ANALYSE. Charli XCX manifesterede nærmest sin skæbne, da hun i foråret sang »I went my own way and I made it« på singlen ‘360’ fra det, der nu går for at være hendes hovedværk, albummet ‘Brat’. For hvis der er nogen, der har haft sommeren 2024 i sin hule hånd, er det Charli.
Farven grøn, grynede, Helvetica-lignende bogstaver og flabet attitude var alt, der skulle til, for at hele verden erklærede sommeren 2024 for ‘brat summer’.
En sommer, hvor det blev populært at være alt andet end svigermors drøm. Et mess i hvid tanktop uden bh, som Charli selv har beskrevet æstetikken. Et modsvar til den herskende clean girl-æstetik, hvor perfekt fugtet hud og en sund glød måtte vige pladsen for daggammel makeup, fedtet hår og tømmermænd for tredje dag i træk.
Charlis marketingstrategi har været genial: Hun leverede et album, en farve, en skrift og sin karakteristiske attitude, og så klarede omverden resten. Opskriften har været så simpel, at alle kunne være med, og der har været koder, ligegyldigt hvor man kiggede hen.
Guderne skal vide, at jeg ikke længere kan kigge på en grøn agurk i supermarkedet, uden at min hjerne hvisker ‘Brat’, og et »bumpin’ that«-ekko begynder at spille i baghovedet. Hver gang jeg ser en grøn bil, siger jeg ufrivilligt albumtitlen højt.
Jeg har set garn blive lanceret i farven ‘brat summer’, Kamala Harris er åbenbart en kæmpe ‘Brat’, og jeg kendte heller ikke til knallerttræf i Hakkemosen, indtil forbipasserende begyndte at dele deres skriggrønne plakater på sociale medier.
Men det skal jeg love for, at jeg gør nu. For Hakkemosen er so brat.
Pophungrende møgunger
Succesen for ‘brat summer’ vidner om, at verden har haft brug for noget eller nogen, der gjorde det okay ikke at være perfekt. De seneste år har poplandskabet været domineret egenhændigt af den ufejlbarlige og næsten overmenneskelige Taylor Swift, der på mange måder er æstetikkens diametrale modsætning.
Måske derfor har det også været de pophungrende møgunger, der har været særligt klar til at byde ‘brat summer’ velkommen? Dem, der hellere ville lave stick-and-poke-tatoveringer end friendship-bracelets?
Om ikke andet har Charli har været den perfekte bannerfører. Hendes kompromisløse ‘Brat’-attitude har givet plads til karaktertræk, man normalt ville gemme væk: jalousi, arrogance, opmærksomhedssyge, næsvished, tømmermænd, kaos og trashy outfits.
‘Brat’ er den anti-pleasende, sassy sidekarakter i bøger, film, musik og tv, der endelig har fået lov til at lege main character – den grønne powerpuff-pige, Disgust-figuren fra ’Inside Out’, Jessa fra ’Girls’, Allan Fischer.
Charli tillod os alle at sætte barren lidt lavere og frigøre vores indre møgunge, samtidig med at hun blotlagde de sårbare følelser, der ofte gemmer sig bag en møgunges skødesløse ydre.
Tag bare ‘The Girl, So Confusing Version with Lorde’, hvor de to popstjerner, der ofte er blevet spillet ud mod hinanden, går til bekendelse og blotlægger al deres usikkerhed og jalousi på tre minutter. Eller ‘I Think About It All the Time’, hvor party girl-Charli er i tvivl om, hvorvidt hun ønsker at blive mor.
’Brat’ fremhævede så mange nuancer af, hvad det vil sige at være en ung kvinde, og nok derfor har så mange kunne læse sig selv ind i dens bekymringsløse sommer.
Og selvom amerikanske Pitchfork erklærede ‘brat summer’ død, da Kamala Harris tog begrebet til sig, tror jeg, der er al for meget uforløst kvindelig kaosrytterenergi på internettet til, at det kan være ovre allerede nu.
Mere end et meme
Men okay, hvad der for nogen var et meme eller en hurtig vej til en fed valgkampagne, har for Charli XCX været en kæmpe milepæl i hendes karriere.
På trods af at være blevet kaldt poppioner har hun i mange år stået på sidelinjen af mainstreamen med én fod indenfor og den anden plantet i et langt mere nichet hjørne af elektronisk pop. »I’m famous but not quite / But I’m perfect for the background / One foot in a normal life«, som hun synger på ‘I Might Say Something Stupid’ fra ‘Brat’.
Charli har altid været åben omkring sin mærkelige plads som popstjerne, og derfor undte man hende virkelig det kommercielle gennembrud, der (lidt uventet) kom med ‘Brat’. Især fordi det skete, da hun lavede et af sine mest personlige og kompromisløse album til dato.
Jeg vil ikke gatekeepe Charli XCX eller være typen, der er bitter over, at folk først har fået øjnene op for hende nu. Men damn it, det er jeg! Hvilket faktisk måske er ret ‘Brat’ at indrømme?
Men mere end jeg er bitter, er jeg nok bare bekymret for, at Charli i den brede bevidsthed vil blive husket som ’hende med det der meme’. For uden hendes vilde musikalske talent havde der aldrig været nogen ‘brat summer’.
Jeg håber og drømmer om, at folk dykker ned i hendes mange vidunderlige album, der har gjort hende til så mange kunstneres favourite reference. Siden midten af 2010’erne har Charli leveret kantet, banebrydende popmusik, og der er så mange sange, der fortjener samme opmærksomhed som ‘Brat’.
‘Brat summer’ var lige, hvad både verden og Charli XCX havde brug for. Lad os også bare få et ‘brat fall’ eller måske endda en ‘Vroom Vroom’-vinter.