Da Tobias Lindholm skulle instruere afsnit 5 og 6 af ’Mindhunter’, måtte han på en måde tage samme metode i brug som seriens to FBI-agenter Holden Ford og Bill Tench.
For at fange løsgående mordere begynder Ford og Tench i slutningen af 1970’erne som de første at trænge ind bag den på overfladen den motivløse ondskab ved at interviewe seriemorderne som den nekrofile kæmpe Ed Kemper. .
Tilsvarende måtte den succesfulde manuskriptforfatter og instruktør forstå metodikken bag krimiseriens visionære skaber, mesterinstruktøren David Fincher, hvis han skulle lykkes med sine to afsnit. Lindholm måtte identificere sig med mørkemanden Fincher, der dyrker de forkvaklede produkter af et forrykt samfund i nyklassikerne ’Seven’, ’Fight Club’, ’Zodiac’ og ’The Social Network’.
»Det er nok mere Fincher, der har sat sit præg på Tobias Lindholm, end Tobias Lindholm, der har sat sit præg på Fincher. Det har jeg det helt fint med«, siger danskeren, da vi fanger ham på telefonen.
Startede med ’Kapringen’
I 2009 overbeviste superstjernen Charlize Theron David Fincher om potentialet i true crime-bogen ’Mind Hunter: Inside The FBI’s Elite Serial Crime Unit’, der var beretninger fra de virkelige FBI-agenter Mark Olshaker og John E. Douglas’ adfærdsvidenskabelige systematisering af mordere på Peter Lundin-skalaen.
Nogle år senere var Fincher parat til at give sig i kast med projektet med Theron som executive producer. Og så ringede Tobias Lindholms telefon.
»Jeg tog telefonen, og der var Charlize og David i røret en onsdag eftermiddag. Jeg kunne godt mærke, at det var sgu ret vildt«, erindrer han.
Charlize Theron havde anbefalet ’Kapringen’ til Fincher, der efter at se ’Borgen’, ’Jagten’ og ’Krigen’ opdagede, at et navn gik igen. Det var i forbindelse med en rejse til Los Angeles med ’Krigen’, at Lindholm første gang mødtes med Theron, Fincher og manuskriptforfatteren Joe Penhall.
»Når han kan få så meget spænding ud af en telefon på medhør, er vi i gode hænder«, har David Fincher sagt til Empire om valget af Lindholm og om de intense scener i ‘Kapringen’, hvor Søren Mallings rederichef er i dialog med de somaliske pirater. Der var dog også en anden grund til, at Lindholm fik jobbet.
»Jeg kunne sagtens se logikken i, hvorfor Fincher havde brug for at hente instruktører ind, som ikke ’bare’ laver Hollywoods klassiske total, en halvtotal, et kryds og slutter scenen i en halvtotal«, siger manden, der lavede sin første film efter mottoet reality rules: Virkeligheden dikterer dramaturgien.
»Et vanvittigt fokuseret menneske«
Tobias Lindholm er inkarneret fodboldfan, og han tyer til sporten, når han skal forklarer arbejdsfordelingen mellem Fincher som konceptuerende instruktør og Lindholm og de øvrige instruktører på de enkelte afsnit.
»Fincher er træner, og jeg røg ind og spillede central midtbanespiller. Det var på ingen måde konfliktfyldt. Man følger et koncept, der er sat, og løber ikke rundt og tager stilling til alting. Man er optaget af det spil, der foregår foran én«, forklarer han.
For Lindholm hører David Fincher til blandt de to-tre største nulevende amerikanske instruktører, en filmens Cristiano Ronaldo. ’Seven’ er en af hans fem yndlingsfilm. Han blev dog ikke starstruck eller nervøs af at møde instruktøridolet.
»Hvis man skal blive i fodboldmetaforen, er jeg fuldstændig opslugt, når først bolden er i spil, og har ikke tid til at gå og være nervøs. Det var også et spørgsmål om tillid. Cheferne ser jo de daglige optagelser. I stedet for at gå og være paranoid havde jeg tillid til, at de nok skulle sige noget, hvis de ikke synes, det var godt nok«.
Og blev han så klogere på idolet, der har ry for et være en i særklasse perfektionistisk og kompromisløs dirigent på settet?
»Han er mest af alt et vanvittigt fokuseret menneske. Jeg har sjældent mødt nogen, som fokuserer så entydigt på det, de laver. Han har bygget et helt liv op omkring film. Han lever i sin egen lille verden, og det er selvfølgelig derfor, der går alle de historier i Hollywood om, at Fincher er besværlig at arbejde med.
Men han gør det også på sin egen måde og accepterer ikke andre måder. Han er dog meget påpasselig med ikke at komme til at virke som en chef, der skal godkende alting. Når man ikke hører noget, tror jeg, det er meget godt«, siger Lindholm og griner.
En ny grammatik
I ’R’, ’Kapringen’ og ’Krigen’ sværger Tobias Lindholm til et naturalistisk, observerende udtryk med håndholdt kamera. Fincher er derimod stilist par excellence med en farvepalet, hvor sort flyder sammen med drænede varianter af gul og blå, og båret af robotstive kamerabevægelser på stativ.
»Det var uden tvivl den største udfordring overhovedet. Som uddannet manuskriptforfatter havde jeg i princippet aldrig været på et filmset, før vi lavede ’R’. Jeg aner egentlig ikke rigtig, hvad jeg taler om. Pludselig er du med den måske teknisk bedste instruktør overhovedet, som i virkeligheden er bedre end de fotografer, han arbejder med«, fortæller Tobias Lindholm ydmygt og fortsætter:
»Jeg skulle lære, men i stedet for at gå og skjule det, var jeg fuldstændig ærlig omkring, at det ikke var min hjemmebane. Et håndholdt kamera er nødt til at komme uforberedt ind i et rum og følge bolden, der hvor den går hen. Den klassiske faste indstilling peger på telefonen, før den ringer. Det gjaldt om at finde en måde at forstå den nye grammatik«.
Han brugte derfor nogle nætter inden optagelserne på at sidde og tegne blikretninger og skudvinkler for at lære mesterens modus operandi, der blandt andet er kendetegnet ved ufatteligt mange takes per scene.
»De mange takes er fuldstændig i min ånd. Men han laver mange takes for at få det præcist, som han havde det inden i hovedet. Helt modsat gør jeg det for at sørge for, at det kommer væk fra den fastfrosne form, det havde. Metoden er den samme, men vi søger to forskellige steder hen«.
Psykologisk brobygger
De to afsnit, Tobias Lindholm har instrueret, udmærker sig ved, at man kommer tæt på karaktererne Bill Tench og psykologen Wendy uden for kriminalarbejdet. Episode 6 har danskeren desuden været med til at skrive manuskriptet til.
»Holden og Bill har succes med deres projekt hele vejen indtil afsnit 5 og 6. Pludselig skal de til at bruge det, de har lært, og det viser sig ikke at være så let igen. Det er A-plottet, men omkring midtpunktet i en fortælling skal der bringes noget nyt«, fortæller Lindholm.
Tobias Lindholms to episoder har som samlet midterblok en spilletid på omkring 75 min. De talte om, at det kunne være skægt at lave et afsnit på 11 minutter, fordi det ikke er flow-tv, men det blev alligevel for smart. Netflix gav frie økonomiske rammer, men i stedet for spektakulære kamerature bidrog Lindholm med psykologisk kompleksitet til en serie om den menneskelige psyke.
»Den første halvdel af en historie er professionel, og den næste bliver personlig. Den psykologiske nuancering af karaktererne er nødvendig. De var blevet pap og frosset fast i deres tilstand uden mere beskrivelse.
Det er ikke, fordi man kommer og siger ’det her er min idé’, men mit oplæg var helt klart at tage med Wendy hjem til Boston og med Tench hjem og se hans familie. Det gør, at en masse ting blive tydeligt i forhold til, hvad der skete i tidligere afsnit, og at ting fremadrettet vil ændre sig, da karaktererne flytter sig«.
På bænken, mens Fincher tryllede
Når Tobias Lindholm skriver sine manuskripter, er det altid på baggrund af mange timers research. Til opgaven på ’Mindhunter’ læste han også John E. Douglas bog et hav af gange, men forberedelsen foregik i lige så høj grad i kampens hede.
»Jeg tog over og så Fincher på settet nogle gange for at se, hvordan man påtaler ting, og lære, at man er nødt til at lade, som om der er nogen på settet, som ikke eksisterer, fordi man ikke kan rumme dem. Jeg havde et par dage i mesterlære. Jeg var glad for, at jeg nåede at sidde og varme bænken lidt, før jeg kom på banen«.
Da han endelig blev skiftet ind, skulle han lige vænne sig til, at der var 150 mennesker at være kompromisløs overfor modsat otte venner på en dansk produktion. Når han havde fri, kunne han godt tænke »fuck, nu sidder jeg her, og for et øjeblik siden stod vi i Horsens Statsfængsel« med reference til debuten ’R’ fra 2010.
»Jeg gjorde ikke noget for at sætte mig i respekt, men jeg traf en beslutning om, at jeg ikke ville holde mig tilbage, hvis der var noget, jeg var utilfreds med«.
Lindholms afsnit var de sidste, der blev optaget. 12 timer om dagen, fem-seks dage om ugen i fire uger per afsnit. Udover Fincher lænede han sig op af fotograf Erik Messerschmidt, som var stilistisk bindeled mellem gæsteinstruktørerne. Han var dog ofte teknisk lost in translation.
»Man måtte bluffe lidt og lade, som om man vidste, hvad man talte om. Jeg snakker jo ikke rigtigt engelsk, så det kunne jo godt være, de troede, man misforstod, hvad man sagde. Eller tage tre takes mere, fordi jeg havde valgt den forkerte optik«.
En fiasko havde været Finchers skyld
Postproduktionen var en løbende proces, hvor klipperen i Los Angeles uploadede videobidder til Lindholm, som han kunne kommentere på med noter. Fincher havde det sidste ord.
»Når man er episodeinstruktør, har man ikke mere end fem dage i klipperummet. Flueknepperiet med de små nuancer mellem takes har Fincher tævet igennem«.
Tobias Lindholm har på ’Mindhunter’ bemestret Finchers formsprog, men han render ikke rundt som karakteren Will Graham i den beslægtede serie ’Hannibal’ og råber »this is my design«.
»Jeg har ikke vundet en tenniskamp. Jeg har spillet min position på banen. Man går ind og prøver at få det så effektivt som muligt i hus, velvidende at der er ti andre spillere på banen, som er helt afgørende, plus en træner«, forklarer Lindholm.
»Det er rart, at det er gået godt, og folk er glade for serien, men havde det været en kæmpefiasko, havde det været mere Finchers skyld end min skyld«.
Tobias Lindholm var i gang med den Darren Aronofsky-producerede seriemorderfilm ’The Good Nurse’, da ’Mindhunter’ kom ind i billedet. Lige nu sidder han og skriver på flere manuskripter i Danmark, men håber på at komme til at instruere noget i starten af næste år, enten herhjemme eller i udlandet.
»Jeg tror ikke, jeg kommer til at gøre det til en levevej at instruere andre folks ting. Men hvis en filmskaber af Finchers kaliber ringer, så skulle man være tosset ikke at sige ja!«.
Læs også: ’Mindhunter’: Højde- og lavpunkter i David Finchers Netflix-serie