Den bedste film fra 2013, alt for få har set: Hvad betyder grisene hos filmens David Bowie?

ARTIKELSERIE: I disse uger anbefaler vores anmeldere film fra 2000 til 2015, som for få mennesker har set. I dag skriver Jesper Olsen om Shane Carruths ’Upstream Color’, som nogle sikkert vil stå af på, men som man får lyst til at starte forfra med det samme, hvis man først har set den til ende.

’Upstream Color’ er en vidunderligt mærkelig film. Et flimrende og fremmedartet billeddigt, som på en måde synes at høre en højere verden til.

Samtidig en sindrig science fiction-rebus, som jeg ikke bilder mig ind at have afkodet i sin helhed. Det er jeg ikke sikker på, at nogen har, ikke engang rebusmageren Shane Carruth, hvis floromvundne fortolkninger vidner om et værk, der har antaget sit eget liv uden for skaberens vågne bevidsthed.

Det lyder ulideligt højbrynet, jeg ved det godt, og det bør allerede nu stå klart, at ’Upstream Color’ ikke er en film for alle og enhver. Dertil er den alt for rapsodisk sat sammen, alt for esoterisk i sit sprog og alt for enigmatisk i sin handling. Shane Carruths film er ikke gratis, de kræver noget af deres publikum. Sådan var det også med hans (berømtere) debut- og gennembrudsfilm ’Primer’, som Kasper Løvborg tidligere har skrevet om i denne artikelserie, og som er en hjernevridende tidsrejsefilm så indviklet, at den får ’Inception’ til at ligne en pixibog.

Men nu var det jo meningen, at jeg skulle give dig lyst til at se filmen og ikke afskrække dig fra at gøre det. Og skønt ’Upstream Color’ (eller ’Primer’ for den sags skyld) ikke kan betegnes som lettilgængelig, er den heller ikke så obskur, at den kun vil appellere til en snæver elite af filmgourmeter.

Med sin labyrintiske fortællestil vil den også møde en klangbund hos fans af Nolan-film som netop ’Inception’, ’Memento’ eller ’The Prestige’, som finder stor fornøjelse i at pakke filmenes puslespilsplot ud og samle dem til en sirlig helhed.

En film, man ikke kan spoile

Min erfaring siger mig, at et basalt kendskab til plottets konstruktion kan afhjælpe noget af den fremmedgjorthed, filmen ellers kan indgive. Faktisk er jeg ikke sikker på, man overhovedet kan spoile den.

Vi kan i alle tilfælde godt lægge de første brikker uden at afsløre for meget. ’Upstream Color’ følger en smuk, ung kvinde ved navn Kris (en rigtigt god Amy Seimetz). En aften på en natklub bliver hun bedøvet af en mand, der på rollelisten blot benævnes ’Thief’, som tvinger hende til at sluge en parasitær orm, han har fundet i pottemulden fra en blå orkidé, hvilket efterlader hende i en underdanig trancetilstand.

upstream-color
I hendes hjem fortæller han hende, at hans hoved er lavet af det samme materiale som solen, og at hun derfor ikke kan se direkte på ham. I samme øjeblik udstråler der også set fra publikums synsvinkel, kameraet, et kraftigt lys fra hans position. Han fortæller hende om en himmelhøj mur, som holder sult og træthed på afstand, så hun er i stand til at klare sig på små tåre vand.

Han sætter hende til at skrive transcendentalfilosoffen Henry David Thoreaus berømte værk ’Walden’ – om menneskets tilbagevenden til en simpel levevis i pagt med naturen – af og folde papirarkene til en guirlande. Så stjæler han alt, hun ejer af værdi, meddeler hende, at muren nu er styrtet sammen, og efterlader hende, mens hun er i færd med at æde sit køleskab.

Kontrolfreaken Carruth

Hvis du synes, det lyder pænt bizart allerede, så bare vent. Det bliver først rigtigt syret i andet og ikke mindst det næsten ordløse tredje akt. Her introduceres vi for telepatiske bånd mellem mennesker og grise samt en griseavler slash komponist, der med de telepatiske grise som medium er i stand til at blive blind medpassager på blandt andre Kris’ liv, hvorefter han – ikke ulig den parasitære orm – snylter på hendes oplevelser og stemninger ved at omsætte dem til inspiration for sine musikalske frembringelser. Hovedsageligt udgjort af lyde fra naturen.

Er du med så langt?

Shane Carruth er en fascinerende figur. Steven Soderbergh, en erklæret fan, har kaldt ham ”David Lynch og James Camerons uægte kærlighedsbarn”. Amy Seimetz (altså skuespilleren bag Kris) har sammenlignet ham med David Bowie, »en mand, der er faldet ned på Jorden fra rummet og ikke har lært at fungere«.

Jeg kender ikke Shane Carruth, men bedømt på hans film er det sidste meget rammende. De har noget æterisk over sig, en opløsning af al kausal og logisk sammenhæng og en mimoseagtig sart- og sanselighed over de Malick’ske billeder.

Efter succesen med ’Primer’ blev Carruth – der studerede matematik og udviklede flysimulatorer, før han lavede sin debutfilm for 50.000 kroner – kimet ned af Hollywood, og han har fortalt, at han begyndte at lege med tanken om, hvordan hans ’Batman’ ville se ud. Den ville jeg gerne have set.

Men selvfølgelig kunne det aldrig blive til noget mellem Hollywood og en kontrolfreak som Carruth, der ligesom en anden egensindig instruktørkomet, Xavier Dolan, insisterer på at gøre alting selv. På ’Primer’ spillede han hovedrollen, instruerede, skrev manuskript, producerede, klippede, castede og lavede musik, lyd og produktionsdesign. På ’Upstream Color’ står han opført som instruktør, manuskriptforfatter, skuespiller, komponist, fotograf, klipper, producer og distributør.

Resultatet er en stærkt idiosynkratisk film, som i sjælden set grad forløser en auteurs samlede vision. I særdeleshed Carruths suggererende ambientmusik er en uadskillelig og medfortællende del af filmens stemningsmættede udtryk, som indgår i et symbiotisk forhold med den impressionistiske billedside og brudte klipperytme.

Hypnotiseret under første akt

I ’Upstream Color’ slår kontrolfreaken Carruth sig til tåls med den næststørste, om ikke den næstvigtigste, rolle: Jeff. En jævnaldrende mand, som den ormefri og amnesiramte Kris drages mod i filmens andet akt, og som selv – uafvidende – har været udsat for det samme som hende.

For en stund forvandler ’Upstream Color’ sig til en af de mest aparte dreng-møder-pige-historier, du nogensinde kommer til at se. Kris og Jeff indser på et ubevidst plan, at de har et noget til fælles, som ingen af dem ved, hvad er. Ingen af dem forstår, hvorfor de begge så pludseligt kan blive overmandet af uforklarlige sindsbevægelser, som om deres kroppe reagerer på oplevelser, de ikke har haft.

Men deres møde sætter en realisationsproces i gang, som klimakser i tredje akt, hvor alle barrierer mellem bevidsthed og virkelighed styrter sammen.

Da jeg så filmen første gang, var jeg især hypnotiseret under første akt. Der er noget dybt forstyrrende og alligevel dragende over den nøgternhed, som ’The Thief’ går til opgaven med. Carruth kunne sagtens have fortsat ud af dette spor og kreeret en mareridtsagtig gang psykologisk body horror. I stedet slår handlingen et uventet knæk, og filmen bliver endnu mere lyrisk, endnu mere drømmende, endnu mere vægtløs.

Shane Carruth
Og luftig, tror man måske ved første øjekast, men ved nærmere inspektion er den non-verbale fortællemåde ikke et fortænkt figenblad for tom tænkning. Der gemmer sig både en klar og sammenhængende handling, som kan kortlægges, og et væld af symbollag, som kan afkodes.

Hvad står de så for, rebussens symboler? For Shane Carruth handler filmen om identitet. Om alle de instanser og institutioner, der er med til at konstituere vores forestilling om os selv, og hvordan den valgte forestilling determinerer vores valg. Hvad sker der, når man stripper en person for alle sine forestillinger og fortællinger? Det var hans udgangspunkt.

Hvad er det med de grise?

Andre aner i Thoreau-referencerne en underliggende konsumerisme- og kapitalismekritik og læser Kris og Jeffs frigørelse fra samfundets snærende bånd som en nådegave, der anviser dem vejen mod en højere indsigt og et sandere liv. Begge læsninger kan rummes under fællestemaet ’afhængighed’. Afhængighed af vores ejendele eller vores partnere, vores jobs eller vores penge, afhængighed alle de narrativer, vi har bygget op om os selv.

En afhængighed, som kan blive patologisk og sågar parasitisk. Som kunstneren, der tapper andres liv og følelser for at skabe. Er svineavleren Gud eller kunstner? Er han helt i kraft af sin forbindelse til naturen og tingenes væren i sig selv eller skurk i kraft af sin lighed med ormen?

Og hvorfor grise? Hvad skal de betyde? Det er ét symbol, jeg ikke har kunnet afkode. Men jeg grubler videre, for det er dét, ’Upstream Color’ gør: Den bliver siddende. Som en parasitær orm kribler den omkring i baghovedet, provokerer sit publikum og får dem til at undre sig. Tage deres antagelser om verden op til genovervejelse. En ganske sjælden bedrift i det flygtige højhastighedssamfund, som Thoreau forsøgte at flygte fra.

’Upstream Color’ er nok en film, som de færreste vil se én gang. Ikke så få vil stå af på halvvejen og afvise den som alt for dunkel og underlig. Men de, der ser den til ende, vil have lyst til at starte den forfra med det samme.

Måske næste gang er netop dén gang, hvor man helt fatter, hvad det egentlig går ud på med de grise.

Læs mere: Den bedste film fra 2012, alt for få har set: Tårerne triller efter mødet med Oscar-nomineret kærlighedsdrama

Læs mere: Den bedste film fra 2011, alt for få har set: Det amerikanske makværk, der viste sig at være et mesterværk

 

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af