KOMMENTAR. Kort inde i den nye DR-dokumentarserie ’Musikrevolutionen’ kommer Pelle Peter Jencel med en spøjs og alligevel rammende sammenligning. Radioværten kæder den danske hiphopscene anno 2010 sammen med de danske farvande i dag, fordi rapmiljøet var så »iltfattigt«.
’Musikrevolutionen’ ser gennem fire afsnit tilbage på den gruppe rappere, der trods branchemæssig iltmangel – modstand og manglende anerkendelse fra de traditionelle institutioner som pladeselskaber, spillesteder, radio og tv – har taget den danske musikscene med storm gennem de seneste 15 år. Og som har gjort hiphop til tidens popmusik.
Det er artister som Gilli, Kesi, Sivas, Ukendt Kunstner og Kidd, som via YouTube-videoer, blogs og massive streamingtal banede deres egen vej uden at skele til de etablerede hiphopstjerner og musikkanaler.
Det er ikke første gang, disse artister er blevet taget under dokumentarisk behandling.
Tilbage i 2012 var Andreas Johnsen for eksempel tidligt på pletten med den vilde og håndholdte portrætfilm ’Kidd Life’. Efterfølgende er historier om den nye hiphopgeneration blevet fortalt i flere lydformater, herunder Pelle Peter Jencels raphistorie-podcastserie ’Den nye stil’, Babak Vakilis personlige podcastfortælling ’Generationen’ og P3’s ’Hvem er…’-portrætserie.
Men det er første gang, en tv-dokumentar breder blikket så meget ud og sætter sig for at genfortælle den store, definitive historie om denne rapbevægelse, der hverken lignede eller lød som de artister, der dominerede hitlisterne før dem.
Påfaldende fravær
Historien i ’Musikrevolutionen’ bliver fortalt af en lang række eksperter og branchefolk: Radioværter, musikjournalister, pladeselskabsansatte, producere og musikformidlere. Her en kort disclaimer for god ordens skyld: Soundvenues musikredaktør, Kristian Karl, er blandt de interviewede.
Fra start bemærker man dog også en påfaldende mangel på kvinder. Ikke én eneste kvindelig rapper bliver nævnt, og kun to kvinder (radioværterne Fie Neergaard og Gry Christensen) medvirker som eksperter.
Man kan dog argumentere for, at kønsfordelingen i dokumentaren mest af alt er et billede på den alarmerende skævvridning af kønsfordelingen i musikbranchen, der næppe er mindre mandsdomineret inden for hiphoppen.
Derudover mangler dokumentaren (nye) udtalelser fra en temmelig afgørende gruppe: rapperne selv.
Der findes allerede en række portrætprogrammer om blandt andet Kesi, Kidd og Sivas, som dokumentaren låner en del fra for at have rappernes perspektiv med. Fenar Ahmads fiktionsfilm ’Ækte vare’ med Gilli i hovedrollen fungerer endda enkelte steder som dækbilleder til interviewudtalelser om rapperne.
Man bør ikke skyde dokumentaren ned af den grund. For folkene bag har tydeligvis haft et andet mål end at bringe rapstjernernes personlige syn på rejsen. ’Musikrevolutionen’ ser rapperne udefra for at tage de analytiske briller på.
Det er som bekendt ofte nemmere at analysere andre end sig selv. Og som et historisk tilbageblik på denne toneangivende musikbølge er serien godt skruet sammen.
Nostalgi-trip
Der er dømt nostalgi for alle pengene i særligt det første af i alt fire afsnit – i hvert fald hvis man blev fan af B.O.C-rapperne og deres åndsfæller tilbage i 2010’ernes tidlige grime-dage, som jeg selv gjorde det i mine teenageår.
’Musikrevolutionen’ udfolder på både underholdende og informativ vis, hvordan disse nye navne truede den etablerede og overvejende hvide rapscene.
Kesi og Gillis ikoniske debutsang ’Fissehul’ (hvis titel dokumentarens medvirkende næsten ikke tør udtale) blev startskuddet til den nye bølge af rappere, der gjorde tingene på deres egen måde og opbyggede hype med hjemmelavede musikvideoer, som røg direkte på YouTube.
Dokumentaren giver også, berettiget, de dengang nye musikformidlende blogs en del af æren. Godt at se, at dokumentaren ikke glemmer deres vigtige græsrodsarbejde.
Tobias ’TBA’ Cadin startede hiphop-undergrundsmediet Spol Op!, der producerede en perlerække ikoniske cyphers sammen med rapmentor og daværende MellemFingaMuzik-manager Ali Sufis Sorte Får Medier.
Samtidig dækkede Droz Daily Steezin, repræsenteret i dokumentaren af den ene stifter, Danijel Drux, de nye rappere med uhøjtidelige og venskabelige videoformater, som talte til et yngre segment end de traditionelle medier.
Andet afsnit er bygget op omkring Sivas’ definerende single ’D.A.U.D.A.’ – bølgens store »point of no return«, som Euroman-journalist Magnus Kraft formulerer det.
Et gennembrud, der havde været lang tid undervejs.
»Der er mange, der tror, det gik hurtigt«, siger Patrick Payberg, tidligere Urban Creative Director hos Sony. Men det var faktisk en hård kamp at få lyd igennem til resten af branchen. Som et rammende eksempel fortæller Payberg, at han som praktikant hos Sony fik ansvaret for ’D.A.U.D.A.’, og at han altså ikke skulle bruge for meget tid på det projekt.
Sjovt nok skulle en biograffilm give den nye hiphopbevægelse det sidste skub ind på mainstreamscenen.
’Ækte vare’-instruktør Fenar Ahmad (der mindes at have set ’Fissehul’-videoen, da den kun havde 346 visninger) får Gilli og de andre rappere op på det store lærred og cementerer dermed deres gryende mainstream-popularitet.
Fremmedord og blakket ry
Det virker i dag helt skudt, at der i sin tid udkom en app, som skulle hjælpe med at forstå den multikulturelle slang, som Sivas’ musik er spækket med. At se DR2-værter forsøge at hakke sig gennem raplyrikkens fremmedord med Gilli til bords i nyhedsstudiet.
Disse scener fra ’Musikrevolutionen’ gør det pinligt klart, at de nye rappere repræsenterede en kultur, som store dele af Danmark aldrig havde set eller hørt før.
»Den del af Danmark, du ikke ser på et postkort«, som Branco rapper på Spol Op! og Sorte Fårs ‘Cypher #11’, og som et af dokumentarens afsnit er opkaldt efter.
De unge, uskolede og til tider lidt for vilde rapstjerner, nogle med en kriminel fortid, blev ikke kun mødt med forundring, men også megen skepsis fra resten af branchen. Særligt når det gjaldt koncerterne.
Medierne var ikke blege for at dække voldelige optrin, når de opstod til rappernes liveshows. Det var med til at få artisterne stemplet som besværlige ballademagere, der kommer for sent og altid vil have alle deres venner med på scenen.
Dokumentarens eksperter forklarer episoderne fra rappernes ståsted, nu hvor de ikke selv har muligheden. De fortæller, hvordan sammenholdet var det vigtigste, på godt og ondt – og derfor skulle hjemmedrengene også med på scenen. Desuden havde ingen lært gadedrengene, hvordan man bør gebærde sig.
Den nærmest punkede vildskab og upolerede energi gik ikke altid lige godt i spænd med resten af musikmiljøet. ’Musikrevolutionen’ understreger kultursammenstødet i en komisk optagelse fra Roskilde Festival, hvor en tydeligt irriteret Kesi himler med øjnene over beskeden om, at det ikke er tilladt crowdsurfe.
Dokumentaren minder os også om, at Tivoli så sent som i 2022 aflyste Fredagsrock-koncerter med Cheff Records, Kato og Ude af Kontrol, fordi de tiltrak samme unge publikum som rapperne Icekiid og Artigeardit, der tidligere oplevede publikumstumult under deres Tivoli-optrædener.
En bemærkelsesværdig forskelsbehandling, som længe har været en realitet på alle landets største scener – ikke mindst på Roskilde Festival, som var særdeles sent ude med at overlade Orange Scene til de nye rapstjerner.
Velfortjent forløsning
2023 var første gang, en brun dansk rapper i form af Kesi headlinede festivalens største scene. Året efter fik Lamin og Gilli som bekendt æren af at spille på Orange.
Netop på grund af branchens og spillestedernes mangeårige lowballing og gennemgående undervurdering af de nye rapnavne, er forløsningen ekstrastor, når artisterne endelig indtager landet største scener.
Klimakset finder ikke sted i ’Musikrevolutionen’s lidt rodede sidste afsnit, som mest fungerer som en (velfortjent) sejrsrunde og hyldest til scenens største stjerner og genrefornyere.
Det kommer snarere i afsnit tre, hvor vi ser Gilli spille en propfyldt Royal Arena op i 2022. Koncerten var ikke bare et stort live-comeback for Gilli efter den pinlige ØreSound-fadæse året inden, hvor han var synligt beruset på scenen. Den var også en milepæl for hele den rapbevægelse, som han repræsenterer.
Dette øjeblik i dokumentaren er direkte kuldegysningsfremkaldende, fordi man inden da, gennem mere end en time, har bevidnet rappernes lange kamp for at sparke en lukket dør ind.
Lige netop her markerer den engang så generte YouTube-rapper sin status som Danmarks største popstjerne. Og hele bevægelsens vej fra undergrund til allemandseje.