»My name is Chappell Roan. I’m your favorite artist’s favorite artist. I’m your dream girl’s dream girl. And I’m gonna serve exactly what you want: CUNT!«
Sådan lød det, da den amerikanske popstjerne Chappell Roan spillede en af årets allermest hypede Coachella-koncerter. Med flammende rødt hår og lyserøde, pailletbeklædte sommerfuglevinger lignede hun den larger than life-superstjerne, som hun tydeligvis i det øjeblik havde besluttet sig for at være. Et sted mellem drag queenens glamourøse kitsch, WWE-wrestlerens flamboyante aggressivitet og Hannah Montanas forklædningsspil.
Chappell Roan repræsenterer en type popstjerne, vi nærmest ikke har set, siden Lady Gaga i 2016 erstattede kødkjoler og skulpturelle couture-kreationer med cowboybukser og forsøgte sig med et countryalbum: Nemlig popstjernen som en bombastisk, uvirkelig persona, der forstår det dragende ved demonstrativ kunstighed.
Det er en persona, vi ikke ser meget til i et poplandskab, der i flere år i høj grad har været formet af Taylor Swifts til stadighed mere efterårsagtige, sepiatonede univers og Billie Eilish, der med sin inderlige hvisken altid lyder, som om hun er i gang med at betro lytteren sine dybeste hemmeligheder. To fremragende popkunstnere, uden tvivl, men utilnærmelige og divaagtige er de ikke.
Popmusikkens credo anno 2024 er ærlighed og autenticitet. Men Chappell Roan går den modsatte retning.
Titanernes kamp
Med Chappell Roan ser vi det seneste slag i en uendelig, dikotomisk kamp mellem det autentiske og det ekstravagante, som altid har været en af popmusikkens mest definerende og basale drivkræfter.
En tur gennem popmusikkens arkiv minder én om, hvordan 50’ernes uskyldsrene, sødmefulde popstjerner som Doris Day og Debbie Reynolds i 60’erne blev efterfulgt af divaen Barbra Streisand, der ankom direkte fra Brooklyns natklubber iført kraftig sort eyeliner og alt godt fra genbrugsbutikken, pigegrupper som Ronettes og Shangri-Las med deres sorte læder og motorcykler og ikke mindst Janis Joplin, der inkarnerede forestillingen om stjernenernes ekstreme, farlige dekadence.
70’erne – singer/songwriternes storhedstid – så en tilbagevenden til inderlig ærlighed med blandt andre Carly Simon og Carole King som generationsdefinerende kunstnere, inden Madonna bragede igennem med performativt storhedsvanvid og utæmmet seksualitet. I 90’erne fik den autentiske direkthed med Alanis Morissette endnu en sejr, inden 00’erne bød på Britney Spears, Rihanna og senere Lady Gaga.
Når Chappell Roan på Coachella udråber sig selv til at være din yndlingskunstners yndlingskunstner – og din drømmepiges drømmepige – ser jeg divaarven fra Streisand til Gaga blive løftet på ny.
Popstjernen som drag queen
Det er ikke tilfældigt, at mange af disse kvinder hører til blandt de mest hyppigt efterlignede af drag queens. Som alle andre kvinder, der falder i den kategori, repræsenterer de en ukunstlet, men performativ leg med køn og seksualitet, der på én gang er androgyn og dybt feminin.
Det samme gælder Chappell Roan. Primærteksten, når det kommer til Roans sublime popstjerne-drag, er hendes liveoptrædener, hvor hun med sin dramatiske tilstedeværelse altid tilfører sine sange den ubestemmelige, enigmatiske divaaura, som hun på scenen er så dygtig til at formidle.
Det gælder hendes Coachella-koncert, og det gælder også hendes Tiny Desk-koncert, der i min optik hører til blandt de bedste i formatets historie. Her formår hun på én gang at sitre af intensitet og at fremstå mystisk og fraværende, som om hendes kridhvide, kabuki-inspirerede ansigtsmaling er en maske, som skærmer hende mod det publikum, der desperat ønsker at lære hende at kende. Hun nægter at være tilgængelig eller ægte.
Her synger Chappell Roan til dem, der som barn ikke kunne se ‘101 dalmatinere’ uden at fatte sympati for Cruella de Vil. Hun synger til dem, der er beriget med den særlige sans – en gave, som ikke mindst tilfalder LGBT-miljøet – for at spotte det tragiske hjerte bag divaskurkens rustning af pelsfrakker, lange cigaretrør og skønhedselskende ondskab.
Den manglende tilstedeværelse gør i Tiny Desk-koncerten en sang som den bitre hjertesorgsballade ‘Casual’ – om kæresten, der fortæller alle, at de to bare er, ja, casual – uendeligt gribende. Nogle gange virker divaagtig utilnærmelighed endnu mere følelsesmæssigt potent end inderlig oprigtighed.
Succesens pris
Det er tydeligvis ikke kun mig, der synes, at den slags kan virke kraftfuldt. I en nyligt viral video ser vi en overvældet og rørt Chappell Roan på scenen. Mens fansenes øresønderrivende skrig lyder fra alle sider – »we love you!« – tørrer hun tårer væk fra øjnene og siger med en grødet, knækkende stemme:
»Jeg vil være ærlig over for jer. Jeg føler mig bare lidt off i dag, for jeg synes, at min karriere går rigtig hurtigt, og det er virkelig svært at følge med. Det her er alt, jeg nogensinde har ønsket mig, men det er bare tungt nogle gange«.
Det er svært at fortænke hende i at have det sådan, for hendes karriere er mildest talt stukket helt af i løbet af de sidste par måneder.
Den astronomiske, overvældende succes, som hun lige nu oplever, har ellers ladet vente på sig. Da hun debuterede med den dystre, alt-poppede ep ‘School Nights’ helt tilbage i 2017, var det til stort set ingen opmærksomhed, og skønt sidste års debutalbum ‘The Rise and Fall of a Midwest Princess’ blev taget væsentligt bedre imod, var der næppe mange, der forestillede sig, at Roan snart ville være en af tidens mest omtalte stjerner.
Men sådan blev det. Godt hjulpet på vej af et opvarmnings-gig på Olivia Rodrigos ’Guts’-verdensturné og et hav af virale videoer på TikTok og X er publikumsmasserne nærmest vokset eksponentielt fra koncert til koncert. 16. juni i år nåede ‘The Rise and Fall of a Midwest Princess’ endelig top-10 på de amerikanske hitlister – ni måneder efter udgivelsen.
Det er forståeligt, at Roan er overvældet, men hun bliver nok nødt til at vænne sig til succesen. For tiden er tydeligvis moden til, at popdivaerne atter skal gå deres sejrsgang på popmusikkens promenade.