål med sin endeløse march mod muren, hvilket kun blev understreget af hans bagholdsangreb mod Jon, der førte til Viserions endeligt.
Ifølge Melisandre tilbeder Walkerne en gud ved navn The Great Other, som dybest set er The Lord of Lights ærkefjende. Med tanke på George R.R. Martins bogforlæg med den sigende titel ’A Song of Ice and Fire’ er det ikke usandsynligt, at hele ’Game of Thrones’ faktisk slet ikke er en kamp om tronen i King’s Landing, men et guddommeligt magtspil mellem is- og ildguder.
Hvis vi godtager, at The Night King og hans hær tjener The Great Other, er det nemt at se, hvem der bærer The Lord of Lights fane. Den sagnomspundne profet Azor Ahai står naturligvis i spidsen med sit mægtige sværd Lightbringer, og det er mere end sandsynligt, at det enten er Jon eller Daenerys, der indtager denne rolle.
Men Azor Ahai kan ikke klare skærene alene, og der er derfor blevet spekuleret en del i de såkaldte ’Fire Wights’ – ildgudens svar på de udøde. Og hvem er de så? Tjo, ingen ringere end Beric Dondarrion og Jon Snow.
Hvor Walkerne vækker døde til live ved hjælp af is, så har de røde præster Thoros af Mur og Melisandre både genoplivet Dondarrion og Jon med hjælp fra ildguden. Og det er uden tvivl en vigtig brik i den store krig, omend vi endnu ikke ved præcis hvordan.
Inden Daenerys forlod Meeren blev hun svoret troskab af den røde præstinde Kinvara fra Volantis, som ville sprede ordet om Danys sag over hele Essos. Det kunne potentielt føre til en hær af Lord of the Light-tilbedere på Daenerys’ side, hvilket bestemt ikke vil være dårligt, når krigen mellem is og ild for alvor bryder ud i Westeros. Så kunne Daenerys (eller Jon) få en uddød hær af ild, der kunne matche The Night Kings.
Men hvordan dræber man dem så?
I sidste afsnit så vi Jon nedlægge en Walker, hvorefter dens slæng af uddøde pulveriserede. Og det var givetvis et vink med en vognstang om, hvordan Jon og co. kan komme isfjenden til livs. Som det også blev sagt direkte i afsnittet: Når en Walker dør, så dør alle de døde, han har genoplivet også.
Vi ved ikke præcis, hvor mange Walkers der gemmer sig i det evige vinterlandskab, men vejen frem er sandsynligvis at gå målrettet efter dem med drageild, drageglas og våben af valyrisk stål. Eller måske bare smelte The Night King med drageild, inden han når at fatte sit spyd?
Læs også: Fanteorier lapper seneste ‘Game of Thrones’-afsnits plothuller – på skræmmende vis