I lørdags bortviste Oscar-akademiet Harvey Weinstein fra sine medlemsrækker efter et over to timer langt bestyrelsesmøde.
Beslutningen sker efter at akademiet kom under pres fra sine medlemmer, der ønskede en øjeblikkelig handling mod Weinstein i kølvandet på mere end 30 anklager om sexchikane og voldtægt fra en lang række af filmbyens kvinder.
Det er kun sket en enkelt gang før i akademiets 90 år, at et medlemskab er blevet tilbagetrukket. Dengang drejede det sig om et læk af screeners på nettet, men nu følger den indflydelsesrige brancheforening med tiden, og tager kontant afstand fra Weinstein-skandalen.
I akademiets egen udtalelse forklares det, at beslutningen ikke kun handler om at fordømme filmproducerens utilgivelige behandling af kvinder over en henved 30 år lang karriere, men i lige så høj grad er et signal til branchen om, at sexchikane ikke længere vil blive accepteret i filmindustrien.
»The Academy of Motion Picture Arts and Sciences bestyrelse har i dag mødtes for at diskutere anklagerne mod Harvey Weinstein, og har stemt for øjeblikkeligt at udvise ham fra akademiet med en langt højere stemmemajoritet, end de påkrævede to-tredjedele«, skriver Oscar-akademiet i en pressemeddelelse.
»Vi ønsker ikke bare at tage afstand fra en person, der ikke gør sig fortjent til sine kollegaers respekt, men også at sende en besked om, at æraen, hvor forsætlig ignorance og skammelig meddelagtighed i seksuel aggressivitet og chikane på arbejdspladsen i vores industri, er ovre«, afslutter de.
Akademiet er i år større end nogensinde med op mod 8.500 medlemmer. Imellem 2015 og 2017 steg antallet af kvinder som blev tilbudt medlemskab med 359%, mens også 331% flere farvede filmfolk blev budt ind i varmen, idet akademiet har forsøgt at imødegå senere års skarpe kritik af organisationens manglende diversitetsfokus og ikke mindst de ældre, hvide filmmænds dominans.
Læs også: Den sidste uge har forandret Hollywood for altid