Hvor passer Dua Lipas feel-good musik ind i vores feel-bad verden?
Sådan spurgte The Washing Post for nylig i en anmeldelse af Dua Lipas splinternye album, ‘Radical Optimism’ – et album, der gennem 11 iørefaldende popsange sigter efter at levere earcandy til dansegulvet og bilradioen.
Ligesom The Washington Post blev jeg hurtigt fascineret af, hvor langt væk fra tidens ofte dystre og melankolske grundtone, Dua Lipas album føles. I en tid, hvor de fleste popstjerner tilsyneladende er lige så desillusionerede, frustrerede og nedtrykte som alle os andre, er det forfriskende med én, der fortsat leverer ukomplicerede, opmuntrende popsange.
Forfriskende, hvis ikke ligefrem nødvendigt.
Et espressoshot med to sukkerknalder
Den simple, ukomplicerede popsang er nemlig en form for musik, der opfylder en helt specifik funktion. Som et lille espressoshot med to sukkerknalder i skal den løfte stemningen, åbne for tilstrømningen af dopamin og bringe fornyet energi.
Disse sange sætter kroppen før intellektet, handler uden at tænke og tillader sin lytter at nyde uden at yde den mindste indsats. Og så skaber de et inkluderende rum, hvor folk kan nærme sig hinanden.
Musikken, der kan det, har der alle dage været et behov for. Mens 1800-tallets musik i dag ofte forbindes med Chopins melankolske nocturner og Wagners monumentale, overvældende operaer, er det nok sandsynligt, at wienermusikkens muntre små polkaer, valse og marcher har været at foretrække, når det til ballet blev tid til at bejle til en potentiel udkåren gennem en dans.
Og mens Miles Davis’ fusionseksperimenter og Ornette Colemans’ frenetiske improvisationer bestemt besidder mere street-cred i jazzcirkler, tror jeg alligevel, at Benny Goodmans festlige, energiske swing egner sig bedre til et glas vermouth.
Fredagsbaren, sommerfesten og frisørsalonen er alle steder, som kalder på letfordøjelig feel-good musik, der stryger sin lytter med hårene og ikke kræver nogen nævneværdig koncentration eller omtanke. Og enhver, der har set et helt værtshus bryde ud i dans og fællessang til Whitney Houstons ‘I Wanna Dance With Somebody (Who Loves Me)’, ved, at popsangen er en af samfundets eneste reelle demokratiske bastioner.
Få ting formår på samme måde – for et øjeblik – at forene på tværs af forskelle og uenigheder.
Tre minutters perfektion
Når ukompliceret popmusik er allerbedst, er der nærmest intet, der er bedre.
Musikhistorien gemmer på en lang række af popsange, der opfylder deres funktion med så meget bravure, at de fremstår intet mindre end magiske – popsange, der er så perfekte, at det ikke er til at begribe, at menneskeligt arbejde og ikke guddommeligt design står bag dem.
Det gælder sange som The Ronettes’ ‘Be My Baby’ og The Supremes’ ‘Stop! In The Name of Love’, der på et øjeblik indkapsler teenageforelskelsens bittersøde ekstase. Det gælder Serge Gainsbourg og Jane Birkins på én gang elegante og snuskede ‘Je t’aime moi non plus’ og France Galls nærmest nuttede yé-yé-klassiker ‘Laisse tomber les filles’.
Det gælder Donna Summers euforiske ‘I Feel Love’, Sandras sublimt kitschede euro-pop-genistreg ‘Maria Magdalena’ og et city-pop-mesterværk som Tomoko Arans ‘Midnight Pretenders’. Det gælder Kylie Minogues ultraminimalistiske, maskinelle ‘Can’t Get You Out Of My Head’ og Nelly Furtados drømmeagtige ‘Say It Right’.
Det gælder hits som Madonnas ‘Into the Groove’, Britneys ‘Gimme More’ og Lady Gagas ‘Pokerface’. Og sange, som burde have været hits som Nicola Roberts’ eksplosive ‘Lucky Day’ og tyrkiske Aleyna Tilkis storslåede ‘Yalan’.
Dette er ikke sange, der er interesseret i at levere eftertænksomme kommentarer til samfundsmæssige problemstillinger eller i at undersøge de dybeste afkroge af det menneskelige følelsesregister. Sangene virker, fordi de blot har ét formål: at gøre dansegulvet, indkøbscenteret, bilen eller køkkenet til et lidt bedre sted i de tre minutter, de varer.
Noget har ændret sig
Ikke desto mindre lader det til, at noget har ændret sig. Den ukomplicerede popsang er på vej ud i periferien og overlades i stigende grad til undergrundskunstnere og B-liste popartister, mens tidens allerstørste stjerner tydeligvis er interesseret i meget andet og mere end at levere koncentrerede skud af musikalsk dopamin.
Taylor Swift er interesseret i at reflektere over det ensomme liv på berømmelsens øverste tinder og at granske ruinerne af sine seneste forliste forhold. Og det er hun gennem hele 31 vellydende, men også monotone sange, der er mere detaljerede end de fleste vidneforklaringer.
Beyoncé er interesseret i at endevende den amerikanske musikhistorie på jagt efter dens fortrængte, afroamerikanske rødder og i at få det konservative, hvide country-establishment ned med nakken.
Ariana Grande er interesseret i at sige »yes, and?« til alle dem, der ser hende som en frygteligt egoistisk homewrecker, og i at vise, at den slags beskyldninger praller af på den, der prioriterer sin mental sundhed og har styr på stjernernes placering.
Og hvis Dua Lipa er én af de få, der er interesseret i at levere uprætentiøse popsange, kunne noget godt tyde på, at lytterne til gengæld ikke altid er interesserede i at høre dem. I hvert fald har det pop-nørdende hjørne af X, som jeg har det med at frekventere, allerede afskrevet ‘Radical Optimism’ som et kikset flop.
Svært er det da også at nægte, at Dua Lipa med ‘Radical Optimism’ ikke har haft samme kulturelle gennemslagskraft som Taylor, Ariana eller Beyoncé har med deres seneste plader. Måske netop fordi det store konceptuelle og personlige narrativ, som de tre brillerer i, mangler hos Dua Lipa.
I en tid, hvor popmusikken i høj grad også handler om den omkringliggende fortælling, bringer Dua Lipa ikke særlig meget til bordet.
Lys forude
Der er dog håb for alle os, der elsker popmusikkens svar på candyfloss.
Ikke mindst i form af Sabrina Carpenters disco-sukkerchok ‘Espresso’, der har givet poplandskabet en solid saltvandsindsprøjtning, og som af flere medier er blevet kåret til sommerens hit. En helt utroligt iørefaldende sang, der lyder som farvestrålende drinks efter en lang, døsig dag på stranden.
Og selvfølgelig med en tekst, der er et lille mesterværk, når det kommer til den særegne kunst, det er at skrive absolut ingenting på den allermest mindeværdige måde. Alene omkvædets »that’s that me, espresso« hører til på den eksklusive pokalhylde af mesterligt meningsløse poptekster, hvor også Carly Rae Jepsens ‘Call Me Maybe’ står og skinner.
At en sang som ‘Espresso’ lige nu går sin sejrsgang på hitlisterne er en lettelse. Verden er nemlig kompliceret og konfliktfyldt nok i forvejen. Popmusikken behøver ikke også at være det.