2013 var det sidste år, hvor Britney Spears for alvor var en popstjerne, der figurerede på toppen af hitlisterne.
Det var seks år siden, at hele verden havde labbet hendes ekstremt mediedokumenterede sammenbrud i sig.
Og det var fem år siden, at hun som resultat af – eller vel nærmest som straf for – sit sammenbrud mistede forældremyndigheden over sine børn og blev placeret under et værgemål.
Midt i denne personlige og karrieremæssige krise udgav hun ‘Britney Jean’, der i dag står som et monument over hendes fangenskab – og er genstand for en faktisk ret overbevisende konspirationsteori.
Det er karrierernes mest forhadte og kritiserede, men også på mange måder mest mystiske og fascinerende album.
Mystisk og fascinerende var der dog ingen, der kaldte albummet for ti år siden.
Et ualmindeligt rædselsfuldt misfoster
‘Britney Jean’ blev annonceret som Britneys mest personlige album til dato, men ak! Allerede ved udgivelsen af albummets første single, ‘Work Bitch’, begyndte drømmene om det nye album som popmusikalsk skriftestol at briste.
Bevares, der er ikke som sådan noget galt med ‘Work Bitch’. Enhver, der har sat fødderne på en bøssebar vil kunne vidne om, at den ekstremt energiske EDM-banger, hvor Britney med en påtaget britisk accent befaler alle de dovne bitches at komme i sving med arbejdet, hvis de også vil være rige, smukke og succesfulde, sagtens kan sætte gang i dansegulvet.
Men fremstår sangen som et dybt personligt vidnesbyrd? Ikke rigtigt.
Det samme gælder det fulde album, der i nærmest samtlige anmeldelser blev beskrevet som »upersonligt«. Diskrepansen mellem albummets markedsføring og dets reelle indhold var tydelig.
Anmelderne tog ikke helt fejl.
En række af albummets sange er overfladiske, klichéfyldte og skabelonagtige. De kunne være sunget af hvem som helst. Og så er albummets bombastiske, maksimalistiske og ekstremt hektiske EDM-produktion, som The Black Eyed Peas’ Will.i.am i høj grad stod bag, både flad og forudsigelig. Den lød allerede forældet i 2013.
Allerværst står det til på det ualmindeligt rædselsfulde misfoster af en duet med lillesøsteren Jamie Lynn Spears, ‘Chillin’ With You’, der den dag i dag stadig hjemsøger mine værste mareridt: En hårrejsende hybrid mellem en sukkersød countrypopsang og et stift, akavet, hiphopagtigt omkvæd, hvor de to søstre lyder, som om de hader hinanden.
En robot på randen af selvdestruktion
Albummets svage sange er dog ikke hele sandheden om ‘Britney Jean’. Ti år senere fremstår albummet nemlig langt mere personligt, end nogen kunne have vidst.
Tag bare ‘Work Bitch’, der for ti år siden blot lød som en banal hyldest til luksus og overflod.
I lyset af den viden, vi i dag har om, hvordan Britney i 13 år blev groft udnyttet som økonomisk skaffedyr for sine kontrollerende værger, er der noget helt uhyggeligt over at høre hende mekanisk gentage sætningen »you better work, bitch«, som om det er et religiøst mantra eller en tvangstanke.
Det er nærmest, som om sangen taler over sig – som om der ligger et subtilt råb om hjælp og gemmer sig bag dens voldsomme maskineri af en popproduktion.
Samme uhygge kan findes på åbningssangen ‘Alien’, som jeg ikke vil tøve med at udråbe til en af de bedste Britney Spears-sange nogensinde.
‘Alien’ er et hypnotiserende, æterisk dancepop-mesterværk. En isnende sørgesang om ensomhed og fremmedgjorthed, hvor Britneys ekstremt retoucherede vokal er perfekt til at formidle en form for kølig, maskinel, følelsesforladt melankoli.
Det virker nærmest, som om de mange effekter er et forsøg på at tildække det, der i virkeligheden er en grufuld tragedie, med en perfekt, spejlblank overflade.
Ingen andre sange på albummet når så højt et niveau, men enkelte nærmer sig. Det gælder eksempelvis balladen ‘Perfume’, der er en fin sang om usikkerhed, skam og jalousi, hvor Britney desperat synger om at sprøjte parfume udover sin kæreste i håb om, at den anden kvinde kan dufte den.
»I’m gonna mark my territory!«, synger hun med en hudløs indlevelse, hun desværre meget sjældent tager i brug på ‘Britney Jean’.
Det gælder den militante, staccato-agtige ‘Tik Tik Boom’, hvor Britney igen og igen tigger en fyr – her personificeret af rapperen T.I., der leverer et ekstremt liderligt gæstevers – om at få hende til at detonere som en bombe.
En ret voldsom metafor for en orgasme, men der er noget fascinerende ved den måde, Britney nærmest lyder som en defekt, overophedet robot, der med faretruende hast nærmer sig selvdestruktion. Sammenbruddet ligger og ulmer under overfladen.
Spøgelset Britney
Selv når albummet er allerdårligst, er der noget, der fascinerer mig, og som får mig til at vende tilbage til det.
Siden udgivelsen af ‘Britney Jean’ har det rygtedes blandt Britney-fans, at store dele af albummet i virkeligheden bliver sunget af korsangeren Myah Marie.
Den nysgerrige kan på YouTube finde et hav af timelange videoer, hvor soldater fra den såkaldte Britney Army – som de sidste par år er blevet berygtede for sine imponerende detektivevner – analyserer albummets vokalspor, og peger på, hvornår Britney synger, og hvornår det i virkeligheden er Myah Marie.
Jeg må indrømme, at jeg er blevet overbevist: Britneys dybe, kropslige, raspende tågehorn af en stemme har aldrig nogensinde før eller siden lydt så spinkel og skinger som den gør på ‘Body Ache’ eller ‘Passenger’. Det er, i min optik, åbenlyst en anden, der synger.
I virkeligheden er det dog nærmest lige meget. Mere end en egentlig sanger, er Britney Spears en slags spøgelsesagtig tilstedeværelse, der hjemsøger sine sange.
Hun er Bertha Mason låst inde oppe på loftet i Charlotte Brontës ‘Jane Eyre’, vis dæmoniske tilstedeværelse kan mærkes i huset, selv når hun ikke ses. Hun er den radioaktive stråling, der stadig den dag i dag nægter at slippe sit greb om Marie Curies notesbøger.
Selv når en anden stemme tager over, eller når hendes egen stemme på en sang som ‘It Should Be Easy’ bankes gul og blå af den mest hårdhændende brug af autotune, jeg nogensinde har hørt på en mainstream-popsang, kan Britneys tilstedeværelse mærkes.
At lytte til ‘Britney Jean’ er som at bladre igennem et familiefotoalbum, hvor et bestemt ansigt konsekvent er klippet ud. Det er som at se kridtomridset på asfalten, der hvor et lig har ligget. Jo mere fraværende Britneys egentlige stemme er, jo mere uhyggelig og spøgelsesagtig føles hendes tilstedeværelse.
Det er som musikalsk ouija-bræt for spøgelset Britney, at ‘Britney Jean’ bliver ved med at fascinere og mystificere mig. Er albummet dårligt? På en måde, ja.
Men det er også det tydeligste musikalske monument for Britneys ufrivillige ufrihed under hendes urimeligt lange værgemål.
Andre artikler i serien ‘Var det virkelig så dårligt?’:
The Chainsmokers opfandt lyden af generiske Spotify-playlister – var det virkelig så dårligt?
The Weeknd ramte helt forbi hitlisterne med ’Kiss Land’ – var det virkelig så dårligt?
Miley Cyrus floppede stort med halvanden time langt syretrip – var det virkelig så dårligt?
Lil Wayne blev slagtet for rockrap-albummet ’Rebirth’ – var det virkelig så dårligt?