SOMMERSERIE: DE MODIGSTE FILM I NYERE TID. Jeg husker tydeligt, da ’Harry Potter og fangen fra Azkaban’ åbnede i de danske biografer.
Jeg ved ikke, hvem der stod for distributionen, men deres pr-afdeling havde i hvert fald ramt hovedet på sømmet, for Kinopalæet ved Lyngby Storcenter har aldrig stået så skarpt i min hukommelse som den dag, den tredje filmatisering af min yndlingsbogserie omsider ramte det store lærred.
I gården uden for biografen var der parkeret intet mindre end en blå dobbeltdækkerbus fuldt udsmykket i sit fineste Azkaban-puds. Om det stod sådan til rundt omkring i landet, eller om den ære udelukkende tilfaldt biografgængere i Storkøbenhavn, skal jeg ikke kunne sige, men dette 13-årige Potterhead var bjergtaget.
Med min nyerhvervede filmplakat, gavmildt uddelt af Knight Bus-’chaufføren’, under armen gadedrengeløb jeg ind i salen, satte mig til rette, spilede øjnene op og forberedte mig på at se verdens bedste film.
Men omstillingsparathed var ikke en dyd, denne teenager kunne prale af at besidde. To og en halv time senere forlod jeg biografen, rød i hovedet, arrig, skuffet og ked. Hvad fanden havde den her amatør, Alfonso et-eller-andet, gjort ved min elskede franchise? Hvor var mine bløde farver? Hvor var min eventyrlige atmosfære? Hvor fanden var min Chris Columbus?
Hvad, jeg ikke havde fattet, var, at Columbus – kendt for familiefilm som ’Alene hjemme’ og ’Mrs. Doubtfire’ – havde givet stafetten videre til den mexicanske indie-instruktør Alfonso Cuarón, der i 2001 havde sat sig selv på kortet med sin frivole roadtripfilm ’Y tu mamá también’.
Ikke umiddelbart et oplagt valg til at føre Harry Potter-sagaen videre, særligt ikke i kølvandet på to forholdsvis bløde og ufarlige børnefilm.
Del Toro havde en ven …
Men hvis man nogensinde har påstået, at de mastodontiske filmselskaber aldrig tager nogen chancer, så er ’Harry Potter og fangen fra Azkaban’ den ultimative afkræftelse af det udsagn.
Warner Bros. havde efter sigende ledt vidt og bredt efter Columbus’ arvtager, og, med lidt hjælp fra deres førstevalg, Guillermo del Toro, lykkedes det dem at bugsere Cuarón på plads i instruktørstolen.
’Harry Potter og de vises sten’ og ’Harry Potter og hemmelighedernes kammer’ havde til sammen indtjent lige godt to milliarder dollars – mildest talt en meteorisk succes for filmselskabet. Nu stod de pludselig på tærsklen til et eksplosivt stilskifte, og mon ikke der var nogle høje hatte, der sad på kanten af stolen under produktionsforløbet. Ville fansene tage godt imod en så markant anderledes tilgang til deres elskede Harry Potter-univers?
I Danmark var der i hvert fald én lille dreng, der svarede med et rungende »Nej!«. Og jeg må desværre bittert erkende, at jeg fastholdt den myopiske attitude i mange år derefter. Alt for mange år. Indtil en dag, hvor en af mine venner, langt visere end mig selv, beskrev, hvorfor ’Azkaban’ var hans uforbeholdne yndlingsfilm i serien. Og, som et lyn fra en klar himmel, blev jeg omvendt.
Næste gang, jeg så den, klikkede tandhjulene på plads i mit hoved. Det var mere end en formidabel Harry Potter-film, det var en formidabel film.
Og her er grunden: Alfonso Cuarón havde ikke bare ændret æstetikken på universet, han havde løftet hele seeroplevelsen fra en passiv tilstand til en aktiv tilstand. Det kræver rent faktisk noget af os at se ’Fangen fra Azkaban’ – vi indlever os i historien og karaktererne i en grad, de første to ikke krævede, og det var, set i bakspejlet, af monumental betydning for seriens fremtidige overlevelse. ’
Overgangen fra børnefilm til ungdomsfilm startede her – brat og uden hensyntagen til de snæversynede fanboys som undertegnede. Og det banede vejen for, at Mike Newell og David Yates efterfølgende kunne komme og sætte deres eget unikke præg på filmene.
Et lag af subtekst
’Harry Potter og fangen fra Azkaban’ bliver bedre og bedre, for hver gang man ser den. Den består af så mange små, lækre detaljer, symboler og foreshadowing, at der ved hvert gensyn vil være noget nyt at opdage.
Og så er der et lag af subtekst, som Cuarón mestrer til perfektion. Det er særligt iøjnefaldende gennem det sprog, han og hans fotograf, Michael Seresin, gør brug af, hvor en historie bliver fortalt, eller en følelse bliver vækket, alene gennem kameraføringen, lyssætningen og skuespillernes bevægelser (Cuaróns 2006-film ’Children of Men’ er en masterclass i dette og burde være pensum på enhver filmskole).
Men det kræver, at man som seer er åben over for at deltage i filmens fortælling, for hvis man sidder med korslagte arme og nægter at indgå i den dialog, Cuarón forsøger at skabe mellem afsender og modtager, så er det umuligt at nyde filmen for det, den gør bedst.
Chris Columbus gav os to skønne eventyr i et stilsikkert og børnevenligt format, og det var essentielt for Potter-franchisens overordnede succes: en solid grobund. Men hverken ’De vises sten’ eller ’Hemmelighedernes kammer’ gav et indtryk af en verden, der havde sit eget liv – sømmene var meget tydelige.
Da Cuarón indtog scenen, bragte han en højnet realisme med sig. Sprøde, afdæmpede farver erstattede bomuldsfilteret, et dynamisk, ofte håndholdt kamera tog over for det statiske, og et lag af Brødrene Grimm-lignende, gotisk horror sneg sig ind i kulisserne og rekvisitterne.
Væk var Disney-eventyret med sine bløde kanter og polerede overflade, i stedet stod vi nu over for en fantasyfilm, der tog sig selv og sin genre seriøst uden hverken at tale ned til seeren eller at glemme at gøre plads til legen.
En u-vending
Med ’Fangen fra Azkaban’ var det blændende tydeligt, at en auteur havde overtaget tøjlerne. Og med milliarder af dollars og franchisens videre overlevelse på spil var det på alle tænkelige måder et modigt træk fra filmselskabet.
Et langt sikrere valg havde været dine Steven Spielbergs eller dine Ron Howards, filmskabere der til en vis grad havde kunnet emulere Columbus.
Men heldigvis er der stadig, i ny og næ, plads til de mere vovede beslutninger i de allerhøjeste Hollywood-luftlag. For uden Alfonso Cuaróns indflydelse havde Harry Potter-franchisen set meget anderledes ud – hvis den altså ikke havde lidt en alt for tidligt død som så mange af dens samtidige gjorde (’Percy Jackson’, ’Eragon’, ’Det gyldne kompas’, ’Narnia’ og jeg kunne blive ved).
’Harry Potter og fangen fra Azkaban’ begår en forstyrrende, overraskende, forfriskende u-vending halvvejs igennem en af verdens største og mest indbringende franchises.
Og selvom det krævede et lille årtis tilvænning, så er jeg i dag ikke et sekund i tvivl om, hvilken Harry Potter-film der er min absolutte yndlings.
’Harry Potter og fangen fra Azkaban’ kan ses på HBO Max.