Pilou Asbæk og Tobias Lindholm har lavet tre film sammen og opbygget en nærmest telepatisk forbindelse. Da vi talte med Lindholm i forbindelse med Netflix-serien ‘Mindhunter’, jokede han med, at det snart var på tide at lave noget med sin hofskuespiller igen. Selv når de er adskilt, følger de tilsyneladende hinanden i parallelle spor, hvilket ‘The Guardian Angel’ er et bevis på. I hvert fald lægger filmens beskrivelse sig ret tæt op ad ‘Mindhunter’.
‘The Guardian Angel’ er en psykologisk thriller baseret på virkelige historie om en ung kriminalbetjent, der bliver besat af at fange en psykologisk manipulator.
Den virkelige historie fandt sted i 1951, hvor den 28-årige Palle Hardrup begik et bankrøveri i København, som endte i et dobbeltmord. Efterfølgende blev der sået tvivl om, hvorvidt han var blevet hypnotiseret af sin tidligere cellekammerat, Bjørn Schouw Nielsen, til forbrydelsen.
Pilou Asbæk spiller kriminalbetjenten, som forsøger at opklare sagen. Paul Newman-klonen Josh Lucas (‘Et smukt sind’, ‘American Psycho’) spiller Bjørn Schouw Nielsen, der måske, måske ikke har pillet ved Palle Hardrups sind, som Cyron Melville inkarnerer. Rollelisten inkluderer desuden Rade Serbedzija (‘Batman Begins’, ‘Shooter’), som man garanteret har set som østeuropæisk skurk i en actionfilm eler to.
‘The Guardian Angel’ er skrevet og instrueret af finske Arto Halonen og forventes at få dansk premiere i 2018.
Læs også: Pilou Asbæk: »Pludselig står jeg så her – på grund af en blanding af arrogance og storhedsvanvid«