Som en bittersød bluegrass-sang griber den belgiske ’The Broken Circle Breakdown’ ud efter en åndelig undren over tilværelsen. Er der liv efter døden? Og hvor skal vi gøre af vores tro i en meningsløs verden?
Som i de bedste af musikgenrens tekster giver filmen ingen entydige svar, men fylder i stedet sit publikum med smuk melankoli og et lille strejf af håb.
Den romantiske ateist Didier og den spirituelle realist Elise er så langt fra det ordinære belgiske middelklassepar, som man kan komme. Han har fuldskæg og cowboybeklædning. Det meste af hendes krop er dækket med tatoverede symboler. Sammen synger de fortryllende flerstemmede harmonier i hans bluegrass-band, og deres urokkelige lyst til hinanden fører både til sex på og inden i Didiers bil samt en ikke planlagt datter ved navn Maybelle.
Maybelle, der spilles af en dygtig og meget elskværdig ung pige med navnet Nell Cattrysse, bliver dog hurtigt en integreret del af hendes forældres liv på landet med alt, hvad det indebærer af venner, kærlighed, økologi og mandolinmusik. Men bag euroferien lurer tragedien, og da seksårige Maybelle dør af kræft, river Didier og Elises sorg deres kærlighed midt over.
Hverken kleenex-klude eller skjorteærmer kan forhindre tårerne i at trille, i takt med at håbet for familien slukkes, og havde det ikke været for filmens mange skønne musikalske åndehuller, havde fortællingen nok været direkte ubærlig.
Bluegrassens hoppende rytme står som håbets sidste bastion, og til alt held lader instruktør Felix van Groeningen sangene optræde i deres fulde længde, så musikken kan hjælpe publikum igennem selv de mest hjerteskærende momenter. Det er ikke tilfældigt, at filmen både starter og slutter med tonerne af de stemningsmættede strenginstrumenter, der efterlader et håbefuldt ekko i tragediens tomme rum.
En Oscar-nominering i bagagen
Coen-brødrene viste os allerede med Odysseen-fortællingen ’O Brother, Where Art Thou’, hvordan et medrivende soundtrack med bluegrass-musik kan give en god film et nærmest legendarisk efterspil.
Uanset om man er stor Bill Monroe-fan eller ikke på forhånd kender det store til countrymusik, vil man efter at have set ’The Broken Circle Breakdown’ længes efter et genhør med filmens udgaver af klassiske bluegrass-numre som ‘If I Needed You’, ‘The Wayfaring Stranger’, ‘The Boy Who Wouldn’t Hoe Corn’ og ‘Will The Circle Be Unbroken’.
’The Broken Circle Breakdown’ skal opleves af alle, der nød Coen-brødrenes musikalske hverdagsmelankoli i ’Inside Llewyn Davies’ eller den charmerende troværdighed i den romantiske irske musikfilm ’Once’. Sangene bliver fremført af filmens to hovedroller Johan Heldenbergh (der oprindeligt skrev ’The Broken Circle Breakdown’ som et teaterstykke) og Veerle Baetens, hvis åbenlyse kemi selvfølgelig kan mærkes i scenerne, men samtidig også høres på de enkelte numre.
For to år siden blev ’The Broken Circle Breakdown’ Oscar-nomineret sammen med Thomas Vinterbergs ’Jagten’ i kategorien bedste udenlandske film. Her blev den flamsksprogede film spået gode chancer på grund af filmens amerikanske sange, men fortællingens USA-kritiske monologer blev nok alligevel for meget for den konservative del af Akademiet, og den banjobevægende tragedie måtte i sidste ende se sig slået af Paolo Sorrentinos eksistentialistiske festfyrværkeri ’Den store skønhed’.
Selv med en Oscarnominering og adskillige topanmeldelser øverst på plakaten kan det være svært for en belgisk film at nå et bredt publikum i Danmark. Dardenne-brødrerne har siden gennembrudsfilmen og Cannes-vinderen ’Rosetta’ (1999) kæmpet en ensom franskklingende kamp om at cementere den belgiske filmproduktion som en betydningsfuld spiller i Europa, men landet har derudover ingen stolte filmhistoriske traditioner for at lave noget som helst af betydning.
En ny generation af belgiske instruktører er dog endelig begyndt at røre på sig, og foruden Felix van Groeningen og brødrene Dardenne, er det også værd at holde øje med Jaco van Dormaels (’Mr. Nobody’ og ’The Brand New Testament’) og Michael R Roskams (’Bullhead’) næste værker.
Fugle støder mod glasset
’Broken Circle Breakdown’ er ikke kun musikalsk underholdning, og filmen løfter sig også over mange andre charmerende tårepersere. Den lineære kronologi er kastet langt væk, og filmens form er i stedet cirkulær opbygget omkring Maybelles død, hvor scenerne fra Didier og Elises første møde smelter sammen med datterens kræftforløb og kæresteparrets efterfølgende sammenbrud og skænderier.
Dialogerne cirkulerer foruden kærlighed om stærke emner som religion og politik, og vores to hovedfigurer omringes af en både visuel og tekstlig ramme af dualitet, ironi og eksistentialisme. Didier synger eksempelvis bluegrassens religiøse tekster uden selv at hengive sig til betydningen af dem. Han elsker USA, da det er landet, hvor alle kan begynde på en frisk. Samtidig raser han, når landets præsident George W Bush bremser den stamcelleforskning, der kunne have været blevet hans datters redning.
En scene karakteriserer i alt sin enkelthed perfekt forskellene mellem Didier og Elise. En fugl flyver ind i glasset på hjemmets terranda (et kompromis mellem en terrasse og en veranda), og Didier funderer højlydt over for Elise, hvor mange fugle der mon skal flyve ind i glasset, før forståelsen for glas bliver en del af artens genetiske bevidsthed.
I en anden scene lander en fugl i husets vindueskam uden at støde kraniet mod glasset, og Elise fantaserer i stilhed om, at fuglen måske er deres datter Maybelle, der i sin genfødte udgave har brudt cirklen og besøger sine forældre. Didiers antireligiøse monologer kvæler dog i flere omgange Elises spirituelle naivitet, og ubevidst fjerner han derved samtidig hendes motivation for at fortsætte hendes egen cirkel.
Didier og hans band synger spørgende i filmen »will the circle be unbroken?«, og vi kan med en klump i halsen tænke tilbage på den smertefulde cirkel af sorg og glæde, som Didier og Elise har påført hinanden. Ligesom fuglene bliver de ved med at støde hovedet mod glasset uden at erkende, at det har dødsensfarlige konsekvenser.
Hvorfor bliver vi ved med at gentage de samme handlinger, selvom det i det lange løb ikke fører til en dybere mening? Vi forelsker os. Vi brænder nallerne. Vi lever. Vi dør. Og måske er det meget godt, at vi ikke bliver klogere.