(Spoiler-alert: Denne nyhed spoiler i grove træk slutningen på ‘Twin Peaks: The Return’, dog uden at gå i helt specifikke detaljer)
Mange havde ventet et kvart århundrede på, at David Lynch og Mark Frost med ’Twin Peaks: The Return’ skulle give svar på nogle af de mange spørgsmål, der havde hobet sig op, efter den oprindelige serie sluttede abrupt, og filmen ’Twin Peaks: Fire Walk with Me’ kun havde givet sporadiske ledetråde.
Efter den dobbelte sæsonfinale i går vil det ikke være forhastet at konstatere, at de to skabere nærmere har åbnet op for universet end strammet det til. Men fans kan få lov til at hænge i uvished med Agent Cooper og Laura Palmer for stedse.
»Jeg ved med sikkerhed, at der ingen diskussioner er om mere ‘Twin Peaks’. Sådan er det«, siger Kyle MacLachlan til Deadline.
Sæsonfinalen var en sand rutsjebanetur. Forhåbningerne om, at den hårdt prøvede Dale Cooper endelig ville komme til bunds i det hele, blev afblæst af et tæppefald.
»Det var tydeligvis et traumatisk øjeblik til sidst. Der er mange måder at fortolke det på. Jeg er ikke engang sikker på, hvad jeg tænker om det. Vi filmede det meget tidligt, og at komme tilbage til det nu er enormt stærkt, især med Sheryl Lee og det fantastiske hårrejsende skrig midt om natten i et lille nabolag i Seattle«, fortæller Kyle MacLachlan.
Det var begrænset, hvor meget Kyle MacLachlan fik lov til at gentage Dale Coopers særlige kendetegn, idet han enten spillede en ond version af samme eller goofede ud som den åndsfraværende Dougie. Da han endelig vågnede op ved bevidsthed, var det en karakteristisk determineret Coop, men perfektionismen er måske i sidste ende det, der holder ham og serien fra forløsning.
»Jeg tror, han føler, at jobbet ikke er gjort, og med mit kendskab til karakteren Cooper så er han ikke en, der lader den slags ske. Han får ram på sin mand – eller sin onde ånd. Jeg tror, det er derfor, han vil rette på noget, der er forkert, og han vil blive ved, hvor længe det end måtte tage«, siger Kyle MacLachlan.
‘Twin Peaks: The Return’ er samtidig den formodede endestation for mange års samarbejde mellem Kyle MacLachlan og David Lynch, der startede tilbage i 1984 med ‘Dune’.
»Jeg havde mange spørgsmål, da jeg startede med at arbejde med David (griner), men gennem årene har jeg lært, at det er nok, så længe jeg har en idé om, hvad jeg laver. Hvis leveringen er ved siden af, så vil David fortælle mig det, men som oftest er jeg tæt på.
Det er et fantastisk symbiotisk forhold, som David og jeg har, hvor ideer flyver frem og tilbage, og jeg synes at forstå dem. Der er ikke meget forklaring. Jeg ved instinktivt, hvad han skal bruge, og hvad der kommer«, afslutter MacLachlan.
Læs også: Showtime åben over for mere ’Twin Peaks’