’En fantastisk kvinde’: Transkønnet skuespiller giver kraftpræstation i Oscar-kandidat
Transkønnede Daniela Vegas hovedrolle i ’En fantastisk kvinde’ hører til sjældenhederne i filmverdenen. Vegas præstation er så monumental, at nogle har udnævnt hende som outsider til en Oscar-nominering, selvom filmen, hun medvirker i, er noget så eksotisk som chilensk. Og mens William Hurt og Jared Leto har vundet Oscars for at spille transseksuelle, vil det være første gang, en autentisk transkønnet bliver nomineret.
Kønnet er dog ikke sensationsfaktoren i Sebastián Lelios Sølvbjørn-vinder. Det er derimod Vegas præstation i sig selv – og Lelios evne til at skabe meget mere en budskabsfilm.
I filmens begyndelse forsøger den 57-årige Orlando (Francisco Reyes) at finde kærlighed som en mandlig ækvivalent til Lelios forrige og forrygende ’Gloria’. På en klub stirrer han hypnotiseret ind i Marinas øjne, mens hun synger salsaen »din kærlighed er en avis fra i går«. Et forvarsel. Kort efter ryger Orlando i gulvet med hjertestop, efter han og Marina har haft sex.
Marina tager ham med på hospitalet. Og derfra overtager hun filmens fokus. Orlando dør, og det samme gør rejsen til vandfaldsmekkaet Iguazú mellem Brasilien og Argentina, som han havde givet Marina i fødselsdagsgave. Uden Orlando som sine beskyttende vinger skal hun pludselig kunne forklare omverdenen, hvad hun er. »Er Marina et kælenavn?«, som lægen på hospitalet spørger om. Han er blot én af mange repræsentanter for et chilensk system, der pålægger forsvarsløse Marina skylden for Orlandos dødsfald.
Transseksuelle er den gruppe af LGBQT-samfundet i Chile, der udsættes for størst diskrimination og flest overgreb i Chile: »Det er frygten for at tage en kop kaffe med en veninde, og at tjeneren spørger dig: ’Hvad er du?’«, som psykologen Francisca Burgos har beskrevet det.
Præcis samme nedværdigende spørgsmål får Marina med det markerede kæbeparti smidt i hovedet af både Orlandos uforstående søn og ekskone. Det, de egentlig beskylder hende for, er en for dem seksuel tvetydighed, der ikke passer ind i Santiagos strømlinede, katolske borgerskab. At gå fra at hedde Daniel til Marina er »ren perversion«, mener ekskonen.
Mens alle andre frastødes af Marina, følger kameraet hende troligt i modgangen, fascineret af hendes styrke og sensibilitet. Styrken kommer frem, når Marina afreagerer mod alt, der krydser hendes vej. Sensibiliteten er derimod af kunstnerisk karakter – og er Marina og filmens force. For midt i al trøstesløsheden bliver musikken og dansen et poetisk åndehul, ingen kan tage fra hende. Når Marinas høje, unikke stemme fortolker Giacomellis arie ’Sposa son disprezzata’, kan end ikke en vind af orkanstyrke vælte hende, og sammen med et pomponfyldt dansenummer bryder hun her ud af filmens realistiske rammer.
De overnaturlige scenarier og synerne af afdøde Orlando kunne i den latinamerikanske kontekst lede tankerne hen på den ofte misbrugte term ’magisk realisme’. Skal man endelig inddrage genren, så mærkes den i filmens enorme sanselighed som modsvar til et reaktionært og poesiløst samfund.
I filmens åbning overvældes øjnene af det både voldsomme og gudesmukke vandfald Iguazú, som ligesom i Wong Kar Wais LGBTQ-klassiker ’Happy Together’ har en poetisk funktion som utopisk tilflugtssted: Et fantasiland for fantastiske Marina. Men sanseligheden optræder også i de mange spejlinger af Marina, der udspalter hende, så hun faktisk fremstår som den »mangehovedede kimære«, som hun blandt andet bliver kaldt. I en scene bliver selv hendes kønsdel et spejl. Hvad ser Marina, og hvad ser publikum?
Nogle har nævnt trådene til Almodóvar og Hitchcock og deres komplekse psykologisk kønsdrama, men bortset fra Matthew Herberts hjemsøgende strygertema minder ’En fantastisk kvinde’ i sin struktur mere om David Lynchs ’Elefantmanden’. Som den misdannede Joseph Merrick bliver Marina ydmygende kastet rundt af folk, som kun ser hende som en freak. Der er ligefrem en scene, hvor hendes ansigt er tapet ind, forvredet, så det vækker mindelser om elefantmanden.
Takket være den transkønnede Daniela Vegas sublime debutpræstation som Marina, bliver filmen dog aldrig en tragisk lidelseshistorie. I Vegas sammensatte opstand over ikke at måtte tage afsked med sin elskede, det Bond-babe-agtige udseende og den poetiske hengivenhed kommer Marina ud som moralsk vinder over de indskrænkede personer, der omringer hende.
Kort sagt:
Instruktør Sebastian Lelio lægger aldrig for alvor tryk på transkønnede Marinas køn – og holder også fornemt igen i sin fortælling. Det vil sikkert kede nogle, men det er utroligt, hvor meget filmen kan rumme og stadig bevare sin mystik. En fantastisk bedrift.