Damon Lindelof har netop fået endeligt grønt lys til sit næste projekt for HBO efter genistregen ‘The Leftovers’. Lindelof, der slog igennem med ‘Lost’, skal lave den dystopiske graphic novel ‘Watchmen’ om til en tv-serie for HBO.
Det har været kendt noget tid, at Lindelof arbejdede på projektet for kanalen, og i går hentydede Lindelof så til, at serien nu med sikkerhed bliver sat i søen, da han postede et tweet med teksten ‘Day One’ og et billede af hans kontor på HBO. Og nu er det altså endelig bekræftet fra højeste instans.
‘Watchmen’-tegneserien blev filmatiseret i 2009 med Zack Snyder ved roret, og filmen har sidenhen opnået kultstatus inden for superheltegenren. Og med sin flair for undergangsfortællinger og sci-fi virker Lindelof som manden, der kan løfte den ikoniske tegneserie, som mange betragter som hovedværket inden for superheltegenren.
Tegneserien udspiller sig i en alternativ virkelighed i 1985, hvor den kolde krig raser på sit højeste. Fortællingen følger en gruppe pensionerede superhelte, som efterforsker mordet på en af deres egne og undervejs afdækker en konspiration, der kan ændre verden, som vi kender den.
Allerede i 2014 forsøgte HBO at udvikle en ‘Watchmen’-serie, men opgav indsatsen. Indtil videre har kanalen bestilt et pilotafsnit og backup-manuskripter fra Lindelof, mens det derfor endnu er uvist, hvornår vi kan få serien at se.
Læs også: ’The Leftovers’ leverede en af historiens bedste serieslutninger, og du ænsede det ikke