I 2016 tog Louis C.K. fusen på alle, da han fra den ene dag til den anden lancerede webserien ’Horace and Pete’ med Steve Buscemi og Alan Alda på sit website, uden nogen havde hørt om den på forhånd.
Nu er multitalentet på banen med en ny stjernespækket spillefilm, ’I Love You Daddy’, som han har instrueret i al hemmelighed hen over sommeren. Filmen er netop blevet annonceret til den prestigefyldte filmfestival i Toronto, der er garant for høj kvalitet, og hvor potentielle Oscar-film ofte søsætter deres kampagner.
’I Love You Daddy’ er C.K.s tredje spillefilm som instruktør. Sidste gang han var aktuel, var tilbage i 2001 med den udskældte komedie ’Pootie Tang’, som havde Chris Rock i hovedrollen.
I den nye film indtager C.K., der er bedst kendt som en af verdens bedste standup’ere og manden bag genistregen ‘Louie’, hovedrollen som Glen Topher, der er en succesfuld tv-producer og manuskriptforfatter, mens Chloe Grace Moretz spiller C.K.s datter i filmen, der, som titlen antyder, centrerer sig om deres forhold. Dermed fortsætter C.K. med at udforske forældrerollen, som han også i rigt mål gør i ‘Louie’.
Over for C.K. og Moretz ses blandt andre stjernerne John Malkovich, Helen Hunt, Rose Byrne og C.K.’s faste samarbejdspartner Pamela Aldon (‘Better Things’). Filmen er desuden skudt på 35mm, mens den også er i sort-hvid, så meget tyder allerede på, at C.K. har oppet de kunstneriske ambitioner siden ’Pootie Tang’.
Om filmen kommer i biografdistribution eller lanceres via C.K.s eget site, er endnu uvist.
Læs også: Hold ikke vejret efter en ny sæson af ’Louie’