Jeg er ligeglad med, hvad alle siger: Branco og Gillis gendigtning af Danseorkestret er et historisk øjeblik

Gilli og Branco kunne bare have lavet flere gaderap- og afrobeat-hits, og alle havde været glade og streamet på livet løs. I stedet har de lavet en hyperpoppet gendigtning af Danseorkestrets ’Regndans’. Heldigvis!
Jeg er ligeglad med, hvad alle siger: Branco og Gillis gendigtning af Danseorkestret er et historisk øjeblik
Branco og Gilli.

Der mangler ikke WTF-momenter på Gilli og Brancos fællesalbum ’Euro Connection’, der landede onsdag. Tag for eksempel housesangen ’Verden vender’, Gillis britiske bars på ’Believer’ og selvfølgelig Brancos vers om at koge ravioli på ’Money Moves’: »Jeg var i køkkenet, lavede frisk ravioli / du ved den der pasta, den lugter hele boligen / sagde til min young G: Bare luft ud, lige hurtig«.

Men intet moment har skilt vandene så meget som sangen ’La Danza’, hvor de to rappere genskaber Danseorkestrets ’Regndans’ fra 1985.

Dén sang er albummets mest frygtløst poppede og eksperimenterende, og den repræsenterer et af de meget få momenter, hvor to af vort lands største globetrotter-rappere overhovedet virker som om, de kommer fra Danmark. Og netop det gør ’La Danza’ til ikke bare et højdepunkt på ’Euro Connection’, men til et moment, hvor Gilli og Branco anerkender deres status som nationalklenodier.

Det fantastiske ved ’La Danza’ – og andre ægte originale momenter på ’Euro Connection’ – er, at de to rappere virkelig ikke behøver at lave så syrede sange som det her. De kunne bare lave en bunke gaderap- eller afrobeats-bangers, og så ville alle være glade og streame på livet løs. Gilli og Branco behøver ikke at gå pop – de er allerede pop.

Vores anmelder kaldte ’Euro Connection’ for en »sejrsrunde«, og det er udgivelsen også i den forstand, at rapperne er på deres højeste og udgiver et album sammen under et år efter, at de begge udgav deres første soloalbum med storsucceserne ’Kiko’ (af Gilli) og ’Baba Business’ (Branco).

Men samtidig betegner ordet sejrsrunde jo typisk endnu en tur i manegen med de samme virkemidler, som man kender. Og det er det her virkelig ikke.

’Euro Connection’ er et album, hvor der bliver prøvet ideer af, man aldrig troede, man skulle høre i dansk hiphop – og intet sted syrer det mere ud end på ‘La Danza’.

Altså: Hør bare de kitschede dancepop-trommer, der suser afsted, Gillis »wouh wouh«-harmonier eller de dybt corny, men alligvel uimodståelige »nat, nat, nat« og »dans, dans, dans«-gentagelser – hvad i alverden foregår der her? Det er Medina gange tusind! Det er som om, de har taget vores forestillinger om hiphop og pop, krøllet dem sammen, sat ild til dem og sparket dem ind i næste årtusinde.

Netop det, at sangen søger henimod en ny form for stor, poppet lyd, gør også, at den føles helt anderledes end en sang som Suspekts ‘Det go’e’, der decideret sampler ‘Regndans’, men bruger det til at skabe et mere klassisk hiphoptrack. Det gør Gilli og Branco ikke. Det her er alt andet end klassisk rap.

Men det er heller ikke er et gennemskueligt forsøg på et nemt pophit. Det knytter an til pop – både den fra 80’erne, som den blev defineret af Danseorkestret, og nutidens, som den bliver defineret af dem selv. Men ’La Danza’ er ingen af delene, hverken 80’er-pop eller 10’er-rap.

Så hvad er den her sang så? Er der overhovedet ord for, hvad der foregår her?

Det er svært at sige, men det er måske værd at betragte sangen som en form for metakommentar – som et stykke pophistorieskrivning i sig selv. For viser ’La Danza’ ikke netop to rappere, der nikker til det faktum, at de er vores lands største musikere og fortjener et kapitel i dansk musikhistorie, der er mindst lige så langt som dansk popmusiks allerstørste klassikere?

Når Gilli og Branco gendigter ’Regndans’ – og selvfølgelig får den til at handle om at lade det regne med skejs – er det et nyt niveau af pral. Glem alt om dyre ure, dyrere biler og så videre: Det her er dansk musikhistorie brugt for at flexe.

Dét indtryk bliver kun forstærket af, at rapperne normalt er fløjtende ligeglade med Danmark. Altså: Det meste af tiden er de i udlandet, Gilli rappede »fuck dansk rap, er ikke en del af det« på ‘Ung entreprenør’ helt tilbage i 2014, og selve albummet ’Euro Connection’ er eksplicit internationalt.

Så på et album, der handler om at rejse rundt i Europa, og som kun har en enkelt dansk gæst, kigger Branco og Gilli sig kort over skulderen mod Danmark og viser, hvor højt op, de er nået. Det virker som en hilsen; som et lille blink med øjet, der fortæller os, at Branco og Gilli ved lige præcis, hvilken liga de bevæger sig i.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af