‘Radical Optimism’: Dua Lipas nye album er alt andet end radikalt – til gengæld er det fyldt med bangers
I et musiklandskab, hvor Beyoncé netop har skrevet den nyeste udgave af U.S. History 101 til de amerikanske college-studerende, hvor Taylor Swifts seneste album lød som 31 ufiltrerede og temmeligt indforståede dagbogsnotater, og hvor Ariana Grande med sine selvhjælpshymner tilbyder poppens svar på krystalhealing, er Dua Lipa et forfriskende bekendtskab.
Således også på sit nye album, ‘Radical Optimism’, hvor hun igen laver fuldstændig uprætentiøs musik til dansegulvet.
»Another girl falls in love / Another girl leaves the club«, lyder det på albummets åbningsnummer, og de ord er nok til fyldestgørende at indkapsle den verden, som den britiske popstjerne tager lytteren med ind i. En verden, der stort set kun udgøres af natklubben og mellemrummet mellem de to hovedpuder, hvor elskende hvisker sweet nothings i hinandens ører.
På den bedst tænkelige måde har Dua Lipa ingen distinkt personlighed ej heller noget dybere på hjerte. Hverken hendes interviews, hendes tilstedeværelse på sociale medier eller hendes sangtekster fortæller ret meget om hende, udover at hun godt kan lide tage på ferie og se flot ud imens.
Heldigvis har kilden til god popmusik aldrig været personlighed, men derimod god smag, og det har Dua Lipa i spandevis. Både i restauranter og i musik.
I et interview med Rolling Stone inden udgivelsen af ‘Radical Optimism’ beskrev Dua Lipa albummet som en psykedelisk hyldest til britisk rave-kultur med inspiration fra Primal Scream, Massive Attack og britpoppens »don’t give a fuck-ness«, som hun selv formulerede det.
Den beskrivelse fik mine forventninger til at stige ret så drastisk, og da jeg første gang lyttede til albummet, skulle jeg lige komme mig over min umiddelbare skuffelse over, at det slet ikke lyder tilnærmelsesvist som nogen af de ting.
Mere end én bestemt lyd lader Dua Lipa til at have været inspireret af rave-kulturens særlige hedonistiske energi, hvor briterne søgte tilflugt på dansegulvet efter Thatcher-æraens neoliberale rædselsregime. Det er antageligt det, hun mener med »radical optimism«, som ellers er en mystisk titel til et album, der er alt andet end radikalt.
Nej, albummet er nemlig hverken radikalt, dybt eller personligt, men det er derimod – ligesom 2020’s ekstremt populære ‘Future Nostalgia’ – fyldt med bangers.
Forgængerens hårdtpumpede synth-disco er skiftet ud med en lige så dansabel, men varmere og mere analog lyd, hvor de elektroniske rytmer og den funk-inspirerede synthbas får selskab af håndspillede trommer, akustiske guitarer, bløde keyboards og – på kærlighedstrekantsdramaet ‘Maria’ – en ret besynderlig fløjte, som jeg stadig lige skal tygge på.
Fremfor at lyde specielt britisk har albummet en distinkt sydeuropæisk lyd, som mest af alt minder mig om start-00’ernes franske popstjerner som Alizée og Lorie, der på samme måde tilførte popmusikken en sepiatonet, solbeskinnet varme, som man nemt kan drømme sig væk i.
Når ‘Radical Optimism’ er allerbedst, minder det mig om bilferier sydpå – vinduerne åbne og radioen for fuld udblæsning, sodavandsis på tankstationernes brændende asfalt, en duft af solcreme og benzin. Det gælder især sange som afslutningsnummeret ‘Happy For You’ og ‘French Exit’ – en øjeblikkelig ørehænger, hvor Dua Lipa forsøger sig med et charmerende bud på en fransk udtale.
Et andet højdepunkt er albummets første single, ‘Houdini’, som med filmiske synth-passager og et nærmest messende omkvæd er en af årets allermest velkomponerede popsange.
»Catch me or I go Houdini«, synger Dua Lipa i teksten, som er et godt eksempel på en bestemt type popsangskrivning, jeg sætter utroligt højt. Et fokus på musikalitet over betydning, teksten som et system af løst definerede tegn, som giver mest mening, hvis man ikke tænker over dem.
Det er en form for sangskrivning, der godt kunne gå hen og forsvinde til fordel for Swifts selvbiografier eller Beyoncés afhandlinger. Godt vi har Dua Lipa til at holde traditionen i hævd.
Kort sagt:
I et musiklandskab, hvor poppen til stadighed bliver mere og mere konceptuel og selvrefererende, indtager Dua Lipa efterhånden en helt unik position. ‘Radical Optimism’ er fyldt med solbeskinnede hits, der er skræddersyet til dansegulvet og bilradioen.