I 2024 gjorde poppens nye hellige treenighed musikscenen til et sjovere og friere sted

ÅRET DER GIK. Jeg kan ikke mindes, at vi nogensinde har fået så mange store albumudgivelser fra popmusikkens elite som i år.

Først kom Ariana Grandes ’Eternal Sunshine’ og Beyoncés ’Cowboy Carter’ i marts, så bragede blockbusteren ’The Tortured Poets Department’ af Taylor Swift ind over os i april. Maj måned bragte os så Dua Lipas ’Radical Optimism’ samt ’Hit Me Hard and Soft’ af Billie Eilish.

Også den lidt ældre popstjernegeneration gjorde sit via en række comebackplader af 00’ernes største navne. Jennifer Lopez udgav ’This Is Me… Now’ i februar, så landede Justin Timberakes ’Everything I Thought I Was’ i marts, mens Katy Pery ventede til efteråret, og udgav ’143’ i september.

Alle de mange udgivelser har kæmpet om ilten i musikverdenen. Jennifer Frydensbjerg Lehmann kaldte det »poppens ’Hunger Games’« i en kommentar hos Soundvenue i foråret.

Hvem kom så ud som vinder af den store overlevelseskamp på popscenen?

Faktisk tre navne, der slet ikke blev nævnt som deltagere i kampen.

Et undertippet trekløver

I et år, der lignede de etablerede superstjerners store dyst om kronen, var det i stedet tre undertippede navne fra periferien, der greb deres chance, og endte med at forme året.

I 2024 fik musikken en ny »hellig treenighed« som Charli XCX formulerede det, da hun selv, Chappell Roan og Sabrina Carpenter alle blev booket til næste års Primavera Festival i Barcelona.

Formuleringen er nok slynget ud med et glimt i øjet, men i år var de tre musikere virkelig dem, der prægede popmusikken mere end nogle andre.

Jo, okay, selvfølgelig var Taylor Swifts monstrøst succesfulde ’The Tortured Poets Department’ – for ikke at tale om den rekordsmadrende ’Eras’-tour –ikke til at undgå, og Billie Eilish er større end nogensinde efter det bjergtagende ’Hit Me Hard and Soft’.

Men skal man tale om hvem, der for alvor var centrale for samtalen om popmusik i 2024, er navnene Charli, Chappell og Carpenter. De gav med deres musik og deres fortolkning af rollen i spotlyset nye retningslinjer for, hvordan popstjernerollen ser ud for fremtiden.

Chappell Roan storhittede med ’Good Luck Babe!’, og formåede at genintroducere diva-personaen i popmusikken – denne gang som frygtløst queer drag queens-performer.

Rasmus Weirup har beskrevet hende som en popstjerne, vi ikke har set siden Lady Gagas storhedstid i et portræt her hos Soundvenue. Nemlig en stjerne til outsiderne, der samtidig ser popstjernerollen som en performance.

»Chappell Roan synger til dem, der som barn ikke kunne se ’101’ dalmatinere’ uden at fatte sympati for Cruella de Vil«, skrev han.

Chappell Roans drag queen-diva er et udkast til en ny type popstjerne, der samtidig nikker tilbage til beslægtede stemmer som Lady Gaga og Cyndi Lauper.

Samtidig har Chappell Roan gjort op med den toksiske fankultur, der har vundet frem de seneste år. I løbet af 2024 har hun insisteret på sin ret til ikke at blive stalket og forfulgt. Det er lyden af en popstjerne, der tør sige fra.

Nye fortolkninger af popstjernerolen

Ligesom Chappell Roan reintroducerer divarollen, har Sabrina Carpenter fortolket en velkendt popstjernerolle fra en ny vinkel.

På overfladen er Sabrina Carpenter endnu en poleret popstjerne fra fabrikken. Hendes karrierevej fra Disney-barneskuespiller til popstjerne er lidt for oplagt, hendes image er lidt for lyserødt og hendes sange lidt for glatte.

Men Sabrina Carpenter gentænker popstjernerollen – og gør ting, fortidens popstjerner ikke turde eller kunne.

Soundvenues Alma Marie Rechnagel Johansen har beskrevet Sabrina Carpenters visuelle æstetik sådan her: »En unapologetically girly popstjernestil, der minder om start 2010-popstjerner som Katy Perry og Ariana Grande, men også gode gamle Baby Spice«.

Men hvor sådan en Baby Spice-rolle historisk set udtrykte, at popstjernen var uskyldig og underdanig, er Carpenter det modsatte.

Hendes sange er eksplicit seksuelle og fyldt med ordspil og dobbeltbetydninger, der både er virkelig sjove og virkelig beskidte.

Carpenters tilgang til popmusikken er nok bedst indkapslet i hendes virale outroer til sangen ‘Nonsense’, hvor hun i løbet af året freestylede ofte enormt eksplicitte tekster om de byer, hun var i.

Hos Sabrina Carpenter må popstjernen gerne have det sjovt, have (gisp!) sex og bagefter skrive sange, der ikke nødvendigvis forarbejder oplevelserne men i stedet udpensler dem frydefuldt med humor og stikpiller.

Carpenter sukker over mænds manglende grammatikevner på ‘Slim Pickins’, svælger i en anden kvindes jalousi på ‘Taste’ og skildrer den daværende kæreste Barry Keoghan som pinlig »motherfucker« i ‘Please Please Please’.

Det må gerne være lidt ondskabsfuldt, for det hele skal jo ikke være så skide alvorligt hele tiden, vel?

Sabrina Carpenters tilgang udspringer faktisk af, at hun i første omgang blev mere berygtet end berømt, fordi hun figurerede som other woman i Olivia Rodrigos tekster. På sidstnævntes gennembrudshit, ‘Driver’s License’, var hun – i hvert fald ifølge internettet – den onde kvinde, der stjal Rodrigos kæreste.

Ikke lige et optimalt udgangspunkt, for normalt skal popstjerner være likeable. Men Sabrina Carpenter har gjort skurkerollen til sin egen. Og i en verden, hvor popstjerner tit underlægges krav om at være uproblematiske og perfekte, er det både originalt og tiltrængt.

En ny orden

Det har været året, hvor det blev okay at være uperfekt, sloppy og uhøjtideligt anlagt, og, ja, nu skal vi tale om ’Brat’.

Der er allerede skrevet meget – måske for meget, hvis vi skal være ærlige – om Charli XCX’s hovedværk, der har defineret 2024 mere end noget andet album.

Vi behøver ikke at gennemgå tracklisten endnu en gang, eller tale om, hvad ’Brat’ egentlig er, eller hvad coverets farve repræsenterer.

Vi kan måske her nøjes med at sige, at Charli XCX sammen med Sabrina Carpenter og Chappell Roan satte en ny dagsorden i popmusikken, og gjorde musikscenen til et lidt sjovere og friere sted at være for kvindelige artister.

I 2024 behøvede popstjerner ikke at være perfekte dydsmønstre. I stedet blev de hyldet, når de var sig selv. Det er værd at fejre.