VAR DET SÅ SKIDT? Efter det kaotiske gesamtkunstwerk ‘Artpop’ fra 2013 stod Lady Gaga ved en skillevej i midten af 2010’erne.
Med ‘Artpop’ kom hun tættere end nogensinde før på at realisere sit erklærede projekt om at udviske skællet mellem avantgarde-performancekunst og popmusik.
Et projekt, der blandt andet blev cementeret af en mindeværdig koncertoptræden få måneder efter udgivelsen af ‘Artpop’, hvor Gaga havde hyret en såkaldt brækkunstner til at kaste en giftigtudseende grøn væske op udover hende.
‘Artpop’ opnåede kultstatus, men det er også rodet, larmende og uforsonligt. Albummet blev mødt af lunkne anmeldelser, skuffende salgstal (efter Gagas standard) og forvirrede fans, der måske nok syntes, at det grønne bræk var lige i overkanten, og savnede episke popeksplosioner som ‘Bad Romance’ og ‘Born This Way’. Lady Gaga blev nødt til at gentænke sig selv.
På sit næste album, ‘Joanne’ fra 2016, satte hun sig for at gøre noget, som ingen havde set komme: At blotte det autentiske hjerte af kød og blod, der bankede bag den teatralske persona. Og ingen musikgenre skriger autenticitet som countrymusik.
At genvinde fansenes gunst med hjælp fra countrygenrens rustikke charme lyder umiddelbart som en skudsikker ide, men ‘Joanne’ blev faktisk om muligt modtaget endnu mere negativt end ‘Artpop’.
Var albummet virkelig så dårligt? Eller fortjener det at blive revurderet, nu hvor popstjerner som Beyoncé og Lana Del Rey har fulgt Gagas eksempel og taget countrymusik og cowboyhatte til sig?
Var det virkelig så dårligt?
‘Joanne’ er med længder Lady Gagas mindst interessante album, men det gemmer faktisk på en lille håndfuld højdepunkter, og nogle af dem er meget langt fra noget, nogen ville betegne som countrymusik.
Albummets førstesingle, ‘Perfect Illusion’, er eksempelvis et eksplosivt stykke synthpop med psykedelisk guitarspil fra Tame Impalas Kevin Parker.
Måske er det ikke nødvendigt at gentage det ret simple omkvæd så mange gange, som Gaga gør her, og måske kunne den totalt abrupte modulation i sangens anden halvdel godt være mere elegant, men i det mindste er sangens energi så unhinged, at det faktisk lyder, som om Gaga kæmper med at komme sig over at være faldet for den illusion, som sangen konstant nævner.
Den besynderlige, dancehall-inspirerede onanihymne ‘Dancing in Circles’ er et andet højdepunkt.
Linjen »Up all night tryin’ to rub the pain out« er lige udpenslende nok til min smag, men sangen er klassisk Gaga i stil med hits som ‘Alejandro’ og ‘LoveGame’.
Derudover er ‘Sinner’s Prayer’ – albummets mest rendyrkede countrysang – en simpel fortælling om kærlighed, hjertesorg og tilgivelse med et afslappet groove, som man sagtens kan tromme lidt i takt til med støvlespidsen, mens man nyder en Pabst Blue Ribbon-øl på en slidt neonbelyst bar i udkanten af en eller anden sydstatsby.
Foruden de tre sange er der ikke meget at komme efter på ‘Joanne’.
De let country-klingende ballader ‘Joanne’, ‘Million Reasons’ og ‘Angel Down’ er noget salvelsesfuldt sødsuppe, mens bomstatiske, stadionparate rockeskapader som ‘Diamond Heart’ og ‘John Wayne’ savner nogle rigtigt gode omkvæd.
‘A-YO’ – en ode til at ryge Marlboro-cigaretter, som lyder som Shania Twain anno 1999 – er sjov, men ikke meget mere end det.
‘Joanne’ var et varsel
‘Joanne’ er mest af alt en parentes i Lady Gagas karriere, som de fleste, der ikke er hardcore Lady Gaga-fans, formentligt hurtigt glemte igen. Især efter hendes allerede nærmest ikoniske skuespilpræstation i genindspilningen af ‘A Star Is Born’ fra 2018 og hendes seneste glimrende album, ‘Chromatica’, fra 2020.
Når ‘Joanne’ alligevel er interessant at tale om i dag, skyldes det, at det viste sig at indvarsle en periode, hvor popmusikkens største stjerner nærmest på stribe har prøvet kræfter med countrymusikken.
Umiddelbart efter fulgte både Miley Cyrus, Kesha og Kylie Minogue trop med henholdsvis ‘Younger Now’, ‘Rainbow’ og ‘Golden’, der alle befinder sig utroligt tæt på den skabelon, som Lady Gaga tegnede med ‘Joanne’. I 2019 fik Lil Nas X et verdenshit med countryrap-fusionen ‘Old Town Road’, og sådan kunne jeg nærmest blive ved.
Sidste år overtog Mitski TikTok med ‘My Love Mine All Mine’, der lyder som en sang, Tammy Wynette kunne have sunget i slutningen af 60’erne.
Senest bød Beyoncé op til linedance med ’Texas Hold ’Em’, der strøg til tops på alverdens singlehitlister, samt det netop udkomne album ‘Cowboy Carter’, der – som titlen afslører – er popstjernens favntag med cowboyæstetik og countrymusik.
Senere i år følger Lana Del Rey efter sigende trop med sit bud på et countryalbum – en udgivelse ved navn ‘Lasso’ skulle lande senere i år.
Lady Gagas ‘Joanne’ var, hvis ikke et godt album, så i hvert fald et profetisk et. Men der er også noget, der har ændret sig i de otte år, der er gået siden ‘Joanne’.
Country som politisk kampplads
Hvor ‘Joanne’ og dets umiddelbare efterabere mest af alt lignede overlagte, hvis ikke ligefrem kalkulerede forsøg på at låne lidt af countrygenrens iboende autenticitet, er der tydeligvis noget andet på spil hos en kunstner som Beyoncé.
Her lader interessen for countrymusikken snarere til at være drevet af det kritiske potentiale, der har karakteriseret genren siden 1920’erne, hvor den gav en stemme til de fattige, oversete og udstødte.
For Beyoncé er det netop en videreførelse af denne subversive tradition, når hun tager ejerskab over en musikgenre, som sorte musikere historisk set har været forment adgang til (og det på trods af, at sorte musikgenre som blues, gospel og soul har haft en kæmpe indflydelse på countrymusikkens udvikling). Beyoncé revitaliserer countrymusik som politisk kamplads.
Af samme årsag giver det også rigtig god mening, at en kunstner som Lana Del Rey, for hvem amerikansk ikonografi altid bærer på en kritik af sig selv, laver et countryalbum. Hver eneste sang, Del Rey nogensinde har sunget, er på en eller anden måde gennemsyret af USA’s moralske og politiske forfald.
Følelsen af, at Lady Gaga kunne have gjort noget lignende, hvis hun ville, er i sidste ende det, der gør ‘Joanne’ til så skuffende et album.
Der var altid tydelige politiske implikationer i Gagas teatralske leg med identitet. Utallige queer-personer vil kunne vidne om, hvor empowering det føltes at høre én af verdens største popstjerner omfavne alle, der følte sig udenfor.
‘Joanne’ kunne have været albummet, hvor Gaga gjorde countrymusikken til en udvidelse af det utopiske frirum, som hendes musik var for millioner af misfits.
Men det blev det ikke. I stedet var der noget nærmest naturstridigt over at høre monstrenes selvudnævnte talsperson smykke sig med lyden af ærkeamerikansk normalitet. Så foretrækker jeg alligevel det grønne bræk.