’Saturday Night’: Filmen om USA’s legendariske sketchshow er et hæsblæsende og lidt for kaotisk hellride
’Saturday Night Live’ kender vi i dag som et af de mest velsmurte flagskibe i amerikansk populærkultur.
Men sådan har det ikke altid været. For som man siger: »Ud af kaos kommer orden«. Jason Reitmans nye film ’Saturday Night’ er historien om det indledende kaos op til det allerførste show på amerikansk tv 11. oktober 1975.
Tonen slås an fra første scene. Vi møder en ung, forvildet og forvirret Lorne Michaels (Gabriel Labelle), drivkraften bag ’SNL’, i det frenetiske New York-natteliv foran det famøse Studio H8. Samtidig begynder Oscar-vinderen Jon Batistes atonale jazztrommer deres buldren. En ung billetuddeler, spillet af Finn Wolfhard, spørger, om Lorne er okay, hvortil han svarer: »Det finder vi ud af om 90 minutter«.
Herefter bliver vi anført af Lorne Michaels – og næsten i realtid – taget med om bag kulissen på den tv-historiske premiere. Her møder vi de egocentriske og uregerlige opkomlinge Dan Aykroyd (Dylan O’Brien), Chevy Chase (Cory Michael Smith), John Belushi (Matt Wood) og resten af det kaotiske set, som Lorne tappert forsøger at få til at hænge bare lidt sammen uden en endelig programplan og ved hjælp af sidsteøjebliksløsninger, mens projektørlys falder ned, og folk skrider.
Vi skal forstå, at det ikke bare er et underholdningsprogram, men en ungdomsrevolte på primetime-tv (»et show for dem, der voksede op med at se tv«), som skal til at finde sted. Den gamle garde spøger enten i kulissen som talkshow-vært Johnny Carson eller har bogstaveligt talt deres gammelgrisede diller i spotlyset som variéte-stjernen Milton Berle (J.K. Simmons).
Lorne Michaels reelle test består dog først og fremmest i at overbevise NBC’s talentchef David Tebet (Willem Dafoe) og 50 andre grå mænd i jakkesæt.
’Saturday Night’ er dog ikke en klassisk historisk film med uddybende kontekst om det ikoniske sketchshows tilblivelse. Det er Jason Reitmans forsøg på at indfange den vilde improviserede energi bag ’SNL’, hvor han i midten af 00’erne selv skrev sketches til et par episoder. Det er et hellride på første parket, som i takt med Baptistes febrilske score først stopper, når filmen er slut.
Stiger man på toget, får man til gengæld også en filmmager i virtuost hopla. Ja, der er helt sikkert skelet til Martin Scorsese og Paul Thomas Anderson anno ’Boogie Nights’ i de mange minutter-lange dollyskud og hektiske panoreringer mellem storskrydende karakterer skudt på tidsrammende 16 mm-film. Det er som Aaron Sorkins walk and talk på coke – og ja, det var der meget af på ’SNL’-settet – ikke ulig en film som ’Jobs’.
Allermest kommer jeg dog til at tænke på ’Birdman’ og ’The Bear’-afsnittet ’Fishes’. Efter ti minutter tænker man, hvordan filmen mon holder dampen oppe. Senere bliver det mere et spørgsmål, om den når at falde lidt ned. For hvor Iñárritus Oscar-vinder fra 2014 skifter tempo løbende, og det infernalske juleafsnit trods alt ’kun’ varer 66 minutter, bliver Reitmans tour de force for monoton i længden uden de øvriges emotionelle bund.
Det vilde tempo gør, at filmens mange små historier aldrig tager form. Ligesom vi kun ser brudstykker af prøverne til premiereshowet, får vi også kun en flig her og der af det selvdestruktive komikergeni Belushis frygt for at blive en bredt kendt stjerne eller et antydet trekantsdrama mellem Lorne Michaels, Dan Aykroyd og manuskriptforfatter og Michaels’ daværende hustru Rosie Schuster, spillet af Rachel Sennott.
I stedet får vi mere et overfladisk who’s who over aktører bag og foran scenen, som nok mest er interessant for et amerikansk publikum, og et fokus på de mange hyldestgørende og retrospektive ’hold kæft, hvor var de sjove’-scener: scener med Chevy Chase eller John Belushi på slap line, mens teknikere, makeupfolk og medcast klasker sig på lårene af grin.
’Saturday Night’ er værst, når den føles som at blive kastet rundt til en fest med gæster høje på snappy sarkasme og lommerne fulde af jokes. Og sådan var det måske også på settet – men så skulle man nok have været der.
Instruktør Jason Reitman blev i slutningen af 00’erne anset som en af de mest interessante nye amerikanske filmskabere efter at have lagt voldsomt stærkt ud med de Oscar-nominerede ’Juno’ og ’Up in the Air’ og i det hele taget bevist sig som kronikør af moderne (hvide) amerikanere og deres udfordringer/uperfektheder i livet og med en ferm hånd til at skrive kyniske ironikere med en hjertelighed i kernen.
Siden har Reitman dog kæmpet med at finde fodfæste og har med sine seneste projekter valgt at gå i sin far, afdøde Ivan Reitmans, fodspor med først den udmærkede ’Ghostbusters: Afterlive’ og nu ’Saturday Night’, som følger flere af farmands venner og kolleger som unge.
’Saturday Night’ kommer formentlig ikke til at stå tilbage som en af Jason Reitmans bedste. Til gengæld kan den meget vel blive en af den slags ’før de blev berømte’-film, som ’American Graffiti’ og ’Dazed and Confused’ har været tidligere. For hold nu op et ensemble af nogle af tidens mest interessante unge skuespillere, som Reitman har samlet.
Foruden allerede nævnte LaBelle, som spillede unge Steven Spielberg i ’The Fabelmans’, og den allestedsnærværende Sennott finder man blandt også knuselskelige Nicholas Braun (’Succession’) i en dobbeltrolle som Muppets-skaber Jim Henson og eneren Andy Kaufman, mens Cooper Hoffman (’Licorice Pizza’) som produceren Dick Ebersol understreger, at han slægter sin far Philip Seymour på, når det kommer til tilstedeværelse.
Selv et glimrende cast kan dog ikke helt redde ’Saturday Night’ fra at ende som et stilstudie mere end en nærværende og gribende kamp mod uret og imod den generation, der kom før. Et gennemgående tema i filmen er, at ingen – selv ikke Lorne Michaels – ved, hvad ’SNL’ bliver for størrelse.
Lidt den samme uklarhed kan man anklage Reitmans film for.
Kort sagt:
Filmen om ’Saturday Night Live’s urpremiere er som at være fanget i en godt to timer lang hæsblæsende rutsjebanetur fyldt med kaotiske sving og lattermilde loops, hvor man godt kunne have ønsket sig et par pauser for at komme mere ind under huden på de kendte medpassagerer.