‘Rick and Morty’ sæson 3: En af de bedste serier i multiverset
I komik snakker man ofte om joke density – hvor langt er der mellem de sjove punchlines? Jo kortere, jo bedre.
’Rick & Morty’ scorer højt på dén parameter, men endnu højere på idea density. De finurlige og originale ideer fyger om ørerne, når det fordrukne geni Rick og hans ængstelige barnebarn Morty forlader deres dysfunktionelle familie i en søvnig amerikansk forstad til fordel for intergalaktiske eventyr.
Som i al god science fiction opstiller skaberne Dan Harmon og Justin Roiland ekstreme (fremtids)scenarier, der belyser vores egen virkelighed ved at ekstrapolere tendenser i samtiden ad absurdum. Hvad hvis alle uønskede følelser kunne medicineres væk? Hvad hvis ingen kunne dø? Hvad hvis vi kunne skaffe os af med alle vores skyggesider? Hvem og hvordan ville vi så være?
Seriens humor kommer fra de ofte kyniske svar på spørgsmålene, Harmon og Roiland stiller, og fra popkulturelle referencer og genrekonventioner.
Men først og fremmest udspringer komikken af karakterernes mange brister. Faren Jerrys ynkelige vattethed, moren Beths resignerede kynisme, Mortys kroniske usikkerhed, Summers sans for drama, Ricks klare syn og kolde hjerte: ’Rick & Morty’ spilder ingen lejligheder til at udnytte deres svagheder som afsæt for sviende punchlines. Til gengæld har serien aldrig interesseret sig særligt meget for at udforske sine karakterer – før nu.
Sæson 3 repræsenterer en markant evolution af det menneskelige drama, der altid har ligget latent i Harmon og Roilands hjertebarn.
Tag for eksempel afsnit 3, ’Pickle Rick’. Ægteparret Jerry og Beth er blevet separeret, og Beth vil have bedstefar Rick og børnene Morty og Summer med til familieterapi. Men Rick forvandler sig selv til en pickle (!), så hans datter og børnebørn må tage til terapi uden ham. Resten af afsnittet krydsklipper mellem Pickle Rick, der ender i kloakken og må opfinde sig ud af en nærmest umulig situation, og hans families terapisamtale.
Familieterapeuten har ingen problemer med at få øje på Beths (og Ricks) afgørende brist – at hun måler andres værd i præstationer snarere end personlighed, og at hun grundlæggende ser følelser som tegn på svaghed.
Til børnene Morty og Summers overraskelse og glæde nærmer deres mor sig et gennembrud til en større selvindsigt, da Rick genindtager scenen og afviser terapeutens indsigter med pubertær sarkasme. »Skal vi ikke tage ud og få en kæp i øret?«, spørger han sin datter i bilen på vej hjem, og Beth samtykker, mens børnenes hjerter synker. Det er en fuldstændig hjerteskærende scene, hvor de menneskelige konsekvenser af Ricks komiske afstumpethed står krystalklart for den empatiske seer.
’Pickle Rick’ er på én gang en vittig og hæsblæsende minifortælling og en perfekt opsummering af Ricks faglige kompetence og menneskelige inkompetence. Den virker på flere planer, og det er typisk for afsnittene i sæson 3.
Hvor de vilde idéer og vittige referencer og kyniske punchlines før var eksistensberettigelse nok, spændes de elementer nu oftest for en udforskning af karaktererne og deres relationer. Så når episoden ’Rest and Ricklaxation’ leger med idéen om en futuristisk spa, hvor Rick og Morty kan udskille de giftige sider af deres personligheder og låse dem inde, er det især som en anledning til at føje nye facetter til duoens engang så endimensionelle personligheder. Sigende for seriens nyfundne modenhed efterlades det drillende uklart, om vores svaghed, usikkerhed, selvhad og egoisme faktisk fortjener at blive udskilt eller ej.
’Rick & Morty’ har altid været optaget af at vrænge ad popkulturelle troper, klichéer og lommefilosofi, og bare rolig, det gør den stadig.
Men det klæder Harmon og Roiland fantastisk godt at turde tage dem selv og deres karakterer seriøst, især når det lykkes uden at miste den kant, der har gjort ’Rick & Morty’ til kanalen Adult Swims største seerhit. Succesen mærkes i øvrigt tydeligt i de nye afsnits overlegne production quality: Det mini-eventyr, der indleder ’Rest and Ricklaxation’, er mere episk end noget som helst i sæson 1, og hvis du blinker, misser du det. Men holdet bag smider ikke bare penge efter skærmen for sjov – det er meningen, dén sekvens skal være udmattende intens, så vi forstår hovedpersonernes presserende behov for at gå i spa og udskille skyggesider bagefter.
Tilsvarende i ’Pickle Rick’, hvor Ricks drabelige – og overlegent animerede og iscenesatte – showdown med en Winter Soldier-agtig lejesvend står i ekstra skærende kontrast til samtalescenerne hos familieterapeuten. Som til gengæld betyder noget for de involverede, og derfor engagerer seeren meget mere end al den demonstrative blockbuster-ramasjang. Hvilket givetvis er hele pointen: Ricks sejre er tomme, og han har intet blik for de ting, der faktisk betyder noget.
Det er overlegent udført og en ualmindeligt velovervejet investering af outsourcede animatortimer.
’Rick & Morty’ er og bliver en blændende begavet tv-serie og et must for alle os indebrændte nørder med timers underlødig eskapisme i rygsækken og en sød tand for begsort humor. Det rokker sæson 3 ikke ved. Til gengæld tilføjer de nye afsnit en ekstra dimension af vedkommende karakterdrama, som løfter serien op i en helt ny liga – blandt den allerbedste tv-fiktion, der produceres i noget medie og nogen genre, nogen steder i multiverset.
Kort sagt:
Som den bedste klassiske science fiction er Dan Harmon og Justin Roilands ’Rick & Morty’ proppet med originale og overrumplende idéer. I sæson 3 begynder duoen for alvor at udforske deres karakterer og relationerne mellem dem, vel at mærke uden at give køb på seriens kant og kynisme, og det – mine damer og herrer – er nok deres bedste idé hidtil.
Anmeldt på baggrund af de første seks afsnit.
Læs også: ‘Rick and Morty’-skaber forklarer den dybereliggende, religiøse mening bag serien