Gilli viste Store Vega, at man kan presse hele 30 sange og fire gæstestjerner ind i én koncert
Hvad gør du, når du har nogle solide gæstestjerner linet up backstage, men samtidig har nogle collab-bangers, du gerne vil fyre af, inden de kommer på scenen?
Den problemstilling måtte Gilli konfrontere i Store Vega, hvor han tirsdag holdt den første af fire udsolgte ‘Kiko Club’-koncerter.
For han havde selvfølgelig besøg af både Kesi, Benny Jamz, Sivas og Saveus, men folk var trods alt kommet for at se Gilli. Det havde været synd, hvis gæster bare vandrede frem og tilbage fra scenen i tide og utide, så i stedet var koncerten inddelt, så der var dedikerede gæstestunder i sætlisten.
Det betød dog også, at når numre som ‘Tudo Bem’, ‘Du min’ eller ‘BDK’ var placeret på sætlisten uden for Kesi og Benny Jamz’ officielle besøgstid, så måtte det blive i soloudgaver. Det var lidt blandet, hvor godt det fungerede.
‘Tudo Bem’ blev gjort så dejligt kompakt, at jeg helt glemte, at det ret beset er et Benny Jamz-nummer – og live-dj’en serverede den i en toplækker house-udgave, der lod den være en smooth overgang mellem ‘Vai Amor’ og ‘Midnight Madness’. Men på ‘BDK’ kunne det tydeligt mærkes, at der manglede nogen. I stedet for et Kesi-vers måtte Gilli bruge tid på at dirigere publikums fest – og det er altså ikke nær så engagerende.
‘La Danza’ faldt især til jorden ved fraværet af Branco. Uden Brancos vers blev den ensformig, og den føltes mange takter i træk primært som et loopende omkvæd.
Disse øjeblikke var dog klart i undertal.
Overordnet var Gilli yderst kompetent på scenen.
Han fik vist, at han stadig rapper brandvarmt på numre som ‘Bølgen’, ‘Paid’ og ‘Orale’. Han fik stadig alle følelserne til at rumstere, da han sang de ømme omkvæd på ‘Helwa’, ‘Tidligt op’ og ‘Habibi Aiwa’ – på sidstnævnte gik der nærmest lidt Juice WRLD i den med den skingre ærlighed. Og han gjorde en dyd ud af at bevæge sig energisk rundt på scenen under numre som ‘Romario’, ‘Kender ik i morgen’ og ‘Culo’, uden at det hindrede hans evner som vokalist.
Størstedelen af aftenen var Gilli blot flankeret af en live-dj, en trommeslager og en guitarist, hvor sidstnævnte også assisterede med vokalerne. Setuppet tjente Gillis performance-stil rigtig godt.
Særligt trommerne var jeg vild med – under ‘Romario’ og ‘Baianá’ tilføjede de så meget eksotisk tekstur og gnist, der gjorde, at de sange stod som klare højdepunkter. Guitaristen brillerede især, når vi skulle komme i Spanien-stemning på numre som ‘Rica’ og ‘Peligrosa’.
Dj’en blev ved med at hive vilde tricks frem fra ærmet. Højdepunkter tæller overgangen fra ‘Culo’ til ‘Kopenhagen’, hvor han udnyttede, at der var en ‘Mi Gente’-klingende synthsax på begge numre, og da ‘Verden vågner’ gik totalt amok med svirrende lag af samplede Saveus-vokaler.
Den slags stunder vidnede om en koncert, hvor gæstestjernerne endte med at føles som en lækker dessert, mens Gilli og bandet var fuldt ud i stand til at agere hovedret.
Da Benny og Kesi tilsluttede sig for at afslutte med tretrinsrakketten ‘Under radar’, ‘Elo elo’ og ‘Ibiza’ var det en velfortjent sejrsrunde efter godt og vel 30(!) sange, der i hovedreglen var virkelig veleksekverede.
Kort sagt:
Gilli og hans band leverede en fest, der var fuldt ud i stand til at stå på egne ben – de mange gæstestjerner var blot en bonus.