Hvilken Gilli er den bedste Gilli?
Det tidlige grime-talent? ‘Ækte vare’-gaderapperen? Den innovative afrobeats-artist? Den tropiske Gilli, der leger med genrer som salsa og baile funk? Eller den seneste tids mere klubbede Gilli?
Bare det, at man kan stille det spørgsmål, understreger hvor stilskabende Gilli har været. Den mediesky rapper har ikke bare domineret dansk hiphop og pop de seneste år, han har gjort det på konstant nye måder.
Siden 2022 har han udgivet det globetrottende ‘Carnival’-album, det mere flersidige ‘Suave World’ og senest det klubbede ‘Kiko Club’.
Derudover har han givet sit livs show i Royal Arena, hvor han spillede numre fra hele karrieren. Og til sommer skal han spille på Orange Scene.
Men inden da har han nu fire koncerter i Store Vega den 19., 20., 21. og 22. december.
Det føles altså som et godt tidspunkt at se tilbage på rapperens karriere – hvilket vi har gjort ved at kåre hans 20 bedste sange.
OBS: Vi har valgt at holde fokus på Gillis eget materiale – solosange og numre, hvor han er hovedkunstner. Vi har ikke inkluderet gruppesange (for eksempel Molo eller B.O.C) eller numre, hvor Gilli er gæsteartist. Med andre ord: Ingen ‘Ibiza’.
20. ‘Små børn’ (2012)
En kandidat til Gillis mest undervurderede sang? Den her tidlige perle fra grime-dagene får sjældent særligt meget opmærksomhed, og det er en skam.
For ’Små børn’ viser, hvorfor Gilli var Danmarks nok største raptalent i sine unge dage. Den unge rappers grime-flow gennemborer hver stavelser hårdt og rytmisk, som en symaskine taktfast bombarderer et stykke stof. Der er shoutouts til Skørmand og CTK (aka Hans Philip og Noah Carter), og på omkvædet knækker Gillis stemme nærmest over af indebrændt energi.
Det hele er hæsblæsende og imponerende: Et bevis på råt, lyrisk talent.
19. ‘La Danza’ (2020)
Få sange i rapperens karriere har skilt vandene så meget som Branco-samarbejdet ’La Danza’, hvor han genskaber Danseorkestrets ’Regndans’ fra 1985.
I 2020 vidste vi, at Gilli ikke var bange for at overraske, men her gik han alligevel pop på en måde, de færreste havde forventet.
Altså: Der var 80’er-popreferencer, dancepop-trommer og »åhh-åh«-omkvæd. »Det er Medina gange tusind«, skrev vi lettere chokeret, da nummeret udkom.
Men hvorfor egentlig være chokeret? Gilli er en af Danmarks største popstjerner, og med ’La Danza’ viste han, at han sagtens kan gå i dialog med dansk musikhistorie, samtidig med at han dikterer, hvordan genrers fremtid skal lyde.
18. ‘Ung entreprenør’ (2014)
»Fuck dansk rap, er ikk’ en del af det!«
Sådan lød Gillis kampråb på denne proto-Molosang med de dengang ret ukendte Branco og Stepz. Alt er anti på ‘Ung entreprenør’: Gilli og co. vil ikke være en del af det fine selskab, de vil brænde hele lortet ned.
Lyden er tung drill via et beat af Jens Ole McCoy, og stilen er tilsvarende aggressiv. Gilli har aldrig været en del af den etablerede, selvfede musikbranche, men her lyder han decideret revolutionær: »Fuck et pladeselskab, vi er på gadeplan«.
17. ’Rica’ (2017)
I slutningen af 2010’erne var Gilli frontmand i en tropisk bølge i dansk hiphop. Pludselig rappede alle om at være på caribiske øer med mamacita’er og farverige drinks. Det var Instagram-feriefoto-rap. Og intet nummer indkapslede den årelange tropiske fest i dansk rap som salsa-rapsangen ’Rica’.
Inden ’Ibiza’ blev 2020’ernes evige sommerhit, var ’Rica’ soundtracket til hvad der føltes som hver sommer i slutningen af 2010’erne. Aj-ja-ja-ja.
16. ‘Paid’ (2022)
Denne liste handler om Gilli, og vi skal nok hylde ham rigeligt, men her må vi også bare give lidt anerkendelse til Nicki Pooyandeh, produceren der i mange år har været lydarkitekten bag Gillis fantasifulde idéer.
På ’Paid’ er produceren tæt på at være hovedperson takket være et ondskabsfuldt beat, der bombarderer sanserne med forvrængede stemmer og beskidte lyde.
Gilli rapper i en mørkere, mere mekanisk stemme end normalt – det er næsten lidt campet, som om Gilli er en slags hypeman til Pooyandehs klub-fest. ’Paid’ står som et af de mørkeste og mest klubbede numre i Gillis diskografi.
15. ‘Skarpt lys’ (2023)
Gillis 2023-album ’Kiko Club’ var ikke det ’Carnival’-agtige stilskifte, man måske havde håbet på, men singlen ’Skarpt lys’ antydede, at der var et potentiale i en mere klart poppet, elektronisk lyd.
Gilli kanaliserer det årelange franske forbillede Jul i sine flows, mens Nicki Pooyandeh serverer et beat, der nikker mod eurodance.
Der er i virkeligheden lidt Ukendt Kunstner anno ‘Neonlys’ over måden Gilli kaster sig ud i ren pop og synger om storbyens glimtende lys, der suser forbi udenfor.
14. ‘Baianá’ (2022)
Noget havde ændret sig for Gilli på ’Carnival’. Det var det første album uden rapper-gæsteoptrædener. I stedet kastede han sig til fulde ud i den tropiske danse- og popmusik, han længe havde flirtet med.
’Baianá’ var den perfekte intro til albummet, der indvarslede Gillis globale popstjerne-æra.
Det Nicki Pooyandeh-producerede nummer er bygget op omkring et sample af en live-koncert med den brasilianske gruppe Barbatuques, der blandt andet består af et kor og en jødeharpe. Altså ikke just den type musik, de fleste danske kunstnere rapper over.
Gilli selv fungerer mere som taktfast festdirigent end konventionel rapper. »Jeg har – gjort – det – længe«, synger han, mens beatet gynger og koret kører i baggrunden. Sådan er der altså ingen anden dansk rapper, der lyder.
13. ‘Helwa’ (2016)
De fleste danske rapnumre, der kaldes kærlighedssange, er i virkeligheden mere scoresange. Du ved, numre om en eller anden person på klubben eller sådan noget. Men ikke ’Helwa’.
Gillis sang handler om at han gerne vil finde sig en kone at dele livet med. Hvilket hans mor også synes er en god idé. Gilli formår at sælge dét sentimentale udgangspunkt med en blanding af uimodståelige melodier og uforstilt oprigtighed.
’Helwa’ er også et eksempel på den flersproglige kvalitet, mange af Gillis sange har. Ét vers synges på spansk, mens omkvædet er delvist arabisk. »Taali ya, Helwa« – kom her, søde – lyder det.
12. ‘Miami Vicer’ (2022)
Dette nummer viser, hvor eksperimenterende Gilli var i 2022 – og i hvor høj grad han har levet sig ind i rollen som popstjerne.
‘Miami Vicer’ starter med et ‘Scarface’-sample og lyder generelt som et nummer, der kunne spille på klubben i Miami, hvor Tony Montana og de andre gangstere sniffer kokain og danser under discokuglerne. Det er 80’er-pop med gadedrengecharme – og med et skrålende mandekor på omkvædet.
Netop mandekoret har været et uventet og ekstremt effektivt greb for Gilli de senere år. Hør bare ‘Ibiza’ og ‘Romario’ for flere eksempler.
11. ’Back to Business’ (2020)
De seneste år er Gilli og Branco gledet fra hinanden, men omkring 2020 var de uovervindelige sammen. Ikke kun fordi de skabte hits, men fordi de havde en særlig kemi. Det er især tydeligt på ’Back to Businness’, singlen fra deres storhittende album ’Euro Connection’.
De to rappere kaster bolden frem og tilbage, mens de skifter flows, finder ordspil og eksperimenterer med vokalen. Hør bare hvordan Gillis stemme dirrer, når han siger den fantastiske linje: »Undercover som en uuuu-båd«.
Sjældent har to rappere lydt så langt foran alle andre – de spillede, som Gilli rapper, virkelig skak, mens de andre spillede Uno. Det var et andet niveau.
10. ‘Kender ik’ i morgen’ (2022)
Titlen og stemningen er ren YOLO: Det her er Gillis version af »lev, mens du gør det, elsk mens du tør det«. En hæmningsløs hengivelse til nuet og, i sidste ende, en fejring af livet.
’Kender ik’ i morgen’ er det pulserende hjerte af storværket ’Carnival’. Det er en sang, hvor Gilli dropper at være kølig og fattet og bare kaster sig ud i rusens tusind favne.
9. ‘Langsom’ (2017)
Mod slutningen af 10’erne trak Gilli sig mere og mere væk. Væk fra de i forvejen få medie- og tv-optrædener, væk fra de sidste rester af rap i musikken og væk fra selve det danske sprog. ‘Langsom’, der udkom 31. december 2017, er den reneste og stærkeste af sangene, der kom ud af det.
Gilli vikler så mange sprog og så meget slang ind i teksten, at den knap nok føles dansk længere: »For min dudu, den siger ‘brr brr’ / og deres gabus, den siger ‘gang gang’«.
Men melodierne taler deres eget universelle sprog, og omkvædet på ‘Langsom’ er et af Gillis største. Selv når sproget måske er uforståeligt for mange, er sangens stemning klar og direkte.
8. ’Fissehul’ (2010)
Ét vers.
Mere behøvede Gilli ikke for at melde sin ankomst på den danske hiphopscene. Da vi interviewede rapperen i 2016, fortalte han, at han oprindeligt knap nok gad være rapper. At det dybest set var pinligt.
Men da han endelig prøvede kræfter med det for alvor, på ’Fissehul’ med vennen Kesi, leverede han et af årtiets mest legendariske danske rapvers.
Selv om han ikke selv havde valgt rappervejen, valgte den ham. Her kom en helt ung, ukendt artist, der var »én mand dyb«, kaldte sig »rapgeneral« og havde et klart mantra: »Intet er dybere end loyalitet«. Det her var introduktionen til Gillis årti som dansk raps største kunstner.
7. ’Tidligt op’ (2016)
I 2016 prøvede alle at lyde som Gilli. Den afrobeats-rap, han havde introduceret året før, dominerede hitlisterne. Så manden, der havde startet hele bølgen, valgte – hverken for første eller sidste gang i karrieren – at genskabe sin lyd. ’Tidligt op’ er stadig forankret i afrobeats-lyden, men den er kogt helt ned.
Det er en ballade, der ligesom så mange af Gillis bedste sange kredser om de yngre i kvarteret, der altid kæmper mod overmagten. »Min bror, jeg ved, når nok er nok«, synger rapperen på omkvædet med den blanding af medfølelse og solidaritet, der gør ham så unik.
6. ’Penge kommer går’ (2014)
Når folk siger, at de savner den gamle Gilli, er det ham her, de taler om. Rapperen, der er teknisk overlegen og flowmæssig perfekt, og som leverer den ene legendariske linje efter den anden. Allerede starten på første vers er ikonisk: »Skimask, Air Max, så’ de klar til et rob!«.
Det er en sang om at være en ung, sulten gadedreng, og det er en sang om ikke at acceptere de grænser, der møder én over alt. »Alle små børn kan blive konge, selv om de kom / hen fra beton«, rapper Gilli og leverer nærmest profetien om sin egen vej fra ingenting og helt til tops.
5. ’Vai Amor’ (2019)
Gilli kom fra beton, som han siger på ’Penge kommer går’, men de seneste år er det på alverdens eksotiske øer, han har haft hjemme. Men det fascinerende er, at Gilli ikke bare har siddet på, lad os sige Jamaica, og lavet den samme dancehall-sang om og om igen.
Udover afrobeats-musik har han skabt salsa-rap på ’Rica’ og ’Su Casa’, og så har han lavet mesterstykket ’Vai Amor’, der fusionerer hans danske flows med brasiliansk baile funk.
Resultatet er rapperens bedste dansesang. Et sommerhit, der kommer til at plage vores sommermåneder i mange år endnu. Det her er Gilli på toppen af sine evner som globetrotter, sangskriver og musikimportør.
4. ‘C’est La Vie’ (2015)
Det første danske nummer inden for den genre, der endte med at blive kaldt afrobeat eller afrobeat-rap (ikke at forveksle med den originale afrobeat-genre fra Vestafrika), lød anderledes end alt andet dansk hiphop i 2015.
Sangen ligger nemlig overhovedet ikke i forlængelse af nogen eksisterende hiphoptradition, men er i stedet en mikstur af alle de genrer, kulturer og musikretninger, Gilli hørte i de multikulturelle kvarterer, hvor han kommer fra.
’C’est La Vie’ var et stilskabende hit, der blev efterlignet vidt og bredt, men aldrig overgået. Den gjorde altså, at lyden af dansk musik skiftede. Det er få sange, hvor man kan sige: Det var her, det skete. Det var det her nummer, der ændrede alt. ’C’est La Vie’ er sådan en sang.
3. ‘Knokler hårdt’ (2014)
‘Knokler hårdt’ indkapsler dén fortælling, der går igen så ofte i Gillis oeuvre: Kampen mod fattigdom, ønsket om et bedre liv, loyalitet til de tætteste, mistro mod alle andre.
I sangens første vers bygger hele den række af tanker og følelser op i styrke, og tempoet tiltager, indtil vi til sidst får den store udladning på omkvædet: »Selv om de vil stoppe mig, får de aldrig lov til / at se mig som offer, knokler, jeg går hårdt ind«.
Det er nu eller aldrig, mærker man. Det handler om det hele.
Den Jens Ole McCoy-producerede sang har en form for cinematisk kvalitet, og sangen var da også med på soundtracket til Fenar Ahmads ’Ækte vare’, der har Gilli i hovedrollen. Hele dén films handling – og hele Gillis mentalitet og miljø – er indkapslet i den her ene sang.
2. ’Habibi Aiwa’ (2017)
Hvis der er én følelse, der flyder igennem Gillis virke, så er det håb. Helt fra grime-dagene til nu har hans sange været en form for opmuntrende, opløftende budskaber om, at selv en person, der starter det værste sted, kan nå frem til det bedste.
Og der er nok ingen sang, der er så euforiserende som ’Habibi Aiwa’ og dens optimistiske omkvæd, hvor Gilli nærmest indtager en kærlig storebrorrolle: »Du på toppen, det ved jeg / jeg ville ønske, du vidste det samme«.
Det er en medfølende, håbefuld sang, hvor Gilli lover, at han ser dig, selv når ingen andre gør.
1. ’Orale’ (2015)
’Orale’-produceren Hennedub har tidligere fortalt til Soundvenue, at sangtitlen var noget, Gilli hele tiden gik og sagde. Det var hans udtryk, så hvorfor ikke lade sangen kredse om ordet, han altid brugte?
’Orale’ er altså en form for indkapsling af selve Gillis sprog. En sang, der fra første verslinje (»kig mig ind i øjnene, brormand, hvad skal jeg fortælle?«) inviterer os ind i en betonverden, hvor det kan gå galt hvert sekund, men hvor der også er en form for ømhed over for de yngre, som sangen er dedikeret til i omkvædet.
Som så ofte er det trods mod staten og systemet, kærlighed til de nærmeste og en stålsat vilje til at sejre, der skinner igennem. Det er gademusik, der er fuld af stolthed. Og det er musik, som beskriver et helt miljø – fra dem der sælger, til dem der sidder inde, til dem der går i skole. Det er en verden, der åbner sig op i løbet af sangen.
‘Orale’ er momentet, hvor raptalentet Gilli bliver til den skelsættende kunstner, der har domineret et årti af dansk musik. Sangen, der opstod af Gillis eget ord, endte med at indkapsle ham som artist. Det er 2010’ernes bedste danske hiphopsang.