’Den sidste stilhed’: Er livet uden internet lykken? Det er spørgsmålet i gudesmuk dansk dokumentar
DOKUMENTAR. Forestil dig et samfund uden wi-fi og smartphones.
Det er realiteten i den lille amerikanske by Green Bank i østkyststaten West Virginia.
I det 35.000 kvadratmeter store område, som kaldes The Quiet Zone, er det forbudt for beboerne at anvende mobiltelefoner og wi-fi – ja, selv mikrobølgeovne er no go. De er nemlig naboer til et mastodontisk radioteleskop, verdens kraftigste faktisk, og det kan ikke tåle de mindste signalforstyrrelser.
Hvad betyder det konsekvente offline-liv for tilværelsen i Green Bank, og kan man overhovedet leve på den måde i dag? Er der ligefrem noget ønskværdigt i sådan et liv, hvor man slet ikke behøver at tage stilling til verdens elendighed, virale fænomener og aldersgrænser på TikTok?
Det er nogle af de spørgsmål, som det dansk-svenske instruktørmakkerpar Kasper Bisgaard og Mikael Lypinski beskæftiger sig med i deres gudesmukke dokumentarfilm ’Den sidste stilhed’, som fik verdenspremiere på Tribeca Film Festival tidligere i år og nu kan streames på DR.
Filmen er dog først og fremmest et indblik i et mikrokosmisk miljø og nogle af de omtrent 50 mennesker, som udgør det.
Der er det meget unge trailer park-kærestepar, som har drømme om et barn, men først når den konstant hashomtågede mand har fået job. Indtil da øver de sig på at være forældre på deres kyllinger. De er som taget ud af fænomenale dokumentarfilm som Bing Lius ’Minding the Gap’ eller Alma Har’els ’Bombay Beach’.
Der er også den skydegale og tidligere FBI-snigskytte, bedstefaren David, som mener, at verdens ende er nær. Han prepper ikke med vand eller transistorradioer, men med våben. 37 af dem for at være præcis. Og han tager sit barnebarn Brionna med ud for at afprøve dem i tide og utide. »Hvad er der ellers at lave? Arbejde, komme hjem og sprænge ting i luften«, som han siger.
Og så er der den ensomme poet Clover, som gennem sporadiske telefonsamtaler med sin kreolske mand i udlandet forsøger at holde en spinkel kærlighed i live. Hun lider af den ikke anerkendte sygdom elektromagnetisk hypersensitivitet (eller det, som Sundhedsstyrelsen kalder el-allergi) og er flyttet til byen, fordi hun ønskede at være et sted, hvor påvirkningen er minimal.
Den brogede flok lever relativt fredeligt i Green Bank, men de er også på dupperne. Mistro til staten gennemsyrer deres tanker, og det må vel næsten have noget at gøre med aliens, det der foregår inde i det lukkede område omkring teleskopet?
Spørgsmålene er mange, men svarene er få i ’Den sidste stilhed’, der mere er optaget af at male stemninger over livets store tanker end af dybdeborende journalistik – kun meget lidt får vi for eksempel at vide om teleskopets reelle funktion.
Det rigtigt interessante for Bisgaard og Lypinski er nemlig at tegne øjebliksportrætter af et USA, der forandrer sig, selv i stilstandens højborg. Her kan alt stå stille, hvis man tillader det – undtagen menneskene, der bor der.
En umådeligt betagende billedside tilfører meditative åndehuller til de plagede skæbnefortællinger. Hjorte græsser på en diset aftenmark, et regnvådt stars and stripes vajer i vinden, og det allestedsværende teleskop troner konstant i baggrunden som et surrealistisk vartegn. Selv den kolos gør instruktørerne smuk med nøje udvalgte vinkler, der fremhæver det arkitektoniske vidunder. Tilsat Uno Helmerssons fremragende originale score skriger filmen på et biograflærred.
Stilen vækker minder om den mesterlige dokumentar ’Før stormen’, som tilsvarende iscenesatte det lille samfund på Mandø og deres udfordringer med udefrakommende påvirkninger gennem en abstrakt billedpoesi.
De flotte billeder i ’Den sidste stilhed’ varsler kontrastfuldt, hvordan The Quiet Zone måske ikke helt er det paradis på jord, som man ønsker at tro. Selv ikke i dette naturskønne, frodige område undslipper man de udfordringer med ensomhed og manglen på kommunikation, som vi oplever i et konstant forbundet samfund.
Udfordringer, der kun er forstærket, da filmholdet vender tilbage tre år efter optagelserne af første del.
For det viser sig, at nogle af indbyggerne er pænt trætte af at være afskåret fra den moderne teknologi, og det pibler frem med internet-hotspots i The Quiet Zone. Dem kører den lokale wi-fi-strisser Chuck rundt og opsporer i sin heftigt udstyrede vogn. Når han finder frem til sine culprits, arresterer han dem dog ikke, men noterer lokationen og sender informationen videre til de rette myndigheder. For det er altså ulovligt.
En af dem, der ikke kan holde sig fra nettet, er den våbenbesatte bedstefar. Han læser op af dagens dommedagsklingende nyheder, som også er kilden til hans voldsomme oprustning.
Var livet i virkeligheden bedre uden den viden og uden de endeløse muligheder?
Det kommer filmen ikke med en endegyldig konklusion på. Heldigvis.
Kort sagt:
’Den sidste stilhed’ har flere spørgsmål end svar, men betager med et nænsomt portræt af et mikrokosmisk amerikansk samfund (næsten) uden internet.