KOMMENTAR I 2011 lavede alle lige pludselig grime. Uanset om man var startet som r’n’b-sanger, oldschool hiphophoved eller aspirerende gangstarapper, så var grimelyden vejen frem. Kidd optog sine skæve hits i et lille studie på Nørrebro, B.O.C.-rapperne Kesi og Gilli lavede street-videoer på Israels Plads og en ung Hans Philip hakkede hurtigt igennem grime-flows under navnet Skørmand.
Den generation har domineret dansk hiphop siden. Men ikke med grimelyden, selv om kunstnerne i begyndelsen var kendt under paraplybegrebet grimebølgen. De har i stedet fastholdt successen ved at søge væk fra genren, der definerede dem i begyndelsen af karrieren.
I 2017 var afrobeat lige så allestedsnærværende som grime var i 2011. Igen ser vi, hvordan artister, der oprindeligt lavede musik i andre stilretninger, pludselig halvt synger og halvt rapper over de karakteristiske afrobeat-instrumentaler, som blev introduceret af Gilli og produceren Kewan Padré på det stilskabende ‘C’est la vie’ i 2015.
I første omgang var det gaderappere som Sleiman (‘Bomaye’) og Sivas (‘Kun hinanden’), der prøvede kræfter med stilen. Siden er det gået hurtigt: NODE (‘Pakker bare’, ‘De snakker’) er nok den største afrobeat-artist, og i laget umiddelbart under finder man navne som Fouli (‘Mon Poto’) og Pay (‘Lay Lay’). Lidt skævere og mere dancehall-inspireret bliver det hos Omar (‘Viser hende’) og Danni fra duoen DC (‘Afdeling A’). Der er endda kommet satirerappere som Gigis og Henrik Blomme, der parodierer lyden, og Gigis er faktisk produceret af udtrykkets oprindelige arkitekt, Kewan Padré.
De ovennævnte har til en vis udstrækning brugt Gillis formular med stor succes, og alles sange har millioner af streams. Men jo oftere man bruger samme opskrift, jo mindre spændende bliver den. Det ville være naivt at tro, at vi om to år stadig lytter til genfortolkninger af samme sang som i dag. Og når man ser omfanget af artister, der malker den samme ko, kan man ikke lade være med at føle, at tiden er moden til et stilskifte.
Man kan måske se mod grimebølgegenerationen for inspiration. Ukendt Kunstner, Kidd, Gilli, Kesi, Emil Kruse og mange andre startede inden for samme genre, men skylder størstedelen af deres succes til lydskift mod Drake-inspireret, melankolsk hiphop (Ukendt Kunstner), gaderap (Gilli) eller helt andre poetiske drømmerier (Emil Kruse). Hvis afrobeat-rapperne skal have en karriere, når bølgen ebber ud, må de gentænke deres udtryk på en lignende måde.
Til dels er det allerede begyndt. De etablerede stjerner, der dyrkede afrobeat, har lugtet lunten. De er garvede og ved, at en trend er kortvarig. Lydens opfinder, Gilli, har genopfundet formlen, først gennem at skabe en decideret ballade på ‘Tidligt op’, og senest på sommerhittet ‘Rica’, der læner sig mere mod latinamerikanske og caribiske lyde. Supergruppen Molo, som Gilli er en fjerdedel af, er totalt gået uden om afrobeat siden førstesinglen ‘Udenfor’. Sivas var også hurtigt videre og skabte en ny, Future-inspireret lyd med ‘Saucen’ og ‘Ritualet’.
Men hvad med det unge kuld af rappere, der er kommet i kølvandet på den etablerede scene?
Nogle af dem har allerede antydet, at de har et større repertoire. Den somaliske sanger Omar har noget ungt og energisk i sin stemme, der adskiller sig fra afrobeat-vokalens klassiske toneleje, mens Dannis sange nikker mod dancehall eller house. Fouli har vist, at han mestrer emotionel gaderap a la forbilledet 2Pac på ‘Quatro’.
De har oplevet succes, men skal de følge i Kesi, Gilli, Molo og de andres fodspor, må de vise, at de kan bygge videre på det, der gør dem unikke, snarere end at forblive en del af en bølge. De står foran en skillevej.
Læs også: Gilli siger farvel til 2017 med årets sidste single – hør ‘Langsom’