I sidste måned skrev vi om den kommende westernserie ‘Damnation’ af ‘Hell or High Water’-instruktøren David Mackenzie og nævnte i samme anledning manuskriptforfatterens Scott Franks (‘Minority Report’, ‘Logan’) meget ventede Netflix-serie ‘Godless’. De første klip skuffer ikke med nogle af de flotteste landskabsbilleder af prærien siden ‘Mordet på Jesse James af kujonen Robert Ford’.
I miniserien er den berygtede Frankie Griffin, spillet af Jeff Daniels, og hans band på et hævntogt imod den tidligere protege Roy Goode (Jack O’Connell) der har forrådt gruppen. Roy søger ly hos enken Alice Fletcher (Michelle Dockery) i minebyen La Belle, der primært er styret af kvinder. Da byen får besked om, at Griffin og hans gruppe af banditter er på vej, slutter indbyggerne sig sammen for at danne fælles front i den uundgåelige kollision.
Jeff Daniels er klicheen om den gode vin, som bliver bedre og bedre for hvert år, om det så blot ses i mindre roller som i ‘Steve Jobs’ og ‘The Martian’. Heroverfor er unge Jack O’Connell stadig i en opbyggende fase, selvom han har mere end bevist sit værd med intense kraftpræstationer i ‘Starred Up’ og ‘Bag fjendens linjer’. Det bredere gennembrud kan komme med ‘Godless’.
De to skuespillere flankeres blandt andet af Scoot McNairy, Sam Waterston og Kim Coates.
‘Godless’ var oprindeligt et hjertebarn for Steven Soderbergh, men da han ikke kunne finde den rette stjerneinstruktør til projektet og i øvrigt selv afstod af frygt for heste, endte historien hos Scott Frank. Han har både skrevet og instrueret seriens seks episoder.
‘Godless’ kan ses på Netflix fra den 22. november.
Læs også: Westernserien ‘Damnation’ fra manden bag ‘Hell or High Water’ får første trailer