Blandt de kunstnere, der i den forgangne weekend blev indlemmet i den berømte Rock & Roll Hall of Fame, var Cyndi Lauper – den stilskabende popmusiker, der står bag ikoniske hits som ‘Girls Just Wanna Have Fun’, ‘Time After Time’, ‘True Colors’ og ‘I Drove All Night’.
Popikonet blev blandt andet hyldet gennem optrædener fra Raye og Avril Lavigne, mens Chappell Roan holdt en rørende tale til sit store idol.
Under sin tale hyldede Roan blandt andet Lauper for at være en musikalsk innovator, et stilikon og en utrættelig fortaler for LGBT-miljøet. Blandt andet gennem nonprofit-organisationen True Colors United, der kæmper for at stoppe hjemløshed blandt LGBT-unge.
»Cyndi eksemplificerer alle de kvaliteter, jeg beundrer hos en kunstner«, begyndte Roan.
»Hun er en født performer og en revolutionerende sangskriver, et evigt modeikon og en stærk allieret. Og fra starten ejede hun hvert et gram af, hvem hun var – det maniske hår, alle de fede fingerløse handsker og den utroligt dynamiske og unikke vokal«.
»Jeg tror, vi alle kan være enige om, at den bedste kunst kommer fra de mest autentiske mennesker. Når kunstnere forbliver tro mod sig selv – selv når nogle mennesker siger, at de er for meget, for højlydte, for excentriske eller alt det ovenstående – bliver den ærlighed deres største styrke«.
Roan forhold til Laupers musik går helt tilbage til hendes teenageår, fortalte hun videre.
»En af Cyndis mest inspirerende sange for mig personligt er ‘True Colors’. Da jeg var 14 år gammel, optrådte jeg med ‘True Colors’ til et talentshow i min hjemby i Missouri. Det var første gang nogensinde, jeg vandt en sangkonkurrence, og det har været så vigtigt for mig lige siden«.
»Cindy Lauper har banet vejen for kunstnere som mig til frit at udtrykke os. Hun har vist os, at man kan være dristig, finurlig, højlydt, glamourøs og have enhver hårfarve, man ønsker. Hun har styrket generationer ved at åbne vores hjerter og vores sind med det smukke budskab om, at vi har magten til at være dem, vi autentisk er«.
Se et sjovt klip fra Roans tale, hvor hun næsten kommer til at sige »fuck« på Disney+, der transmitterede ceremonien, herunder:
“🫢” – @chappellroan#RockHall2025 pic.twitter.com/G8xTxrEyK6
— Rock & Roll Hall of Fame (@rockhall) November 9, 2025
