Gilli ejede K.B. Hallens scene, allerede før han trådte ind på den
For et år siden sluttede Gilli sit 2023 af med fire udsolgte koncerter i Store Vega. Koncertrækken hed ‘Kiko Club’, ikke kun fordi den delte navn med hans dengang helt nye album, men også fordi det var en sjælden mulighed for at se en af landets største hitmagere i mere intime rammer.
Han havde så stor succes med at sprede hed klubstemning i Vega, at han her et år senere inviterede til ‘Kiko Club II’ – denne gang med K.B. Hallen som kulisse.
Inden jeg dog kunne nå at tænke over, hvordan Gilli ville forvandle et så stort venue som K.B. Hallen til en natklub, gik det op for mig, at showtitlen var misvisende. ‘Kiko Club II’ var ikke et opskaleret klubshow – det var et nedskaleret arenashow.
Det stod klart allerede fra første nummer, ‘Kender ik’ i morgen’. En smukt dekoreret scene stod klar til at blive indtaget af et fire mand stort band, men den var fuldkommen mennesketom, da nummeret startede. Hurtigt opdagede publikum dog, at det var, fordi Gilli indledte koncerten fra hjørnet af balkonen.
Gilli befandt sig ikke engang på scenen endnu, men han ejede den allerede. Han havde nye fagter til omtrent hver eneste linje, og det føltes altid som om, de kom helt ubesværet til ham. Han forstod crowd control eminent, og han havde ingen problemer ved at aktivere en sangvillig menneskemængde, da han havde brug for publikumsassistance under andet vers.
Det virkede måske kortvarigt gimmick-agtigt, at han startede oppe i hjørnet af salen, men ene mand performede han så medrivende, at der ikke var brug for, at han tog mere end få skridt ned ad balkontrappen for hvert efterfølgende nummer. Således kom ‘C’est la vie’, ‘Orale’ og ‘Chicagenhagen’ også, mens han stadig bevægede sig mod scenen, før sidstnævnte fik fuldt band på i outroen, hvor særligt en rocket guitarsolo fik koncerten til at ose af storhed.
Det var koncerternes svar på, når en spillefilm tager sig god tid med at nå til titelsekvensen. Vi havde været i gang i lidt tid, men det var tydeligt, at det kun blev vildere herfra.
Gillis performer-evner var imponerende. Hvis man nogensinde var i tvivl om, hvorvidt Gilli stadig har de millimetertekniske evner fra debuten, skulle man ikke kigge længere end ‘Paid’. Når han på samme nummer aktiverede publikum i en call-response-sekvens, osede han af overskud.
Selv de små detaljer charmerede sig vedvarende ind på mig. For eksempel leverede han en smilende lille dans til den trackede saxofon fra ‘Romario’. Og under ‘Verden vågner’ pegede han på et palæstinensisk flag, han var blevet rakt tidligt i koncerten, hver gang vi ramte linjen »hvornår ska’ vi nogensind’ befri Falastin?«. Det var en stærk måde at få et vigtigt politisk budskab problemfrit integreret i en festaften.
Det fire mand store liveband gjorde det godt nok også stærkt. ‘Baíana’ fik nogle latterligt vilde trommer, og den akustiske guitar fik godt med smæk på under ‘Tidligt op’. Det sammenspilsmæssige højdepunkt kom klart på ‘Peligrosa’, hvor samtlige instrumenter stoppede brat ved linjen: »Hver gang jeg ser dig, er det som om, alting stopper helt« – for derefter at genoptage sangen. Det er et klassisk greb, men det får mig hver gang.
Mod slutningen af koncerten kom der lidt guf, blandt andet i form af en helt uudgivet akustisk sang, der vækkede mindelser om Tobias Rahims mere stille skæringer. Gilli kunne sagtens bære dette mere rolige moment, og jeg ser meget frem til sangens udgivelse.
Koncerten blev afsluttet med de obligatoriske gæster – først Benny Jamz til en kavalkade af numre fra fællesalbummet ‘Kenny’. Dernæst kom Kesi oven i hatten, så trekløveret kunne spille ‘Under radar’ og ‘Ibiza’, før Kesi og Gilli agerede duo til megahittet ‘555’. Begge gæster gav den hele armen og lignede nogle, der havde en kæmpefest på scenen – det smittede.
Til aller-allersidst kom selvfølgelig ‘Vai Amor’, der fik lidt ekstra rockguitar. Det var en smuk, storladen og forløsende afslutning på en aften, hvor K.B. Hallen føltes større end nogensinde.
Kort sagt:
Gilli lavede ikke det lovede klubshow, men til gengæld fik han K.B. Hallen til at føles som en enorm multiarena, da han med fuldt band og B.O.C.-venner fik skabt en fest, der osede af gennemført showmanship, spilleglæde og musikalitet.