Lige siden brødrene Lumière viste deres første film for verden i 1895 – et tog der kører ind på perronen, arbejdere der forlader en fabrik, en gartner der spuler sig selv i hovedet – har filmmediet penduleret mellem det fiktive og det dokumentariske.
På den ene side har vi storebroren, spillefilmen. En mastodont, der fra Hollywood til Cannes hvert år beskæftiger sig med alt mellem himmel og jord. I 2014 fik Tom Cruise på Live, Die, Repeat i actionfilmen ‘Edge of Tomorrow’ os til at måbe, gyserthrilleren ‘It Follows’ fik os til ryste af skræk, komedien ’22 Jump Street’ – og særligt Channing Tatum og Jonah Hill på LSD – fik os til at skraldgrine, og sygdomsdramaet ‘En flænge i himlen’ fik os til at stortude.
På den anden side har vi dokumentaren. Denne ofte kreative behandling af virkeligheden trives godt i skyggen af storebror, og 2014 var ingen undtagelse. Jeg smed ting efter skærmen i ‘Citizenfour’, og jeg kom helt tæt på en næsten uvirkelig rock-gud i den eminente ‘Nick Cave: 20.000 dage på jorden’.
Men kan filmhistorien og filmåret 2014 tegnes så skarpt op – på den ene side fiktion, på den anden dokumentar? Selvfølgelig ikke.
For hvad med grænselandet? Alt det ind imellem – det, der umiddelbart går under radaren og kun nødtvunget lader sig kategorisere som det ene eller det andet? Det, hvor vores almindelige og gennem årtier optrænede evne til at skelne mellem påfund og virkelighed, ja, løgn og sandhed, kommer til kort?
En dokumentar om vampyrer
I 2014 kom en udsyret mockumentary for alvor ind bag skyggerne i min overraskede filmhjerne. Men hvorfor kom ‘What We Do in the Shadows’ som en overraskelse?
For det første var den fra New Zealand (ja, undskyld min nationalfascisme). Hvis man fraregner Peter Jackson og alle hobbitterne, er New Zealand et filmmæssigt uanseeligt ørige i Det Indiske Ocean. For det andet fik filmen ikke dansk biografpremiere. En undergrundsmystisk film om vampyrer i New Zealand? Selvfølgelig fik den ikke det. Den var relativt off the grid.
I ‘What We Do in the Shadows’ følger et filmhold på klassisk mockumentary-facon en outreret gruppe. Her fire vampyrer: Viago og Vladislav (på henholdsvis 379 og 862 år – inden i de to er Taiki Waititi og Jemaine Clement, der også har instrueret), Deacon og Petyr (den ’unge’ på 183 år og den i sandhed gamle på 8000 år). De bor sammen i et hus i Wellington (hovedstaden i New Zealand, der er på størrelse med Aarhus), som var de fire college-dudes i en amerikansk komedie. De er dog døde, altså som i vampyrdøde, og lever af friskt menneskeblod.
Vi følger vampyrernes dagligdagsstrabadser. Som den følsomme Viago, der også fungerer som en slags fortæller og meget skør straight guy i de skæve omgivelser, ærligt udtrykker det: »Når du bringer fire vampyrer sammen under ét tag, så opstår der problemer«. Problemerne er dog ikke alle så dagligdags endda: Generende og potentielt dødbringende dagslys – og en fem år gammel og ultrablodig opvask.
Denne deadpan-stil kunne hurtigt være blevet trættende, hvis ikke filmen havde taget de relativt fastlagte ‘vampyr-regler’ ekstremt seriøst. For eksempel har vampyrerne store problemer med at gå i byen, fordi vampyrer skal inviteres indenfor. Til gengæld får de meget sjov ud af at flyve rundt og joke med tv-holdet, når deres spejlbilleder forsvinder i refleksionen. »Uh, se mig, jeg er en flyvende kop«, griner Viago og kigger akavet ind i kameraet på en måde, der får David Brent til at blegne.
Plottet er struktureret således, at vi følger vampyrerne i et halvt år op til den årlige ‘The Unholy Masquarede’, hvor vampyrer, zombier og hekse mødes i et festlokale i Wellington. I perioden kommer de til at omvende en ualmindeligt dum ung mand, Nick, til vampyr. Og Nick kan ikke styre ’berømmelsen’. Han afslører over for alt og alle, at han er vampyr, hvilket naturligvis er ildeset i vampyrmiljøet. »Twilight«, skriger han i Wellingtons natteliv.
Nick introducerer dog gruppen til den rødmossede og alvidende datamatiker Stu, der hurtigt bliver en slags talisman for gruppen. Han introducerer dem til Google, Skype og Youtube. Viser dem videoklip af en solopgang og internetporno. Alle elsker Stu, og de beslutter sig for ikke at drikke ham. Sympatisk.
Vampyrerne har dog en ulmende rivalisering med en gruppe varulve, anført af den ellers høflige alfahan, Anton (Rhys Darby). »We are werewolves, not swearwolves«, siger han. Typisk varulve har han dog svært ved at styre sit temperament, når det er fuldmåne. Og er de fire, nu fem vampyrer så stærke nok til at beskytte den rosenkindende Stu mod de glubske ulve?
Lagde gaderne øde
Filmen kender sine dokumentarregler til fingerspidserne og tager tykt pis på dem. Der indklippes arkivmateriale, for eksempel var Deacon en nazivampyr under Anden Verdenskrig, og da Stu kommer ud for en ulykke, laver filmen en rekonstruktion af situationen – i sort-hvid og med et blinkende ‘reenactment’-skilt i bunden af billedet.
Hvis man ikke har set en mockumentary før, så er det her simpelthen stedet at starte. ‘What We Do in the Shadows’ er en overlegen opvisning i hysterisk morsom genrebevidsthed.
I sin form er filmen en klassisk mockumentary. En prototype 1, hvor publikum aldrig er i tvivl om dens fiktionaliseringsstrategi. Mockumentaries opstod omkring begyndelsen på 1980’erne som en reaktion på dokumentarfilmens selvhøjtidelige hævdelse af at besidde sandheden. Film som ‘The Rutles: All You Need Is Cash’ (en parodi på The Beatles) og ‘Zelig’ (Woody Allens film om en mand, der som en kamæleon skifter udseende, når han er i nærheden af forskellige mennesker) udstillede denne selvhøjtidelighed og sagde: Se os, vi er lige så virkelige og sande som rigtige dokumentarfilm.
Tilbage til New Zealand. For ‘What We Do in the Shadows’ var ikke uden newzealandsk fortilfælde. Og når man har sagt prototype 1, så må man også sige prototype 2. Mockumentaries kan nemlig også være konstrueret sådan, at publikum (i hvert fald de fleste) ikke umiddelbart forstår, at den er et ‘mock’, en pseudo-dokumentar.
I 1995 blev gaderne i øriget lagt øde. I tv blev der nemlig sendt en film, ’Forgotten Silver’, en godt og vel timelang dokumentar, der præsenterede en regulær sensation. Peter Jackson (ja, ham igen) og medinstruktør Costa Botes (mest kendt for sine behind the scenes-dokumentarer om ‘Ringenes Herre’) havde gjort en utrolig opdagelse. I et familiemedlems baghaveskur havde Jackson fundet nogle gamle filmruller signeret af en vis Colin McKenzie.
McKenzie, viste filmene, havde opfundet nogle af vor tids største opfindelser, langt før de var blevet opfundet andetsteds. For eksempel var det lykkedes ham at flyve et motordrevet fly væsentlig før The Wright Brothers.
Oven i disse landvindinger havde McKenzie også en markant filmisk relevans, da filmene kunne afsløre, at han havde opfundet nærbilledet, det bevægelige kamera samt lyd og farvefilm. Og hvis man var i tvivl om filmens troværdighed, gjorde vaskeægte eksperter som filmekspert Leonard Maltin og superproducer Harvey Weinstein deres for at bekræfte og kommentere den i sandhed utrolige virkelighed. New Zealand var i himlen.
Desværre var der bare lige et enkelt problem. Det hele var fiktion. Ligesom ‘What We Do in the Shadows’. Eller ‘Ringenes Herre’.
Den løgn, der fortæller sandheden
Nu er spørgsmålet så: Er mockumentaries sandhed eller løgn? Det kedelige svar er, at det er begge dele. Men måske er det ikke så kedeligt endda. For vi lever i en verden, hvor vi driver rovdrift på begreber som faktuel sandhed og saglig bevisførelse – hvilket er nok så vigtigt i den juridiske og journalistiske del af verden – men det er begreber, der er knap så interessante i kunstens univers.
Kunst er den løgn, der fortæller sandheden, sagde Pablo Picasso, og sådan havde han også fat i en essentiel pointe om sammenhængen mellem fiktion, dokumentar og alt det ind imellem. I kunstens verden er sandhed ikke én ting, det kan – og skal – være mange ting.
Det kan være nok så emotionelt sandt, når vi græder sammen med Frodo og de andre i ‘Ringenes Herre’ over Gandalfs tragiske fald ned i Morias Miner. Det er faktisk lige så sandt, som når vi rystes af ofrenes gru i Joshua Oppenheimers ‘The Look of Silence’. Og når vi kælent bliver bedraget eller lader os bedrage af ‘Forgotten Silver’ og ‘What We Do in the Shadows’, siger det noget sandt om vores måde at forholde os til filmisk virkelighed på.
Film i det hele taget, men særligt kreative blandingsformer som ‘What We Do in the Shadows’, tvinger os til at forhandle vores sandhedsbegreber. Og de bedste gør det, mens de samtidig får os til at måbe, gyse, grine eller græde.
Man skal dog trods alt være ualmindeligt naiv, hvis man hopper på vampyrkrumspringene i ’What We Do in the Shadows’. Men det gør ikke anbefalingen mindre.
Læs mere: Den bedste film fra 2013, alt for få har set: Hvad betyder grisene hos filmens David Bowie?