Kys Cillian Murphy som Voldemort farvel: Alt vi ved om den kommende Harry Potter-serie

Harry Potter-kedlen er utæt for tiden, og det siver ud med castingrygter til den helt store guldmedalje. Her er alt, vi ved og ikke ved om den nok mest ventede serie overhovedet.
Kys Cillian Murphy som Voldemort farvel: Alt vi ved om den kommende Harry Potter-serie
Maggie Smith og Daniel Radcliffe i 'Harry Potter og De Vises Sten'. (Foto: PR)

Intet varer evigt – heller ikke filmindspilningerne af J.K. Rowlings Harry Potter-bøger, der ellers har haft ikonisk status for generationer af børn og voksne, især millennials. 

I april sidste år annoncerede HBO, at den magiske fortælling om den bebrillede troldmandsprofet ville blive rebootet i serieformat til Max, og du finder næppe et projekt, der er så ventet og overvåget.

På det seneste er projektet skredet fremad, mens snakken i branchekrogene er taget til. Vi giver dig overblik over, hvad der foregår på Hogwarts-fronten i streaminglandskabet.

Bliver serien noget nyt og anderledes?

»Faithful« var et af de mest fremtrædende ord, da Harry Potter-serien blev annonceret tilbage i april 2023, og selvom der uden tvivl vil komme ændringer med fanmæssig stridslyst til følge, formodes selve handlingsforløbene og karaktergallerierne at følge bøgerne trofast. 

»Serien vil være en trofast adaptation af den højtelskede Harry Potter-bogserie af forfatter og executive producer J.K. Rowling«, skrev Warner Bros i første pressemeddelse, der også lovede, at serien ville »dykke dybt ned i hver af de ikoniske bøger«. Trofastheden består derudover konkret i, at både filmseriens store producer David Heyman og J.K. Rowling har centrale producerfunktioner. 

Mens andre store eventyruniverser som ‘Star Wars’, ‘Game of Thrones’ og ‘Ringenes herre’ ynder at udvikle sig ved at rejse frem og tilbage på fiktive tidslinjer i prequels og sequels, holder Harry Potter-serien sig til sagen. Det bliver en »meget meget specifikt britisk 1990’er-produktion«, fortalte HBO og Max-chef Casey Bloys. 

Hvordan man laver sådan en i 2024, har han umiddelbart ikke uddybet, men klart står det, at HBO-serien ikke har i sinde at pille alt for meget ved de historiske aspekter og for eksempel rykke historien frem til nutiden (Dudley som iPad-møgunge?). 

‘Harry Potter og de vises sten’ (Foto: Warner Bros.)

Serien bliver en genindspilning af samtlige syv bind af J.K. Rowlings bøger, og oprindeligt forventede man, at der ville blive dedikeret en hel sæson til hver bog. Efterfølgende har Casey Bloys dog udtalt, at der er afsat 10 år til serien, hvilket derfor kan opfattes som, at der vil blive dedikeret mere end en enkelt sæson per bog. 

»Vi har otte timer til at fortælle den første bog. Så vi kan grave i de virkelige dybder og sprækker, og hvordan magiens sprog kan udvikle sig«, fortalte showrunner Francesca Gardiner og instruktør Mark Mylod ved en Max-præsentation i London ifølge Gamerant

Optagelserne kommer til at foregå i de samme engelske studier, som filmene er indspillet i, og man skal derfor hverken forvente eller frygte at møde et helt andet Hogwarts. Dog har serien »en større sandkasse«, som Gardiner kaldte det.

Indtil videre griber vi efter strå, når det gælder mere end seriens trofasthed mod forlægget.  

Det eneste, skaberduoen har sagt, er, at der vil blive tid til at komme med ind på læreværelset og »at more sig med Peeves!« med henvisning til poltergeisten Peeves, der i filmene blev skrottet til fordel for andre spøgelser som Næsten Hovedløse Nick og Den blodige baron. Saftige nyheder fra det officielle Harry Potter-fansite.

Hvad har Harry Potter-serien med ‘Succession’ at gøre? 

De to centrale kreative kræfter bag Harry Potter-serien har begge arbejdet på ‘Succession’ som henholdsvis producer og instruktør. 

Francesca Gardiner er seriens showrunner, mens Mark Mylod (der også har instrueret restaurantthrilleren ‘The Menu’) skal instruere flere afsnit og tjene som executive producer. 

Gardiner har dog også arbejdet på ‘Killing Eve’ og måske endnu vigtigere for Harry Potter-opgaven været forfatter på HBO-serien ‘His Dark Materials’, der er baseret på en anden populær fantasy-bogserie – Phillip Pullmans ‘Det gyldne kompas’-trilogi.

Ifølge det officielle fansite harrypotter.com har Gardiner desuden beskrevet sit forhold til J.K. Rowling-universet med følgende ord: »Jeg er en mega-fan på den skøre måde«. 

Francesca Gardiner med en Emmy-statuette for ‘Succession’ i 2024. (Foto: Rodin Eckenroth/WireImage/Getty Images)

Der vides endnu ikke meget om, hvilken vision Gardiner og Mylod har for serien. Men mange formoder, at de ikke frygter de mørke elementer i bogforlægget. 

I en portrætartikel hos Deadline karakteriseres Gardiner som modstander af at »patronisere« børnefortællinger og i den sammenhæng også »desinficere gys«. Derudover fortæller en unavngiven kilde, at hun ikke ser Gardiner som en provokatør, der vil lave røre, men tværtimod har i sinde at »ære bøgerne«. 

På forfatterfronten er Laura Neal indtil videre del af skriveprocessen. Hun har før arbejdet sammen med Gardiner på ‘Killing Eve’ og har skrevet et afsnit af ‘Sex Education’ sæson 1. 

Hvem skal spille Harry Potter? 

Den ikoniske børnetrio, Harry Potter, Hermione Granger og Ron Weasley, bliver formentlig besat af tre komplet ukendte ansigter. 

HBO inviterede børn fra hele Storbrittanien til at smide deres navn i hatten i form af et castingbånd. Det eneste krav var, at man skulle være mellem ni og 11 år i april 2025. Første runde gik ud på at sende en optagelse, hvor børnene skulle klare tre udfordringer: læs et digt op, fortæl om dig selv og en kær (kæledyr var tilladt) og recitér for alt i verden ikke fra Harry Potter-bøgerne. 

Emma Watson, Daniel Radcliffe og Rupert Grint i ‘Harry Potter’-filmene. (Foto: PR)

Både Francesca Gardiner og Mark Mylod har fortalt Deadline, at de modtog 32.000 videoer og gennemgik mellem 500-1000 af dem om dagen. Børneskuespillerne binder sig til en livsopgave på 10 år og kommer som forgængerne Daniel Radcliffe, Rupert Grint og Emma Watson til at være voksne, når serien slutter. Hvem der er blevet valgt – om nogen endnu – er der intet nys om. 

Hvilke voksne stjerner er i spil? 

Der er ingen officielle castinger. Men lige nu er der et hav af gætværk og rygter i omløb. Det tætteste, vi kommer på bekræftede navne, er de kommende arvtagere til Hogwarts-rektor Dumbledore og Severus Snape. 

Til førstnævnte var Oscar-vinder Mark Rylance (‘Bridge of Spies’, ‘The Trial of the Chicago 6’, ‘Bones and All’) først favorit, hvorefter Mark Strong (aktuel i både ‘Dune Prophecy’ og ‘The Penguin’) dukkede op i samtalen som »øverst på casting-ønskelisten« ifølge Varietys kilder.   

Mest rødglødende er spørgsmålet om, hvem der skal stamme sig nederdrægtigt gennem Harry Potters efternavn. 

Foreløbig står den engelske skuespiller Paapa Essiedu til at tage over for afdøde Alan Rickman som professoren i mørk magi. The Hollywood Reporters kilder siger, at Essiedu er blevet tilbudt rollen, selvom de ikke kender noget til egentlige forhandlinger. 

Paapa Essiedu i ‘I May Destroy You’. (Foto: PR)

Papaa Essiedu leverede tilbage i 2020 en fornem præstation i HBO-serien ‘I May Destroy You’ og har siden medvirket i Alex Garlands ‘Men’, tv-serien ‘Gangs of London’ og er i år aktuel i både Netflix-serien ‘Black Doves’ og ‘The Outrun’ med Saoirse Ronan i hovedrollen. 

Der er selvsagt åbenlyse forskelle på hvide Alan Rickman, der var i midten af 50’erne ved filmseriens start, og 34-årige Papaa Essiedu, hvis forældre er fra Ghana. 

Aldersforskellen vidner dog om, at serien faktisk forholder sig tættere til bogforlægget, hvor Snape skal forestille at være 31 år gammel ved bøgernes begyndelse. 

‘Ted Lasso’-stjerne Brett Goldstein er desuden på tale til rollen som Hagrid, der i bøgerne blev spillet af Robbie Coltrane, der gik bort i 2022. Både Rachel Weisz og Sharon Horgan nævnes som nye bud på professor Minerva McGonagall, der før blev gestaltet af for nyligt afdøde Maggie Smith. 

Og så er der Cillian Murphy, der pludselig blev nævnt til rollen som ham, der ikke må nævnes. 

Emma Watson, Rupert Grint, Alan Rickman og Daniel Radcliffe i ‘Harry Potter og fangen fra Azkaban’. (Foto: PR)

En fan bad nemlig den regerende Voldemort, Ralph Fiennes, forholde sig til en fantasicasting, da han gæstede talkshowet ‘Watch What Happens Live’. Fiennes kunne snildt se den irske Oscar-vinder som næseløs dark lord, og det kan vi da bestemt også.

Hvad Murphy synes om ideen er dog mere tvivlsomt – med mindre Christopher Nolan pludselig hægter sig på projektet. I hvert fald er lige Voldemort-rygtet spundet ud af fri fantasi og ikke branchesnak. 

HBO ser lige nu på al den gratis omtale og giver ikke ved dørene: »Vi anerkender, at en så højtprofileret serie vil tiltrække en masse rygter og spekulation. Som vi bevæger os gennem præproduktionen, bekræfter vi kun detaljer, når vi færdiggør aftaler«. 

Kigger nogle af de gamle Harry Potter-stjerner forbi? 

Mens seriens skabere lover, at de er i gang med at samle »den fineste creme af britisk talent« sammen til den nye serie, er adskillige af stjernerne fra det originale cast selvfølgelig blevet spurgt siden annonceringen af serien, hvad de synes om rebootet. Og om de agter at vende tilbage til Hogwarts. 

Selvom et par cameos uden tvivl ville være frygtelig og effektiv fanservice, er det dog næppe et anbefalelsesværdigt spor at ride ned af. 

‘Harry Potter 20th Anniversary: Return to Hogwarts’. (Foto: HBO Max)

Daniel Radcliffe har afskrevet et potentielt visit. Det er ikke mindst svært at forestille sig, at nogle af de tre hovedrolleindehavere skulle være interesseret i at dukke op, da de hver især har taget afstand fra J.K. Rowling, som til gengæld ikke har lagt skjul på sin skuffelser over de gamle børnestjerner

I en snak med People udvalgte forhenværende Neville Longbottom, Matthew Lewis dog sin reboot-drømmerolle. I et potentielt comeback vil han gerne skifte form til varulve-læreren Remus Lupin, mens Lucius Malfoy-skuespiller Jason Isaacs drømte om at spille den computeranimerede husalf Dobby. 

Der er uden tvivl nogle af de gamle stjerner, der er mere motiverede til at genbesøge fortidens succes end andre, da ikke alles karrierer ligefrem er blomstret siden Hogwarts-dimissionen.

Hvor stor er J.K. Rowlings rolle? 

J.K. Rowlings indflydelse lader til at være betydelig. Forfatteren har selv delt på X, at hun er »meget involveret«.

Rowling er i løbet af de seneste par år dog blevet et kontroversielt navn, efter hun har udtrykt sine holdninger i debatten om transkvinders rettigheder i hyppige opdateringer på X. Selvom det har skuffet nogle Harry Potter-fans, lader hendes aktie hos cheferne i underholdningsbranchen dog ikke til at være faldet. 

HBO-chef Casey Bloys har gentagne gange rost og udtrykt begejstring for samarbejdet med Rowling, som han til Deadline for nylig gentog, at han er »totalt komfortabel med«. 

Det er forståeligt nok. Uden J.K. Rowling er der ingen serie, da hun ejer størstedelen af rettighederne til Harry Potter – eksempelvis karaktererne. 

Hvornår får vi serien at se? 

Optagelserne menes at gå igang i juni 2025, og serien står til at få premiere et sted mellem 2026 og 2027, hvilket formentlig betyder, at den rammer i slut-december 2026 og fortsætter ind i det efterfølgende år. Det fortalte HBO-chef Casey Bloys i forbindelse med årets Emmy-uddeling.
 

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af