Den newzealanske instruktør Taika Waititi kommer i denne weekend med al sandsynlighed til at sætte sig på box office-tronen i USA med ’Thor: Ragnarok’. At Waititi overhovedet er at finde blandt Hollywoods elite, hænger ikke mindst sammen med hans sortkomiske mesterværk, vampyr-mockumentaryen ’What We Do in the Shadows’ fra 2014.
Waititis succes med Marvel-filmen åbner samtidig nogle døre, som han har tænkt sig at udnytte til fulde. Et af de projekter, der ligger først for hos det krøllede instruktørhoved, er en tv-udvidelse af hans moderne vampyrkultklassiker.
»Vi prøver at udarbejde en amerikansk version af ‘What We Do in the Shadows’. Den vil foregå her i USA, men som tv-serie«, fortæller Taika Waititi i et interview med Fandango.
Et af de mange trumfkort ved ‘What We Do in the Shadows’ er ellers dens placering i den newzealanske forstad Te Aro. Her følger man de fire vampyrer Viago, Vladislav, Deacon, Petyr og deres hjertevarme menneskeven Stu deale med trivielle hverdagsting som en køkkenvask med lidt for mange blodfyldte tallerkener eller at komme ind på natklubber uden den for blodsugerne altafgørende invitation.
Man oplever også bandekollisioner mellem vores vampyrvenner og en rivaliserende gruppe af varulve ledet af Rhys Darby fra ’Flight of the Concords’. Waititi har tidligere luftet tanken om en spinoff-film med de temperamentsfulde skabninger med mottoet »werewolves, not swearwolves«.
»Vi prøver stadig at skrive den. Vi laver andre serier såvel som at finde på ideer til en varulvefilm. Det kommer til at ske!«, lover Taika Waititi.
Læs også: Den bedste film fra 2014, for få har set: Hysterisk morsom film om virkelighedens vampyrer